Brute Force

Der har efterhånden været en del ventetid på Digital Anvils spændende kreation. Rygterne har floreret, om en titel der skulle kunne måle sig med selveste Halo. Den efterhånden lange ventetid har været udfyldt med smukke screenshots sat i en futuristisk verden. Detaljerede karakterer, betagende partikeleffekter og storstilede varierede landskaber. Nu har jeg så endelig titlen i hånden, der bobler et lækkert produkt under overfladen, men det kan ingenlunde gøre krav på tronen.

Første skuffelse er den centrale kampagne. I et noget uengageret sci-fi miskmask dumper vi ned i det herrens år 2340. Menneskene har med deres sædvanlige nysgerrige natur udforsket, kortlagt og beboet en stor del af universet. Selvfølgelig er vi ikke de eneste i det uendelige himmelrum, og der dannes en konføderation, der skal vogte og dømme over de enkelte racer. Lige så naturligt er der også i rummet slyngelstater, og når de nu ikke vil lytte, så må de på bedste demokratiske vis betale med deres liv. Her kommer du så ind i billedet. Med den suveræne kontrol over en lille gruppe supersoldater - kaldet Brute Force - skal du tage rundt til universelle brændpunkter. Historien er generelt temmelig uinteressant, men formår dog at retfærdiggøre timers ellers meningsløs slagteri.

Nu hvirvles vi så af sted i kaskader af bly og spildte kropsvæsker. Seks forskellige - smukt modellerede - verdener danner baggrunden for strid, død og euforisk sejr. I herligt partikeloplyste scenarier kæmper man sig vej gennem en tilsyneladende endeløs flod af hårdfør modstand. Spillets kerne er centreret omkring gruppekamp, man får nemlig simultan kontrol over fire specialiserede enheder. Alle har de et område, hvor de excellerer. Der er den ultimative kampmaskine, der kan fyre to tunge våben på samme tid. Vi har den milimeterpræcise skarpskytte, der kan pille modstandere ud på lang afstand. Der er snigeren, der kan gøre sig usynlig. Endelig er der krydsningen, der både kan regenerere energi og sanse fjender. Hovedformålet er, at kombinere disse personer så du profiterer på styrker, og kompensere for andres svagheder.

Missionerne er relativt ligefremme. Man smides ind på et område, og skal enten finde noget eller eskortere nogle handlingslammede individer. Dette forsøger man så at gøre på bedste vis, samtidig med at man udraderer stort set alt, hvad der bevæger sig. Fremgangsmåden tangerer det simple, hvor man godt kunne ønske noget mere afveksling. Ideen med at kæmpe som en gruppe er ganske glimrende, og hiver elementer fra taktiske spil såsom Rainbow Six over i FPS-genren. Man skal dog ikke forvente sig den store strategiske udløsning, det er såvel baneopbygningen som styrkeforholdet de enkelte personer imellem simpelthen for svingende til. Især snigeren Hawk er svær at profitere på. Som oftest er den bedste strategi bare, at nedkæmpe alt modstand i skikkelse af mastodonten Tex. Selve konceptet er ellers glimrende, og fungerer også langt hen af vejen.

Dette gælder især, hvis man får nogle venner på besøg. Her har man nemlig mulighed for at gå co-op gennem hele spillet. Folk kan fuldstændigt trinløst deltage i og forlade spillet - det fungerer glimrende. Oplevelsen er virkelig intens, og er nok det bedste, som Brute Force har at tilbyde. Desværre er der ikke blevet mulighed for at spille online via Live. Det er - i min bedste overbevisning - en virkelig stor fejltagelse. Muligheden for gruppekampe mellem nogle godt diversificerede hold virker utroligt appellerende. Der vil dog blive mulighed for, blandt andet, at hente helt nye kampagner via sin opkobling - et lille plaster på såret.

Den måske største fordel ved Brute Force må være den tekniske front. Grafikken er meget imponerende. Teksturerne er varierede og detaljerede. Områderne er store, og kører relativt gnidningsløst med en god draw-distance. Figurerne er utroligt flot animerede - såvel venner som fjender. Der er mange gode effekter, der drager god nytte af maskinens grafiske kapacitet. Her kan især de imponerende partikeleffekter nævnes. Med andre ord så er grafikken godt udført. Uden at kunne sætte en finger på noget specifikt, så føles det bare alligevel en kende generisk. Det er, som om der mangler noget, der føjer kanterne på de enkelte - flot udførte - områder sammen, og skaber en komplet oplevelse. Lyden er ligeledes utroligt professionelt udført i en meget høj kvalitet. Især effekterne skal her fremhæves. Musikken er dog en kende kønsløs - der måtte gerne være lidt mere interaktiv musik, der reagerede mere på hændelserne på skærmen. I sidste ende er Brute Force rigtig god underholdning, hvor man kan fremhæve en række meget vel udførte områder. Det føles bare lidt som om, at potentialet aldrig blive udnyttet til fulde.