Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Buckshot Roulette

Buckshot Roulette

Det er ultra kort, og ultra billigt. Men oplevelsen er altså det værd.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det tog mig lige akkurat 15 minutter at gennemføre Buckshot Roulette første gang. Det kostede mig omkring 20 kroner på Steam. Det tog mig omkring en halv time at gennemføre Double or Nothing, der låses op efter du har gennemført første gang, og nu er jeg færdig med det, og føler at jeg har fået lige præcis det jeg har betalt for. 45 minutters innovativ underholdning, for hvad en kop filterkaffe koster på Shell.

Der findes mange der har set små klip fra Mike Klubnikas spil på Twitch eller TikTok, og forestiller sig at dette gør for russisk roulette hvad Balatro eksempelvis gør for poker, men det her er noget meget anderledes. Det er spilverdenens svar på en nyskabende kortfilm, en lille forsmag på hvad udvikleren kan, og så er det heller ikke mere end det.

Buckshot Roulette
Dette er en annonce:

Du starter på et beskidt toilet på en undergrundsnatklub med pulserende musik i baggrunden. Du er ikke nede blandt de dansende, men oppe over dem på en lille gangbro, og bevæger dig ind af en slidt dør i et mørkt rum. Nede for enden sidder din modstander, der, ligesom i Inscryption, er en monstrøs skikkelse, umenneskelig og uhyrlig at se på. Du har indvilliget i at lege hands dødelige leg, og det er, som navnet antyder, russisk roulette med en shotgun. Vinder du, så bliver du rig, og taber du, ja så ved du hvad der sker.

Det er opsætningen, det er meget enkelt, og nej, der er ingen udforskning af natklubben imellem runderne, ingen roguelite-mekanikker der gør spillet lettere over tid, og heller ikke nogen ekstra narrativ dimension. Du er dig, for enden af bordet sidder den her mystiske, uhyggelige skikkelse, og foran dig ligger den (måske) skarpladte shotgun.

Reglerne er simple, men lidt mere involverede end almindelig russisk roulette. Du samler våbenet op, og vælger du at pege på dig selv, og skuddet er blankt, så springes modstanderens tur automatisk over. Dermed handler det ret hurtigt om at tælle patroner, og konstant være bevidst om, hvad der er tilbage i puljen. I spiller i runder, og har et bestemt antal liv hver. Når turens patroner er gået, så isættes en ny sekvens, og du får kun et hurtigt glimt af fordelingen mellem blanke og skarpe af slagsen.

Buckshot Roulette
Dette er en annonce:

Der er tre runder i alt, og både anden og tredje spilles med en række ekstra værktøjer. En æske cigaretter giver et liv tilbage, en dåseøl skipper patronen i kammeret og kniven forøger den skade den næste patron giver. Det er simple værktøjer, der dog gør spillet lidt mere avanceret, og som tilføjer et niveau af strategi til en ellers ret heldbaseret ramme.

For at være helt ærlig, så er det stadig ovre, før det nærmest er i gang, og enten dør du pludseligt, eller også sidder du kort efter med en attachemappe fyldt til randen med dollars i bilen som sejrherre. Buckshot Roulette tilføjer lidt overvejelse, lidt eftertænksomhed og lidt dybde til sin ellers simple præmis, men det giver sig heller ikke ud for at være mere end det er.

Der er genspilningsværdi uden tvivl, og den trykkende atmosfære, glimrende old-school lyddesign og fremfor alt Inscryption-agtige visuelle design, gør også sit for at lokke dig til en runde til, og det er spændingen der giver spillet karakter, men samtidig så er der ikke... ja, så meget at komme efter her. Det er let at anbefale til den her pris, ingen tvivl om det, og Klubnika demonstrerer sine evner ved netop at kombinere prissætning med en oplevelse der ikke er et sekund længere end den bør være.

Buckshot Roulette

Jeg ville ønske at der var bare 10% mere dog, bare en lille ekstra dimension, der kunne give spillet lidt mere dybde, men samtidig er det ret så tydeligt, at Buckshot Roulette er lige præcis det skaberen bag ønskede, og det kan altså noget.

På sigt kommer der også multiplayer, der passer decideret glimrende, og indtil da kan det sagtens stadig anbefales.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold