Brothers in Arms: Earned in Blood

Den tyske geværrede sprøjter hundredvis af kugler ud mod mit i forvejen udsatte plankeværk. Træet splintres, mens et øredøvende smæld fra en mortergranat får jorden til at ryste kun ti meter fra min position. Mine kammerater er så småt ved at gå i panik. Jeg tjekker min riffel og lægger forsigtigt sidste magasin i den, før jeg kommanderer Kaptajn Paddock og menig Garnett om bag en bygning for at lægge dækild. Hvis vi bliver siddende her meget længere, så er vi færdige. De ved det og jeg ved det. Mine mænd når frem til det faldefærdige bondehus og lader riflerne tale deres tydelige sprog. Imens lister jeg frem fra plankeværket, følger en lavtliggende å og sniger mig ind på de sauerkrautspisende djævle fra siden. De opdager mig aldrig og deres død er ikke noget der pletter min samvittighed. Det er mig eller dem. Sådan er krig nu engang.

Anden Verdenskrigsspil er uden tvivl dette årtis eftertragtede Lacoste-trøje. Alle med bare en nogenlunde spilportefølje, er nødt til at have mindst et af slagsen. Hos Electronic Arts er det den skamreddede Medal of Honor-serie, hos Activision huserer Call of Duty og Ubisoft har så sat sig godt og grundigt på Brothers in Arms. Sidstnævnte er uden tvivl min favorit. Måske fordi den franske gigant endnu ikke har nået at trække serien så tyndt ud, at den er blevet gennemsigtig, eller også fordi Brothers in Arms bare er langt mere vedkommende og realistisk. Glem alt om fotografier, eksperthjælp og dokumentarprogrammer. Brothers in Arms-serien fungerer fordi den serverer de svære moralske valg, følelsen af at tilhøre en gruppe og de tempomæssigt velfungerende kampe i en tilpas afbalanceret mængde. Når jeg kommanderer rundt med mine folk, så tænker jeg over, hvilke farer jeg udsætter dem for. De er ikke kønsløs kanonføde, der kan bruges som en billig afledningsmanøvre for, at jeg kan kaste mig ud i rollen som Rambo. De er mine soldaterkammerater. Mennesker af kød og blod, der for alt i verden skal reddes gennem endnu en dag i helvede. De stoler på mig og jeg stoler på dem.

Earned in Blood er opfølgeren til sidste års Road to Hill 30, der introducerede os for den handlekraftige Matt Baker, der med masser af gå-på-mod og en deling trofaste mænd, indtog de idylliske franske landskab for at tvinge tyskerne ud. Dette år går stafetten videre til Joe "Red" Hartsock, en rødhåret, drenget delingsfører, der efter at have vist stort mod i det første spil, nu har fået sin helt egen gruppe mænd. Hartsock har det dog fra starten langt sværere end Baker havde. Tyskerne har nemlig på under et år groet betydelig flere hjerneceller og det rullende, nærmest idylliske franske bondelandskab, er byttet ud med klaustrofobiske, sønderskudte byer, hvor farerne fra første øjeblik ligger på lur. Kampene foregår nu mellem den lokale kirkegårds tonstunge gravsten og byens efterladte garager og huse.

Kravet om flere hjerneceller til tyskerne kommer naturligvis fra spilpublikummet. Uanset hvor forelsket du end måtte være i det oprindelige Brothers in Arms, og selvom flankering indenfor krig er en velkendt taktisk manøvre, så blev det en kende kendeligt at bruge selv samme strategi, hver gang en tysk deling skulle nedlægges. AI’en var til tider også decideret håbløs, når den blev presset, hvilket resulterede i en mængde mindre og ret skæmmende fejl. De er heldigvis væk i år. Tyskerne er effektive, drevne og nærmest ustoppelige nu. Et forkert træk henover en gårdsplads kan resultere i, at flere af dine mænd får helt nye huller i kroppen, mens helt almindelig skødesløshed straffes med et fedt plantet Game Over på skærmen. Gearbox er dog godt klar over, at det for nogle vil være en brat opvågning og derfor kvitteres der med et frisk hold soldater, hvis den tidligere nævnte Game Over-skærm toner frem for tit. For som drengene så pænt siger det: "Krig er ikke altid en retfærdig ting, men et computerspil bør være det".

Til gengæld har Gearbox ikke sparet på noget, når det kommer til action. Byernes smalle gader, de mange etagebygninger og de efterladte lader og udhuse giver Earned in Blood langt mere tempo end det var tilfældet med Road to Hill 30. Hastigheden er skruet betydeligt i vejret og nogle gange har du kun splitsekunder til at udstede en ordre, ved hjælp af det let overskuelige interface, før kuglerne fløjter om ørene på dig. For det meste fungerer peg-og-klik interfacet, men der er øjeblikke, hvor en helt enkelt kommando totalt ignoreres til fordel for et hovedløst angreb på fjenden. Noget der altid ender i et blodbad. Andre gange er det det fordømte sigtekorn, der ikke er til at hive frem over hovederne på tyskerne, hvilket gør nogle ildkampe uendelig besværlige og nervepirrende.

Visuelt er der ikke sket noget markant siden sidste års udgivelse. Animationerne er knap så rigide, ansigterne på dine kammerater udviser en smule mere liv og de mange grå, krigshærgede byer har fået et ekstra lag sod, blod og støv. Men det er også det. Der er en grund til at Earned in Blood ikke indeholder et total nogen steder. Dette er ikke så meget en egentlig opfølger som det er en udvidelse.

Multiplayer-mæssigt er Brothers in Arms til gengæld en kende kedeligt, eller i hvert fald ordinært. Spillet introducerer rask væk en del nye modes, bl.a. Skirmish-mode, men ærlig talt, så havde jeg svært ved at sidde fanget foran skærmen. For mig er Brothers in Arms en gribende, nærmest cinematisk fortælling, så det er ikke sjovt, når krig bliver en omgang ordinær kuglefest. Det frarøver virkelig serien sin charme, og Gearbox behøver ikke nødvendigvis at lave noget til multiplayer-folket i hvert eneste FPS.

Earned in Blood kan ikke sige sig fri for at være mere af det samme, men med markante forbedringer i forhold til der hvor malingen skrallede mest af sidste år, er det en god omgang dreven underholdning, der virkelig griber fat i camouflagetøjet og trækker dig med indenfor. Nu håber jeg så bare på, at vi ikke allerede næste år skal til at gribe riflen igen - det er lige tæt nok på, uanset seriens kvaliteter.