Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth

Skal man tro overleveringen, var H.P. Lovecraft en sky, lidt frygtsom mand. Konservativ, borderline hypokondrisk og forfalden til selvmordstanker. Måske netop derfor forfattede han nogle af de mest slående studier i sanseløs skræk og snigende sindssyge, det sidste århundredes knald-litteratur har at byde på. Allermest berømt er nok hans såkaldte "Cthulhu-mytologi", der siden forfatterens virke i det tidlige 1900-tal har inspireret både film, tegneserier, rollespil og ja, computerspil.

Præmissen er enkel: Monstrøse rumvæsener, heriblandt den mægtige Cthulhu, hviler på havets bund. Når stjernerne står rigtigt - eller hvis de gude-lignende væsener forstyrres - vil monstrene rejse sig fra dybet og gøre en ende på menneskenes miserable civilisation. Eller det er i hvert fald perspektivet: Lovecrafts egne fortællinger når aldrig så langt, og i det hele taget beretter han kun glimtvis om monstrene i det hinsides. I stedet lever hans noveller på en konstant, underliggende uhygge, hvor ildevarslende, faldefærdige provins-miljøer og indavlede skygge-mennesker vidner om en verden i forfald.

Lovecrafts forfatterskab skaffede ham ikke megen berømmelse eller berigelse, men hans makabre fortællinger har opnået posthum kultstatus. I computerspillets verden har forfatteren længe været en markant inspirationskilde, ikke mindst i Infogrames’ Alone In The Dark-serie, men det er langt fra uproblematisk at konvertere hans noveller til spil. For hvordan gengiver man den snigende uhygge, der oser ud af forfatterens gammeldags, lidt knudrede prosa?

Med Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth forsøger Headfirst Productions sig med en alsidig blanding af first person shooter, stealth og adventure. Som den hårdkogte og hårdt plagede privatdetektiv Jack Walters skal du tackle spillets mysterier ved hjælp af et helt indikator-frit interface, der giver plads til både adventure-inspireret udforskning - komplet med tørre, lidt monotone kommentarer fra vores hovedperson - simple puzzles, listige snigmanøvrer og skyd-først ramasjang.

Den preview-kode, der er faldet i mine klamme hænder, præsenterer spillet i samlesæts-form. En række baner er på plads, men efter alt at dømme ikke dem alle, ligesom der mangler tekst, en smule fejl-udbedring og antageligt en del lyd. Så meget kan vi sige: Spillet starter med en prolog, hvor Jack Walters i starten af 1920’erne tilkaldes for at hjælpe politiet af med en lyssky kult, der har barrikaderet sig i en faldefærdig villa.

Under aktionen kommer Walters i berøring med okkulte hemmeligheder så sindsoprivende, at staklen må en tur omkring kolbøtte-anstalten for at komme sig. Siden sætter et massivt hukommelsestab ind, og vi møder først Jack igen seks år senere, da en ny, gådefuld sag lander på den afdankede snushanes bord. Og hvis den forhistorie lyder både lang, knudret og forviklet, er den til gengæld så meget desto mere Lovecraft’sk.

Dark Corners of the Earth’s historie er langt hen ad vejen tro mod ånden i mesterens stilskabende noveller, og den fortælles effektivt nok. Tilsvarende har Headfirst Productions ramt Cthulhu-beretningernes stemning fint på billed- og lydsiden. Produktionen lugter hverken af store penge eller teknologiske syvspring, men meget nås med enkle midler: Et mørkt farveskema, filmiske chok-effekter og ildevarslende reallyd. Alligevel er preview-udgaven en lidt intetsigende oplevelse at spille sig igennem.

Som spillet står nu, mangler der simpelthen kød på knoglerne. Udviklerens mod på at integrere spil-genrerne er prisværdigt, men i praksis fremstår alle aspekter af Dark Corners of the Earth’s gameplay lettere primitive. I de adventure-inspirerede baner rækker udfordringerne sjældent ud over at tage i håndtag - "it’s locked!" eller "it won’t budge!", lyder beskeden igen og igen - snakke med alle, man kan komme i nærheden af, og samle på nøgler. Der er typisk kun én løsning per problem, og den løsning er det gerne lovligt let at nå frem til - enten ved hjælp af simpel logik eller med pædagogisk hjælp fra spillets beboere.

Stealth-banerne er irriterende, ikke mindst fordi det nøgne interface ikke giver nogen indikation af, hvor synlig man er. Udenadslære synes at være den eneste farbare vej. Lige så rudimentære er first person shooter-komponenterne: Et stærkt begrænset udvalg af våben fra 1920’erne bruges til at nedlægge et lige så begrænset persongalleri af grimme men sejlivede skabninger. Hele arsenalet føles ineffektivt og akavet at bruge, fra det ikke-eksisterende sigtekorn til den tamme fornemmelse, når aftrækkeren ryger i bund.

Retfærdigvis har Headfirst Productions stadig tid til at klemme mere indhold ind i Dark Corners of the Earth, ligesom en række features endnu har til gode at vise deres fulde potentiale. Når Jack Walters kommer til skade, sættes spilleren til at kurere ham med de forhåndværende førstehjælpsmidler - og til at prioritere, hvilke skader der er de væsentligste. Samtidig er der en unik skræk-faktor i spillet, hvor Walters hårrejsende oplevelser i længden kan koste ham det mentale helbred. Så galt gik det aldrig i preview-udgaven, men ideen er interessant.

Faktisk står de gode idéer nærmest i kø, når Dark Corners of the Earth snurrer i Xbox’en. Alligevel efterlader helheden et leddeløst indtryk. Trods fire års udvikling lader spillets alsidige gameplay noget tilbage at ønske, og Headfirst Productions er endnu et stykke fra at indløse projektets fulde potentiale. Men der er heldigvis stadig håb for den endelig udgave, og allerede nu kan Dark Corners of the Earth anbefales forsigtigt til H.P. Lovecraft-tilhængere - for sin fortættede stemning og for den trofaste gengivelse af forfatterens univers.