Call of Duty 2

Jeg dukker mig ned bag vindueskarmen. Et eller andet sted derude, i det ruinagtige, sneklædte landskab, gemmer han sig. Snigskytten. Min overordnede kaster et blik på en af de unge rekrutter. Han vil have ham til at påmontere sin halvrustne metalhjem på en pind og langsomt vifte med den ud af vinduet. "Hvis snigskytten skyder, afslører det hans position", siger løjtnanten tilfreds. Og ganske rigtigt, fra et ødelagt gammelt hus, kommer en kugle flyvende med lydens hastighed - swush. Jeg tager min trofaste riffel i hånden, lader den, og tager sigte. Jeg kan ikke se noget, men lige i det jeg skal til at give op, stikker snigskytten sit hoved frem bag en udbrændt sofa. Jeg tager et dybt åndedræt, sigter og skyder. Et skrig af smerte fylder den øde landsby. Han er død.

Infinity Ward har gjort det igen. De har skabt et sandt Anden Verdenskrigs-epos, der er mindst lige så gennemført og fabelagtigt som det første. De tre kampagner, der fører dig igennem Rusland, Afrika og Frankrig, som henholdsvis russerne, englænderne og amerikanerne, er mildt sagt blændende. Desværre er der ikke blevet plads til så mange af de store, episke slag, som vi så i Call of Duty. De fleste missioner foregår i små, tætpakkede områder, hvor man for det meste er så tæt på de forbandende prøjsere, at man kan lugte deres modbydelige sauerkrautånde.

Selvom missionerne er forholdsvis lineært opbyggede, er det ikke noget man tænker over, med mindre man spiller i timevis uden at holde pause. Call of Duty 2 er i bund og grund en regulær skydeteltsoplevelse, men det gør ikke noget, for spillets intensitet holder dig limet til din sofa hele vejen igennem. I mine udskejelser som russer, englænder og amerikaner, nedkaldte jeg morterild over fjendtlige kampvogne, forsvarede vigtige positioner fra invaderende horder af tyskere, ja, jeg mejede endda tyskere ned bag min trygge maskingeværsrede - og der blev endnu engang mulighed for at stifte bekendtskab med Omahas farlige kyst - for blot at nævne, hvor meget der egentlig er at komme efter i Call of Duty 2.

Da jeg kom så langt i spillet, at jeg endnu engang skulle sætte mine mudrede militærstøvler på Omahas kyst, tænkte jeg, nu må de pokkers udviklere da snart finde på noget nyt. Heldigvis er denne scene ikke den vante "Saving Private Ryan"-historie, som vi efterhånden er blevet fodret med adskillige gange igennem diverse Anden Verdenskrigs-spil. I stedet foregår det fra en helt anden vinkel - klippesiden, hvor du og din battalion skal finde en måde at komme ind bag fjendens linier og overtage de omkringliggende tyske bunkere. Denne mission er særligt mindeværdig, idet det er et af spillets lidt for få episke slag. Jeg kunne godt ønske mig, at Infinity Ward havde forkælet os med lidt flere af disse scener, da det er den slags, der gør et spil som Call of Duty 2 mindeværdigt. Jeg husker med glæde scenen i Call of Duty, hvor jeg som russisk soldat skulle storme en tyskbesat by, alt imens mine egne landsmænd truede mig med pistoler for panden, hvis jeg vendte om, fordi jeg var for bange for fjendens mortergranater.

Call of Duty 2 fokuserer i langt højere grad på landsbymissionerne, hvor du og din gruppe skal infiltrere og overtage fjendtlige positioner. Disse skyd-alt-du-ser-missioner er intense fra start til slut, om end de mangler en smule variation i længden. Dette opvejes dog imidlertid af det brede våbenarsenal, de forbløffende kraftige lydeffekter og den på alle måder næstegenerationsværdige grafik. Værre bliver det hele ikke af, at spillet atter engang har mange af de såkaldte scriptede sekvenser, der er med til at sikre en reel cinematisk fornemmelse. Efter du har besejret en af spillets mange, intense missioner, føler du dig som en regulær Hollywood-helt, når den Pearl Harbor-møder-Saving Private Ryan-agtige fortryllende orkestrale musik, lister sig sanseligt ind i dine øregange. Lydsiden er en Oscar værdig, mens grafikken fortjener en Bodil.

Der er øjeblikke i Call of Duty 2, der virkelig får dig til at huske, hvorfor du egentlig spiller den her slags spil. Eksplosionerne har aldrig set mere virkelighedstro ud, røgeffekterne er helt fantastiske, mens spillets teksturer og vejreffekter er knivskarpe. Når du gang på gang hører tyskerne kvæles af geværild og granatsplinter, mindes du om, at de trods deres gerninger også var mennesker - dette giver en uhyggelig og ubehagelig realisme, og jokker lidt på ens samvittighed. Der er særligt en scene, hvor man har taget et par tyskere til fange, og står ansigt til ansigt med dem, som brænder sig fast på nethinden. Men nu er det jo ikke en afhandling om Anden Verdenskrig, derfor er det tid til en afrunding.

Eftersom det jo er lige ved at være jul, vil jeg stærkt anbefale julemanden at sende sine små fabriksslavenisser på overarbejde, så de kan pakke en pokkers masse Call of Duty 2-spilbokse ind. Hvis man er en af dem, der investerer i en Xbox 360, er det en af de titler, der så absolut skal ejes - og spillet skal så afgjort have en af de højeste prioriteringer på dette års juleønskeliste. Selvom jeg hungrer efter flere, store, episke slag, må jeg nok alligevel sande, at Call of Duty 2 er yderst fyldestgørende, som det er. Infinity Ward har gjort det igen - hurra!