Call of Duty 2

D-dag! Båden gynger voldsomt på det urolige hav. Jeg står tæt pakket sammen med mine soldaterkammerater og klemmer hårdt om min trofaste riffel. Adrenalinen pumper gennem min krop, mens vi nærmer os den franske kyst, hvor tyskerne allerede har påbegyndt nedskydningen af mine kammerater i de forreste både. BLAM! Jeg når netop at opfatte lyden af et projektil, der gennemhuller metal, inden mit ansigt sprøjtes til af blod fra hovedet på soldaten foran mig, der eksploderer som et overmodent græskar. Kaos bryder ud i rækkerne og frygten griber fat i mig, men i det samme mærker jeg et kraftigt bump idet båden rammer strandbredden, og pludselig forceres vi alle ud på den åbne strand, hvor et utal af mine faldne kammerater ligger sønderskudte og forvredne.

Jeg er et par skridt ude i det våde sand, da chokket af en granat tvinger mit legeme til at kollapse. Mit syn sløres og en intens hyletone stikker uafbrudt i mit kranie som en issyl. En opmærksom feltlæge tilser min skade og får mig hastigt på benene igen. Omtumlet griber jeg min riffel og tager sigte mod en tysk maskingeværrede, hvor lyden fra det tordnende dødsinstrument pludseligt stilner, da min kugle gennemborer den tyske skyttes hjerte. Alligevel sætter frygten ind igen, da mit blik vender sig mod den tårnende klippeside længere oppe på stranden. Hvordan skal jeg nogensinde overleve dette inferno?

Call of Duty 2 er et atmosfærefyldt spil i særklasse. Der er uden tvivl mange spil, der har serveret en heftig oplevelse af krigens kaotiske atmosfære, men intet spil formår at suge mig ind i det intense krigshelvede, som denne efterfølger til mastodonthittet fra 2003 i virkeligheden gør. Selvom Medal of Honor-feberen på det tidspunkt rasede, så blev Call of Duty hurtigt et hit, og her to år efter bliver der atter skudt med skarpt på PC.

For nogle måneder siden tog jeg en tur til Polen for at møde Infinity Ward, udvikleren af spillet, som gavmildt fortalte vidt og bredt om udviklingen af det næsten færdige CoD2. Allerede dengang var jeg ikke i tvivl om, at holdet ville prøve noget nyt af og rette de små fejl, som originalen havde - men de er gået meget længere end det. De har ikke alene lyttet til de mange horder af fans, mens de knoklede på spillet, de har også haft flere krigsveteraner ind over udviklingen. Resultatet er en endnu mere gribende og realistisk version af Anden Verdenskrig.

Nu skal ordet realistisk måske tages med et gran salt, men Infinity Wars har forsøgt at få hevet spilleren længere ind i det kaos, en krig i virkeligheden er. CoD2 er derfor ikke bare en gentagelse af sig selv i en visuel- og lydmæssig flottere tour de force, nej, det rummer langt mere. De tre mest prominente nye tiltag er den væsentligt forbedrede AI, et helt nyt health-system, masser af råben og samtaler soldaterne imellem - samt tilføjelsen af røggranater.

Fjenderne følger heller ikke længere slavisk et angrebsmønster, men tilpasser sig i stedet dit mindste påfund. De er drevne, opfindsomme og noget af en håndfuld. Desuden suser fly hen over hovedet på dig i intense luftdueller, mens AI-styrede soldaterkammerater dør i drabelige dueller bare fem meter længere fremme - alt sammen med til at højne oplevelsen af at deltage i en af verdens mest grusomme krige.

Faktisk er modstanderne nu langt mere snu og ondsindede. De mestrer granater og kan finde ud af at flanke dig, så forvent ikke et sekunds fred i de mange baner på tværs af det krigshærgede Europa. Health-systemet er lånt fra Bungies mesterlige Halo-serie, og det er til at forstå hvorfor. Nu har du ikke længere en bar forneden skærmen, der langsomt ædes op, men som du tager skade sløres dit syn i stedet og du bliver langsommere. Visuelt er det blændende lavet, og du er aldrig i tvivl om hvor tæt døden egentlig er på at indhente dig. Alligevel er Master Chiefs regenererende skjold ikke en undskyldning for at storme en geværrede, eller vælte ind af døren i et hus i Nordafrika, den slags straffes stadig prompte med døden.

Heldigvis er du ikke alene på slagmarken, der er altid en deling af soldater lige i nærheden, og de er mindst ligeså gode til at improvisere sig frem. Jeg følte mig aldrig alene gennem hele spillet, da der altid var en venlig sjæl nær til at hjælpe mig. Og selvom jeg ikke direkte kunne hundse rundt med dem efter forgodtbefindende, så tilpassede de sig glimrende til min taktik og angrebsmønster. Kædes dette sammen med et væld af spændende og ekstrem udfordrende baner, samt grafik og lyd af højeste kaliber, er der ikke meget andet tilbage end at overgive sig til spillets dræbende gode atmosfære. Call of Duty 2 er som at blive smaskforelsket igen.

Men hvad med Anden Verdenskrig, er der er snart ikke blevet kogt nok spilsuppe på den tidsperiode? Svaret må være et rungende nej. Ganske vist har vi været vidne til en lind strøm af WW2-spil gennem de sidste par år, men det må være, hvor god oplevelsen er af de forskellige slagmarker, som skal være i højsædet. Jeg har selv overvundet D-dag i adskillige tidligere ombæringer, men aldrig har det voldsomme sammenstød føltes så intenst og dirrende spændende.

Call of Duty 2 er alt det, jeg kunne have håbet på og lidt til. Tilføjelsen af de mange nye elementer, store som små, gør, at vi ikke blot har med en version 1.5 at gøre, men en helstøbt oplevelse, der nok skal gøre de fleste forpustet foran skærmen. Og når du får pusten igen kan du derefter udfordre 31 andre spillere i en af spillets mange hæsblæsende multiplayer-baner, hvor postyret ingen ende vil tage.