C-12: Final Resistance

Perfekt er det solide gameplay i C-12 ikke. Med blind fokus på action er det styring og stemning, der gør C-12 til en titel, der kan gøre ventetiden på Metal Gear Solid 2 udholdelig. En gennemført finpudsning af et gammelt koncept, hvor enhver med hang til adrenalin, kan få et hurtigt fiks.

Futuristiske scenarier indeholder altid en mørk og dyster tone af dommedag, enten forårsaget af menneskets selvdestruktive idioti eller ´de fremmedes´ afsky for alt, hvad der er blåt med klatter af hvide, luftige bobler hen over sig - kort sagt: Jorden set fra rummet.

I den måske sidste, store PS One-satsning fra Sonys side er det de udefinerbare, mystiske fremmede, der huserer. Som en virus spredte de sig. Al modstand var nyttesløs. Atomvåben formåede kun at gøre Jorden til en slagmark fyldt med slagger. Mennesket blev en truet race, efter at have regeret i tusindvis af år - og hvad der tidligere var en tilværelse fyldt med mening og tidsfordriv blev nu forvandlet til en kamp for overlevelse.

Hvem skal redde os?
Selvfølgelig er der kun én person, der kan tage kampen op mod de fremmede - en genial enmandshær. Den perfekte symbiose af muskelmasse og taktisk snilde. Navnet på denne krigs-Messias er Vaughan - og du er Vaughan. Tidligere en simpel soldat i et simpelt hærregiment. Nu, hvor venner og familie ligger døde, indvilliger du i at blive opereret og blive forvandlet til Jordens eneste håb: En veritabel dødsmaskine, udstyret med teknologi fra de mystiske rumvæsener.

Operationen begrænser sig til, at implementere et bionisk øje, der giver dig en lang række fordele. En radiosender gør dig i stand til at kommunikere med din base. Missionsinformationer vil dukke op på din kunstige nethinde - og oplysninger om omgivelserne vil ligeledes kunne registreres gennem det ændrede perspektiv.

Men øjet har også en offensiv fordel. Enhver form for skydevåben kan blive forvandlet til en snigriffel, da øjet kan zoome ind og ud - således at du kan fjerne fjender fra stor afstand.

Hårdt pumpet
The name of the game er C-12: Final Resistance - og de omgivelser du bevæger dig rundt i, er en futuristisk, pixeleret fortolkning af Terminator-filmene - hvilket understreges af det røde øje, du løber rundt med. Med dunkende bass-techno i dine øregange gælder det om at kombinere både list, taktisk snilde og aftrækkerkløe for at besejre de mange modstandere. Set fra dit tredjepersonsperspektiv kan du heldigvis låse fast på en fjende, når denne er inde for synsvidde - og derefter fastholde fokus, mens du løber rundt om målet og affyrer skud.

Udviklerne Cambridge Studios har gjort sig ekstra umage for at gøre styringen så strømlinet og intuitiv som muligt. I betragtning af spillets mange muligheder er det faktisk lykkedes. Dermed kan du f.eks. holde R1 nede for at låse sigtet fast på en modstander, trykke X for at gå ned i sammenkrummet skydeposition og langsomt bevæge dig fremad for at sondere terrænet uden større problemer.

Låser sigtet fast kan du eventuelt hurtigt skifte til førstepersonsperspektiv med R2 - hvis fjenden vel og mærke ikke har opdaget dig. Men selv hvis fjenden har, er faren ikke så stor. Med ´autolock´ kan du bevæge dig fra side til side for at undgå fjendens skud - og samtidig affyre lystigt. Beskyt dig samtidig ved at trykke trekant - hermed dukker et midlertidigt skjold op.

Dermed er fokus også lagt på heftig shoot ´em up - og selve adventuredelen begrænser sig til at finde rundt på de store baner, og hver tredje time skubbe en kasse hen foran en stige, så du kan kravle op. Så glem de store, visionære taktikker - i C-12 er det en cocktail af aftrækkerkløe i fingrene, masser af ammunition og skydeklare rumvæsner, der skal mikses sammen.

Hæderligt håndværk
Heldigvis er den noget hjerteløse og hjernelamme opskrift ikke symptomatisk for hele spillet. Der er variation undervejs, som f.eks. lokalisering og eskortering af tropper, redningsaktioner af VIP´ere og snigmord på udvalgte personer. Men C-12 ville afgå en hurtig død, hvis det ikke var for den fabelagtige grafik. Her er der stemning for alle pengene, og sat sammen med den lidt rå men ellers flotte grafik, er illusionen af en fremtidsverden i ruiner perfekt.
Perfekt er det solide gameplay ikke. Med blind fokus på action er det styring og stemning, der gør C-12 til en titel, der kan gøre ventetiden på Metal Gear Solid 2 udholdelig. En gennemført finpudsning af et gammelt koncept, hvor enhver med hang til adrenalin, kan få et hurtigt fiks.