Brothers in Arms: Road to Hill 30

Bemærk; Grundet en fejl i opsætningen af magasinet, står Brothers in Arms som værende 7 ud af 10. Dette er ikke korrekt. Spillet har fået 8 ud af 10 - og dette er naturligvis rettet i online-udgaven

Hvor bizart det end lyder, så kommer vi ikke udenom, at krig er et utroligt populært område at basere underholdning på. Bøger, film og spil kredser omkring emnet som sultne gribbe - flænsende i de blodige stumper. Baggrunden er indlysende; i al sin forfærdelighed er det jo farligt fascinerende. Mennesker, der presses til deres yderste giver skuespillere muligheder for at teste deres kvaliteter, omsluttende eksplosioner gør effektfolkene glade og strategiske slag giver skrivebordsgeneralerne lidt at lege med.

På det digitale medie har genrerne indtil videre været relativt skarpt opdelte. Maskinernes begrænsning gav i første ombæring plads til en lang række stillestående strategiske spil. Med mere kraft på kedlerne begyndte der at pible en strøm af intense shootere, som ikke lod de store effektfulde film meget tilbage. Brothers in Arms er på den ene side endnu et spil som placerer sig midt i Anden Verdenskrigs genvordigheder. Vi skal sågar endnu engang trækkes igennem D-dag - som det har været tilfældet i et hav af andre titler. På den anden side bydes der dog på attraktiv nytænkning. Genrernes vægge rykkes lidt, og strategi inviteres ind i det hektiske FPS-miljø.

Det er Gearbox som har fået lov til at muntre sig med udviklingen. Deres seneste arbejde var udviklingen af den lidet imponerende konvertering af Halo til PC. Selv om det er lokkende vil jeg ikke holde dette imod dem, og jeg må indrømme at Brothers in Arms bestemt har sin charme. Som sagt så bevæger vi os væk fra de trygge rammer og ud i et lidt mere diffust univers. Selv om der er tale om nytænkning, så er det dog ikke nyere end noget vi allerede har været vidne til i det glimrende Full Spectrum Warrior.

Forskellen på disse titler er først og fremmest i niveauet af strategi krydret med, at du denne gang også får lov til at trykke på aftrækkeren. Du trækker i amerikansk kampuniform som sergent Matt Baker, en ganske ung gut som - tvunget af omstændighederne - ser sig selv som leder af en lille gruppe faldskærmssoldater. Fra starten er det tydeligt, at det har været en vigtig parameter at give de forskellige soldater personlighed. Her fokuseres på gruppen som en enhed bygget op af en gruppe individuelle soldater. Ambitionen lykkes langt hen af vejen, og giver kampene et mere personligt præg.

I spillets start kastes man ind bag fjendens linier. Ens lille "beskidte dusin" skal nu løse en masse opgaver, som skal være med til at binde de amerikanske styrker sammen. I sidste ende vil man være med til levere det effektfulde stød på nazisterne, som den endelige indtagelse af havnebyen Cherbourg var. Historien er bygget lineært op, og giver langsomt én et større ansvar. I de første baner lærer man den umiddelbare styring; der er tale om ren FPS med en opsætning og styring a la Halo - ingen ko på isen der. Langsomt får man dog ansvaret for at kommandere rundt med tropperne. Her træder vi mere ind i Full Spectrum Warrior-universet. Vælger man at løbe hovedløst af sted i en lystig gang "run & gun", så kommer man til at se Game Over-siden gentagne gange. Ét enkelt skud kan stoppe dagens helt, og så kan man ellers prøve forfra igen.

Vejen frem er fyldt med strategisk placerede nazister, som fra deres skjul gør helvede hedt for din lille gruppe. Din opgave er overordnet set at udnytte, at du har to hold under din kommando. Løsningen er som oftest at benytte det ene hold til at holde fjenden under beskydning, mens den anden gruppe lister rundt og tager dem fra flanken. Modsat Full Spectrum Warrior - som ofte kunne minde lidt om et skakspil, hvor man havde tid til at overveje sine træk - kan en vildfaren kugle her hurtigt ende dine drømme om at blive krigshelt. Scenerne er langt mere hektiske, og man skal konstant være opmærksom, både på egen fremdrift samt guide sine gutter.

Et lille pip mod spillets struktur må så gå på at historien er strengt lineær. Det medfører alt andet lige, at der er en hovedvægt på set-pieces, da ens trup helst skal komme helskindet igennem - i hvert fald indtil historien siger andet. Generelt føles hele strukturen lidt snærende - det ville være rart med større frihed. Samme problem gør sig faktisk gældende for spillets mange kampe. Når man kommer til et opgør, så er der meget belejligt strøet lidt dække ud, som man selv kan benytte. Ekstra belejligt er det, at fjenden som oftest har placeret sig så man kan flankere dem.

Brothers in Arms har en masse charme, og spillets historie er - trods forudsigelig - langt hen ad vejen vedkommende. Teknisk set er det intet vidunder, men skærmen regner da som ofte med eksplosioner, omgivelserne er pænt varierede og figurerne tilpas detaljerede. Selv om det er rart at se noget fornyelse, så føles det faktisk mange gange som en hindring for spillets flow - opgørene føles meget iscenesatte. Alligevel er det svært ikke at lade sig rive med, og det er unægtelig rart, at man har muligheden for også selv at uddele lidt øretæver.