Bullet Witch

Lige siden vi var helt små, har vi fået at vide at "ærlighed varer længst", og det er en floskel, som vi kommer til at høre gang på gang gennem livet, ofte akkompagneret af en løftet pegefinger og en rysten på hovedet. Når man som lille "kom til" at stikke mor eller far en plade, en uskyldig hvid løgn, så var den velkendte læresætning sikker som amen i kirken. Ærlighed er en dyd, og der er ingen småkager til løgnhalse; sådan var det bare. Lad os prøve at overføre selv samme læresætning til spilindustrien: Hvad nu hvis der heller ikke var nogle småkager til alle de udviklere og udgivere, der er for store i munden og hvis produkter ikke lever op til det, vi er blevet lovet. Tænk hvis vi kunne sende Sony eller EA i skammekrogen, hver gang vi føler os skuffet. Det er en tanke, der nok pirrer de fleste. En skam det ikke er sådan.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på alt det her, er at Bullet Witch er et af de få spil, som jeg ikke har hørt den mindste reklamesnak om. Rigeligt med screenshots har floreret ud fra Cavia Inc. med jævne mellemrum, men de var aldrig ledsaget af bevingede ord om hvor fedt, fantastisk eller banebrydende det ville blive. De mange in-game billeder fik lov til at tale for sig selv, og det kan jeg sgu lide. Bullet Witch giver sig aldrig ud fra at være mere end det er. Gameplayet er ikke plaget af upolerede sektioner, hvor du kører i et køretøj og der er ingen påtvungne RPG-elementer, som er presset ned i spillet for at give det en bredere appel; en tendens, der efterhånden er kommet på mode hos mange udviklere - desværre. Bullet Witch handler om action: Rå, uspoleret action hele vejen igennem. Der bliver aldrig lovet mere end præcis det, og det er den ærlighed, der i sidste ende redder noget af oplevelsen.

Allerede fra starten af lægges kortene på bordet, da historien præsenteres. Vi er ikke langt ude i fremtiden og jordskælv, sygdomme og alskens ondt er ved at ødelægge jorden fuldstændigt. Som om det ikke var nok, så har en ukendt form for sort magi vakt de døde til live, og nu hærges overfladen af zombier, bevæbnet til tænderne med fuldautomatiske rifler og tanks. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg først fandt ud af hvad Bullet Witch handlede om. Plottet er nemlig så langt ude, at Uwe Boll kunne finde på at lave det om til en film, og det siger altså ikke så lidt. Alligevel så dannes det perfekte oplæg til solid drengerøvsunderholdning, og det er grundstenen i Bullet Witch.

Du styrer heksen Alicia, som er menneskehedens sidste håb. Hun er dog ikke en heks i normal forstand. I stedet for en sort kat og en flyvende kost, er hun udstyret med et kæmpe, magisk maskingevær, der ud over at kunne sende uendelige byger af varmt bly af sted, også bruges til at fremføre sort magi. Parkerede biler kan sendes flyvende gennem luften, lyn og torden kan påkaldes fra himlen og lægge ødelæggelse til enhver fjende, der er i nærheden af dig. Senere i spillet kan din Gunrod også konfigureres til blandt andet shotgun og andet godt.

Der kan ikke lægges skjul på at Bullet Witch er simpelt. Der jongleres ikke med ret mange facetter eller finesser, men det er reelt set heller ikke nødvendigt. Der er vist ingen tvivl om at Cavia Inc. har gået efter at lave et old school actionspil, og selvom det til tider føles mere gammeldags end old school, så er det alligevel god underholdning; og selvom der er meget at kritisere Bullit Witch for, så er det spil, jeg for eftertiden vil elske at hade. Langt hen ad vejen er det noget, du har set hundrede gange før, men drengerøvsattituden redder det fra middelmådighedens hårde stempel. Det er påkrævet at hjernen kobles fra inden skiven sættes i maskinen, men gøres det først, er du fænget, i hvert fald så længe det varer.

Som sagt er der flere, meget åbenlyse ting at kritisere Bullet Witch for, da der er en del ting, som simpelthen er under den standard, som vi efterhånden forventer. Når det kommer til den nye generation af konsoller, er det næsten umuligt at lade være med at snakke om grafik, også selvom vi alle ved at det ikke gør spillene bedre. Gears of War tryllebinder os stadig, og PS3 er kommet et skridt nærmere Europa, og så kan hele snakken om grafik og styrke jo begynde forfra. Cavia Inc. har desværre ikke kunnet finde ind til Xbox 360'erns indre kræfter i samme grad som andre udviklere har gjort. For selv om det hele kører flydende, uden nedsætninger i hastigheden eller lignende, så er det altså langt fra et imponerende syn, og det meste af tiden ligner det noget, der sagtens kunne havde været udgivet på de gamle konsoller.

Værst er dog at spillet er både kort og uden mulighed for multiplayer. Det havde været oplagt med en omgang online deathmatch med masser af kugleregn og magiske formularer. Desværre syntes Cavia Inc. åbenbart ikke at det skulle være sådan. Den eneste online-funktion, er et ranking system med scoreboard. Det er sikkert meget skægt, men i allerhøjeste grad også dybt overflødigt. De enkelte baner i singleplayerdelen er meget store, men sørgeligt nok er der kun seks af dem, og det er nok de færreste der vil gennemføre det mere end én gang. Banerne er store, men de er også for store. Du har ingen kort eller radar til at hjælpe dig, og når informationerne ofte er sparsomme, så kommer du til at bruge et pænt stykke tid på bare at slentre rundt og lede.

Jeg har valgt at tildele Bullet Witch en karakter, der selvom den absolut ikke er specielt flatterende, dog stadig er over det middelmådige og det har jeg gjort fordi, at trods de mange problemer, hvoraf nogle af dem er ret seriøse, så nød jeg det stadig. Der er ikke den flair, som mange andre actionspil byder på, men det er underholdende og sjovt for en stund, selvom det ganske vist ikke varer særligt lang tid.