Det er utroligt hvor lidt der en gang i mellem skal til for at en ide eller et koncept klikker med folk. Da Tim Schafer tilbage i 2005 forsøgte at fortælle historien om Raz og hans ferie på psykisk sommerskole, var det kun spilpressen der måbende fulgte med og efterfølgende skrev rosende tekster om det opfindsomme platformspil. Køberne ignorerede dog Psychonauts på det groveste, og man kunne have frygtet at det samme ville ske for Brütal Legend, hvis det dog ikke var fordi Schafer og resten af holdet, havde fundet en anden indgangsvinkel.
Indgangsvinklens navn er Jack Black, Hollywood-skuespilleren der for år tilbage genopfandt sig selv som del af musikgruppen Tenacius D, samt som glimmerbyens ukronede forkæmper af Heavy Metal-musikken. Blacks hyperaktive personlighed og stenhårde domme af hvad der er godt og dårligt når det kommer til pigtrådens sarte toner, gør ham ikke kun til en original i Hollywood, men også oplagt som spilhelt.
Jack Black er derfor i form af Eddie Riggs den ultimative roadie, der med meterbrede skuldre, enorme bakkenbarter og langt, fedtet hår, i sinkropsbygning minder mere om en neandertaler end et moderne menneske. Han er også typen der savner tiden hvor Heavy Metal ikke blot var et begreb, enhver sindsforvirret PR-personlighed brugte til at klistre på sit nyeste musikpåfund. Da et mislykket sceneshow resulterer i hans død og efterfølgende lader ham genopstå i metalmusikkens stenalder, kan eventyret begynde.
I stedet for at læne sig op af en bestemt genre, har Double Fine valgt at krydse inspirationerne fra en mængde forskellige spil, og overraskelsen var for undertegnede derfor stor, da den første times spil frembragte minder fra Nintendos populære Zelda-serie. I løbet af kort tid er man nemlig blevet introduceret for nærkamp med sin økse (The Seperator), magi med sin guitar (Clementine) samt transport i form af sin Hot Rod der meget vel kunne være en fjerne slægtning til Epona.
Brütal Legend er dog knapt så lineært som Nintendos grønklædte sværdsvinger, og når du først har fået nøglerne til din stridsvogn, står det mest af spilverdenen faktisk til din rådighed - og sikke en verden.
Rullende bakker, fjendefyldte fæstninger og kilometerdybe huler fyldte med hemmeligheder er godt nok set mange gange før, men sjældent gennem et så originalt perspektiv. Double Fines kreative kræfter og Jack Blacks kærlighed til den hårde rockmusik, gør sig derfor gældende i hvert enkelt billede der toner frem på skærmen, og selv de mest gængse spilnormer er her blevet genfortolket.
Fjenden er derfor puddelrockeren General Lionwhyte der med sine armeer af lyserødt klædte, netstrømpe bærende og makeup glade soldater, repræsenterer knækket hvor tungmetallen blev fortyndet, og begynde den devolution der i dag er resulteret i alt fra emo-rock til nu-metal. Dette betyder også at der har været plads til at inddrage eksempelvis Lemmy fra Mötorhead som "The Kill Master" og Ozzy Osbourne som "Guardian of Metal" der i spillets verden er kraftfulde orakler med magiske evner, der naturligvis kæmper de godes kamp.
Overfloden af originalitet betyder at verdenen i sig selv er sjov at udforske, men skulle du alligevel savne formål, er der sørget for at der gemmer sig sidemissioner uanset hvor du bevæger dig hen. Missionere kan oftest overstås på ganske kort tid, men savner i stor stil den originalitet der gennemsyrer resten af spillet. De beder dig sjældent om andet end at tæve lidt fjender, vinde et kapløb eller bringe an pakke frem fra A til B på tid, men bør alligevel gennemføres for at få råd til de livsvigtige opgraderinger som kan købes til både Eddie selv, samt hans Hot Rod.
Langt mere interessant end sidemissionerne er spillets egentlige historie, der giver dig ansvaret at samle en hær der kan tage kampen op mod de hårlak-glade fjender, der ønsker at knuse metalmusikkens sidste, menneskelige bastion. De fleste af hovedmissionerne lukker derfor op for dine vigtigste ressourcer: undersåtterne. Disse kommer bl.a, i form af Headbangers, Razor Girls og Thunderhogs, mens de fjendtlige "hairrock" varianter i stedet kaldes alt lige fra Hair Bangers til Groupies og Glamhogs. Hver fungerer de som enheder i et strategispil, og har derfor evner der spreder sig fra nærkamp til kamp på distance, mens specielle enheder som "The Kill Master" sørger for at restaurere kampstyrken hos tropperne, hvis du holder ham levende.
Strategispillet fylder en overraskende stor del af den samlede spilletid, og når man oven i købet begynder at skulle erobre ressourcepunkter og bygge fæstninger, højnes kompleksiteten også. Derfor er det frustrerende at systemet til at kontrollere egne hære ikke er bedre, og på trods af troppernes diversitet, endte det for mit vedkommende alt for ofte med at jeg blot markerede alle tropperne og sendte dem mod fjenden. Samme problem bliver kun gjort værre i mine forsøg med multiplayeren, hvor strategispillets mangler kommer til fuldt skue, fordi en menneskelig modstander højner intensiteten.
På trods af problemer har jeg dog ikke kunne rive mig løs fra Brütal Legend, delvist fordi spillet kæler for min samlermani og alle 120 Bound Serpents skal findes, samtidigt med at jeg lige skal have købt de sidste opgraderinger. Mest af alt er det dog fordi Brütal Legend er en solid sammenblanding af en masse gode ideer, der er pakket ind i den mest originale, humorfyldte indpakning jeg har set i lang tid.
At smelte fjendernes ansigter ved at spille en guitarsolo, fungerer præcis som når Link hev Ocarinaen frem i Zelda, men med et meget sjovere resultat. At udbygge sin Hot Rod med nitroboosts, maskinkanoner og et tonstungt fejeblad på fronten, for herefter at fræse fjender i stykker mens "Brocas Helm" spiller i baggrunden er nærmest magisk. Situationer som disse krydres med en historie og dialog, som konstant byder på originale fortolkninger og vittigheder der vil få enhver metalfan til at smile stort.
Brütal Legend er langt fra perfekt og der er rigelig med plads til forbedringer, hvilket vi med lidt held får at se i en efterfølger. Hvis du dog allerede er blevet fanget af de trailers du måske har set af spillet, eller blot finder blandingen af action, humor og metalmusik uimodståelig, er der her tale om en spiloplevelse som du ikke må lade dig gå forbi.