Burnout Revenge

Fuglene kvidrer lystigt, mens de svæver let hen over tagene i den stille by, og den langsomme søndagstrafik snegler sig af sted hen ad de proppede veje. Det er en dag, som enhver anden - eller sådan kunne det i hvert fald se ud. For et sted, kun et par kilometer væk, venter en benzinædende dødsmaskine, klar til at udfordre verden til en omgang kylling. Midt i min ensomhed, kun få sekunder før byen kommer til at ligne et nyt Hiroshima, får jeg bilen til at brumme et par gange, hvorpå koblingen slippes og helvede bryder løs. Dette er dagen, hvor jeg får min hævn over de skide søndagsbilister!

Der findes overraskende få ord, der kan beskrive den dejlige fornemmelse man får i maven, når man med over 200 km/t kører brat ind i siden på en lastbil, og ikke mindst de efterfølgende harmonikasammenstød. Nej, Criterion har virkelig fundet menneskets, eller i hvert fald mit svage punkt, og jeg husker stadig tilbage til første gang, da jeg fik mulighed for at køre et intenst og meget destruktivt dødsløb på PlayStation 2. Alligevel så var det først tredje omgang, der i overbevisende grad fik mig til at hoppe med på Burnout-vognen, takket være introduktion af den fantastiske crash mode, hvor man ganske simpelt skulle gøre skade for så mange dollars som muligt. Er der noget mere befriende?

Med Burnout Revenge er Criterion atter klar til at slippe din indre fartdjævel løs, og min utålmodighed nåede et nyt højdepunkt, mens konsollen arbejdede hårdt på at loade første bane. Udgangspunktet er som altid meget simpelt i Burnout Revenge, der hovedsagligt består af to slags løb. Enten skal du race mod uret eller konkurrerende biler, hvor alle kneb naturligvis er tilladt, eller også bliver du placeret i en gunstig position til at knuse hele byens bilsamling med et enkelt sammenstød i den tilbagevendende crash mode. Det var ikke overraskende sidstnævnte, som jeg startede ud med, og en velplaceret kollision senere var trafikkrydset overfyldt med deforme biler og tyk røg. Alligevel så synes jeg, at der manglede noget. Men hvad? Ja, det spørger jeg stadig mig selv om.

Lad mig starte med at slå en ting fast: Burnout Revenge er et fremragende spil, der på alle måder er sine forgængere værdig. Spillet har fået et gevaldigt nøk opad på det grafiske område, der atter presser konsollen til dets fysiske maksimum, og der er samtidig tilføjet rigeligt mængder nye baner og biler til at tilfredsstille enhver fan. Men al dette er naturligvis ikke nok, hvis oplevelsen bare er den samme om igen. Problemet i denne sammenhæng er måske blot, at de få ændringer Criterion har foretaget, ikke ligefrem har hjulpet på oplevelsen.

Her menes ikke de almindelige løb på en forudbestemt bane, da disse næsten ikke er til at kende forskel fra Burnout 3. Her handler det stadig om konstant at presse speederen og turboen i bund, og så ellers ramme den modstand man nu måtte støde på. Derimod ser vi nogle få, men ret betydningsfulde forandringer i spillets crash mode, der, hvor absurd det end måtte lyde, er blevet en anelse mere realistisk. Criterion har af ukendte grunde valgt at fjerne de forskellige mærker, som i Burnout 3 eksempelvis fordoblede scoren eller gav bilen turbo. I stedet bestemmes din fart i starten af et slags turbometer, hvor den fingernemme vil kunne komme fra 0 til 200 på et halvt sekund. Manglen på disse mærker giver dog den ellers så underholdende crash mode et mærkeligt tomrum, hvor man blot rammer en enkelt bil og så ellers venter på nok efterfølgende kollisioner til, at man kan bruge den kraftfulde crashbreaker, der i simple termer bare er en helvedes stor eksplosion.

Det er de små ting, der i Burnout Revenge gør forskellen, og faktisk gør det til en smule ringere oplevelse end sidste års Burnout. Bare det faktum, at skaderne nu ikke tælles op efter tiden er udløbet, tager lidt af luften ud af ballonen, selvom det naturligvis er rart at vide, hvordan ens score er, mens de hjernedøde bilister stadig hamrer ind i din mængde af bilvrag. Hvorfor netop dette gør et udslag i mit indtryk kan være svært at forklare, men en sandsynlighed kunne være, at man i Burnout 3, efter kaoset var slut, kunne sidde spændt og håbe på, at den efterfølgende optælling ville give en guldmedalje. Nu ved du det på forhånd.

Jeg tvivler inderligt på, at førstegangskøbere af serien vil kunne finde noget fornuft i mine ord, og jeg anbefaler stadig på det stærkeste, at man får købt Burnout Revenge med det samme, for samme oplevelse fås simpelthen ikke andetsteds. Der er rigt med muligheder, både for enkelte og flere personer. Selv glæder jeg mig til, at flere hopper på Xbox Live, så jeg kan ridse de ellers så skinnende biler. Men til alle jer, der har investeret flere hundrede timer i Burnout 3, så bered jer på en mulig, men mindre skuffelse. Der er stort set intet nyt i Revenge, og det kunne godt virke som, at Criterion er begyndt at køre et kreativt dødt løb. Heldigvis oser udvikleren stadig af talent, og muligheden for atter at få sin længe ventede hævn mod de evige søndagsbilister, burde være rigelig med grund til at ofre sin hårdt tjente penge. Det er trods alt billigere end at miste kørekortet.