Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth

Howard Phillips Lovecraft havde en fortumlet tilværelse i de lidt over 46 år, han vandrede på denne jord. Da han var blot tre år, blev faren dybt psykotisk under en forretningsrejse og måtte tilbringe resten af sine dage på et sindssygehospital. Howard blev opfostret af sin mor, tanter og ikke mindst onkel, som præsenterede ham for et forskelligartet udvalg af litterære værker og på den hjalp hans skrivetalent på vej. Det var nok gået selv uden onklens hjælp, for H. P Lovecraft var et vidunderbarn. Han skrev digte i en alder af seks og udviklede gennem sin ungdom en skrivestil og en litterær genre, som vi i dag kender som horror/fiction-genren. Flere af hans værker kredsede omkring samme tema og figurer og blev efter hans død samlet kendt under betegnelsen Cthulhu Mythos.

Det er lang fra første gang, Lovecraft forbindes med spilmediet. De ydre rammer for det gamle arkadespil Splatterhouse skulle efter sigende være hentet fra Lovecrafts univers. Det er dog først nu, at Lovecrafts værker bruges som mere end bare referencemateriale. Headfirst Productions har digitaliseret Lovecrafts Cthulhu-mytologi og mareridtsverden i Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth, og lad det være sagt med det samme: Mens Lovecraft-fans formentlig hellere ville lukkes inde i et bur med et shaggoth-monster end at erkende det, så er overgangen fra det skrevne ord til bits og bytes ikke forløbet helt gnidningsfrit. Historien, atmosfæren og Jacks reaktioner på det vanvid, han udsættes for, fungerer, men gameplaymæssigt har udvikleren taget flere forkerte beslutninger i ønsket om at levere gys og uhygge.

CoC fortæller historien om den afdankede privatdetektiv Jack Walters. Politiet beder ham om hjælp, da skydegale medlemmer af en kult har forskanset sig i en større boligejendom. Medlemmerne insisterer på at tale med Jack, som ikke selv ved hvorfor. Ejendommen viser sig at gemme på okkulte hemmeligheder, som Jacks sind ikke kan kapere. Det baner vejen for et seks år langt ophold på den lokale galeanstalt og et alvorligt hukommelsestab. Efter at være kommet sig oven på sine traumatiske oplevelser vender Jack tilbage til arbejdet og kontaktes af en mand, hvis afdelingschef, Brian, er forsvundet under mystiske omstændigheder i fiskerbyen Innsmouth. Jeg tager styringen over Jack og begiver mig til den gudsforladte soveby.

Fiskerbyens ligblege indbyggere er ikke venligt stemt over for fremmede. Ingen svarer på mine spørgsmål om den forsvundne medarbejder fra First National Grocery Store, og jeg mødes med vrissen og fornærmede blikke. Jeg skulle være lodret tungnem for ikke at mærke, at jeg ikke er velkommen i byen. Jeg beslutter mig for at kigge nærmere på "First National" trods politiets formaninger om, at der ikke findes nogen "Brian" i byen. Jeg sniger mig efter politimanden, som loyalt overvåger butikken, venter til han er gået og kigger mig rundt i butikken som den snushane, jeg er. Det gav pote. Få timer efter vækkes jeg af min tornerosesøvn, da døren til mit hotelværelse slås ind. Bysbørnenes fjendtlighed har antaget en mere alvorlig form. Jeg tager flugten med hjertet oppe i halsen.

Hvis jeg ikke var god til at skjule mig før, så er jeg det nu, for jeg har sneget mig rundt som en besat i CoC. Faktisk består den første tredjedel af spillet af stealth smagt til med et par "flugtscener". Det havde i og for sig været fint nok, hvis konceptet havde været gearet til stealth. Det er bare langt fra tilfældet. Der er ingen konsekvens i, hvor man kan gemme sig og hvor, man ikke kan, eller hvad der egentlig tiltrækker fjendens opmærksomhed. Banedesignet giver sjældent en hjælpende hånd, når der skal udtænkes en plan, og ofte er det langt mere fordelagtigt at spæne og undvige kulger. Få stealth-sektioner klares ad analysens vej, mens resten er fast forankret i parolen: prøv dig frem, og lær af dine fejl.

Når man efter timers spil endelig kan tage listeskoene af og banke etik og verdslige værdier ind i hovedet på Innsmouths indbyggere ved hjælp af så overbevisende midler som pistoler, haglgeværer og rifler, er man endelig fri for at gå på kompromis - i hvert fald med fjenderne. Pludselig slås man med problemer som lange ladetider, upræcise skud som følge af det manglende sigtekorn og ringe våbenslagkraft, eller også er Innsmouth-beboerne mere tykhudede end gennemsnittet. Det bliver igen og igen en vanskelig affære at skulle nedlægge bare ganske få fjender ad gangen, og inden længe føler man sig ligeså hjælpeløs, som da man var hensat til at luske rundt i skyggerne.

Spillets ydre rammer er lykkedes langt bedre. Sanity-effekterne underbygger uhyggen gennem billedforvrængning, desperate gisp og forskræmte "I’m gonna die"-replikker, og de lejlighedsvise flashbacks til sindssygehospitalet og den generelt makabre grafik og historie lugter langt væk af Lovecraft. Det er angstprovokerende og psykotisk i et omfang, der i spillenes verden kun overgås af den fortrinlige Silent Hill-serie.

Headfirst Productions har stor respekt for Lovecrafts forfatterskab. Det fornemmer man hele vejen gennem spillet. Måske har respekten været for stor sådan at forstå, at de har arbejdet så hårdt på at få den krybende, psykologiske uhygge frem i spillet, at de har glemt, at et spil drives af sit gameplay. De dominerende stealth- og FPS-elementer fungerer kun på det allermest basale plan. Værst af alt er, at Call of Cthulhu er opbygget som en roman. Først præsenteres figurerne, så kigges suspekte forhold efter i sømmene, og til sidst rammer historien - og i samme ombæring også gameplayet - et klimaks. Indtil det tidspunkt, som for mit vedkommende var efter otte timers spil, var spillelysten til at overse. Det føltes som en evig kamp op ad bakke, en kamp, der for sjældent viste sig at være indsatsen værd.