Cabela's Alaskan Adventure

Jeg har fundet den helt perfekte busk at gemme mig i. Lige foran står en kæmpemæssig kronhjort. Den kigger nærmest stolt op mod skyerne, og jeg tager sigte gennem min jagtriffel. Ah, glæden ved at jage, tænker jeg for mig selv - findes der noget mere nobelt? Pludselig mærker jeg en bøvs bevæge sig op igennem mit system, og jeg kan slet ikke holde den tilbage. Hjorten stikker halen mellem benene, og som en anden Elmer Fjot løber jeg efter det stolte dyr gennem tornkrat og tundraer.

Mind mig lige om, at indtagelsen af større mængder Budweiser er en dårlig idé inden jeg går på jagt.

Lad mig starte med at sige, at Cabela's Alaskan Adventures er det tætteste jeg nogensinde er kommet på en egentlig jagtoplevelse. Jeg har aldrig fisket, og jeg har så sandelig heller aldrig skudt et levende bytte før. Det tætteste jeg er kommet på at indfange et andet dyr, var da jeg som 5-årig forsøgte at fange søstjerner med et fiskenet, men endte med at give op fordi jeg var bange for et muligt hajangreb. Dette var på en eller anden dansk strand, og jeg stod på en mole. Aftenen forinden havde jeg set Jaws.

Men nok om det.

Cabela's Alaskan Adventures kaster mig hovedkulds ud på vilde eventyr i... ja, Alaska. Her er der rigeligt at tage fat i; jeg kan fiske på isen, fiske på søerne, skyde ænder, lege med hundeslæde eller bare begive mig ud på en god gammeldags omgang jagt i det omkringliggende vildnis. Dette spil er for rigtige mænd, så skrøbelige kvinder, børn og sarte sjæle (ikke folk der er bange for hajer) bør holde sig langt væk fra Cabela's udfoldelser.

Eller. Udfoldelser er måske så meget sagt. For af og til kniber det med i det hele taget at udfolde sig ordentligt. Når jeg jager et bytte i de store åbne områder, så bliver jeg gang på gang forbavset over, hvor ubegavede disse dyr er. Ja, jeg ved godt, at de er dyr. Men forestil dig nu en stor, farlig sort bjørn i Alaska; hvad får den til at løbe rundt og lave otte-taller inden den farer i hovedet på dig? Hvorfor hopper den ikke bare direkte i fjæset på dig og giver dig en ordentlig bjørneklo i solar plexus? Kunstig intelligens, kære læser. Det er svaret. Og fritidsfiskerne fra Fun Labs har åbenbart haft mere travlt med at holde fiskestangen lige i vandet, end musen lige på skrivebordet. Der er vist fiskemadding i kodesystemet.

Men vent lige lidt. For de farlige dyr er alligevel temmelig snu, og her tænker jeg ikke kun på rævene. Glubske ulve og vrede okser sniger sig gang på gang op bag mig og giver mig et sådant stød, at jeg med det samme lander med snuden i sneen. Som jæger kan jeg vel kun forvente, at alle mine sanser virker nogenlunde fornuftigt - så hvorfor dælen kan dyrene lege Sam Fischer ved højlys dag? Jo, det skyldes såmænd at lydmændene hos Fun Labs også har haft for travlt med at skyde med bue og pil i stedet for at optage lyde til bagholdsangrebene. Trist, for det ville nu være uendeligt dejligt at have en nogenlunde velfungerende lyttesans, når nu man er en vaskeægte jæger i Alaska. At jeg så heller så meget som grynter når jeg bliver bidt af et vilddyr, skyldes velsagtens blot, at jeg er noget så macho, eller hvad? Hvem pokker har ædt alle lydene?

Jeg kan nævne mange af ovenstående scenarier i flæng, men så ville jeg slet ikke kunne fortælle jer om de fornøjelige små jagtspil, som Cabela's Alaskan Adventures rent faktisk byder på. Selvom jeg synes denne form for jagt er ærke amerikansk og ur-agtig, så er det alligevel rigtig god underholdning at spænde dieselmotoren på gummibåden, og så ellers bare sejle igennem åer og siv for at pløkke intetanende Daffy Ducks ned fra himlen (ja, nu holder jeg altså Looney Tunes stilen). Knapt så fornøjeligt er det at bakse med hvinende hunde og skarpe sten, for at nå igennem en hundeslædebane inden uret ringer. Og det er slet ikke skægt at kaste snøren ud gang på gang for blot at fange en gammel cykel eller en hullet støvle på en eller anden sø. Mere morsomt bliver det dog, når der skal bores huller i isen og jeg kan tage termokanden frem, for så kan jeg rigtig hyggefiske og nyde naturens stilhed (eller lydmændenes manglende arbejde).

Problemet med Cabela's Alaskan Adventures er enkelt; når jeg går på jagt, så er det efter en skarpere AI, et langt mere troværdigt fysisksystem og flere spændende minijagt-spil. Visse af de små spil fungerer upåklageligt, men de kan bare ikke lappe sammen på den middelmådighed, som resten af eventyrene bærer præg af. Min jomfrurejse i ur-mandens univers er nået til vejs ende, og den bliver næppe genoptaget lige forløbigt. Heller ikke selvom jeg finder et fiskenet og et par søstjerner, og heller ikke selvom Carl-Mar Møller gentagne gange råber, at en vis legemsdel er Gud lige ind i min øresnegl. Beklager.