Skip to main content
Anmeldelser Buzz Lightyear of Star Command

Buzz Lightyear of Star Command

Buzz Lightyear har fået sin egen serie og sit eget spil. Serien skal nok blive sjov men spillet kan egentlig man godt være foruden.
Jesper H. Andersen Testet på 3 april 2001

Activision har øjnet muligheden for at tjene lidt ekstra på deres Toy Story-licens, nu da Buzz Lightyear får sin helt egen TV-serie. De har derfor skyndsomt flækket et spil sammen, hvor Buzz har travlt med at jagte galaktiske forbrydere. Det er faktisk ganske simpelt gameplaymæssigt, og også spillets største fejl.

Alt hvad remmer og rumdragt kan holde
Som Buzz Lightyear, Star Commands bedste mand, rejser du rundt fra planet til planet og indfanger skumle personer. Dette gør du gennem 14 baner, alle bygget op efter samme formel. Du løber hen ad en bane på jagt efter skurken, der forsøger at nå hen til sit "flugtsted". Undervejs hopper du over forhindringer og lader fjendtlige robotter og maskiner smage strålerne fra din laserpistol.

Du opsamler mønter så du under jagten kan købe nye våben, skjolde og få lov til at bruge mere avanceret udstyr som rygraketter, svæveboards og flyvende jetmotorcykler. Er skurken den første til at nå frem til sit "flugtsted", har du 15 sekunder til at indhente ham, hvorefter i så går i kamp, mand-mod-mand. Er det derimod dig der når først frem, får du lidt hjælp af en af dine Star Command kollegaer til at nedlægge skurken.

Har man gennemført en bane, kan man altid vende tilbage og løbe banen igennem på kortest tid eller hjælpe robotten XR med at finde hans tabte kropsdele, der er blevet spredt ud over banen. Gode resultater belønnes med medaljer, der bruges til at få adgang til næste bane.

Småt med variationen
Gameplayet foregår på samme måde gennem alle 14 baner - dog med små afvigelser. I en enkelt bane står Buzz med begge ben solidt plantet på et toptunet svæveboard, parat til at indfange energi-vampyren Nos4A2. Undervejs skal Buzz også ødelægge Nos4A2s destruktive bomber. Da Buzz lidt senere i spillet ankommer til vandplaneten Bathyos, må han iklæde sig sit intergalaktiske dykkerudstyr og dykke ned i planetens lumske hav, for at fange skurken Blackfin.

Disse små variationer til trods, så er målet stadigvæk det samme: fang skurkene før de slipper væk. Det eneste der forandrer sig fra bane til bane er omgivelserne. De er til gengæld også flotte at se på. Buzz Lightyear jagter sine skurke gennem detaljerede 3D-verdener, der sprudler af farver. Omgivelserne og figurerne er alle dækket af flade textures, hvilket giver det hele et tegnefilmsagtigt præg, helt i tråd med serien. Mellem hver mission vises desuden et klip fra serien, uden at disse dog har ret meget med selve spillet at gøre.

Pengemaskine
Den pæne grafik er dog ikke meget mere end et skalkeskjul for et meget simpelt gameplay, hvor variation er noget man skal lede længe efter og hvor begrebet "udfordring" nærmest ikke eksisterer. Efter at have gennemført anden bane, begyndte Buzz Lightyear at kede mig noget så gevaldigt. Dette skyldes først og fremmest at spillet er alt for let. Godtnok vrimler det med skydegale fjender i alle mulige afskygninger men deres skud bider ikke rigtig på Buzz, så mange baner klares lettest ved blot at spæne mod mål. For det andet er de små variationer i gameplayet alt for små og ubetydelige til at holde en erfaren gamer´s interesse ved lige.

Rumløb for de små
Alligevel kan man ikke tillade sig at blive vred på Activision. Buzz Lightyear of Star Command sigter tydeligvis efter et yngre publikum, der sikkert er mere end villige til at se igennem fingre med spillets simple gameplay og manglende udfordring. For dem vil spillet være et behageligt bekendtskab. For os andre begrænse spillet sig til middelmådig underholdning, først og fremmest designet for at tjene penge og sådan et spil kan man godt undvære.

Yderligere karakterer

Grafik
7 / 10
Lyd
5 / 10
Spilbarhed
4 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Flot grafik. Det simple gameplay passer godt til små spillere...
Minusser ...men for de ældre spillere er det alt for simpelt og for let.
Fuld profil 96 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Testet på PS2
Platforme
PS2 PS1
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.