Call of Duty 2: Big Red One

Det er med en vis skepsis, man giver sig i lag med en ny konsol-titel fra Activisions serie om Anden Verdenskrig. Den forrige titel, Call of Duty: Finest Hour, var mildt sagt ikke god, så spørgsmålet er, om udviklerne hos Treyarch har rettet afgørende op på problemerne i Call of Duty 2: The Big Red One. Spillets titel refererer til U.S. Army’s 1st Infantry Division, hvis bedrifter går igen i spillets 13 missioner lange kampagne. I rollen som en grøn rekrut gennemspiller du i kronologisk rækkefølge et udvalg af de krigshandlinger, som Big Red One var involveret i.

Undervejs oplever du erobring af flyvepladser, befrielse af byer, støtteindsats for andre enheder og meget andet - og på den måde ender det et langt stykke ad vejen at ligne noget, som man har set alt for ofte før. På den anden side er det den samme enhed og de samme folk, der bliver fulgt spillet igennem. Det giver mulighed for at komme tættere på personerne i Big Red One.

Det er dog ikke en mulighed, der er ført ud i livet med samme intensitet, som f.eks. i Brothers In Arms-titlerne. Den kunstige intelligens fungerer langt fra overbevisende, og du kommer i grunden ikke meget tættere på de enkelte soldater end et par hårdkogte oneliners i sceneskiftene mellem missionerne. Desuden er persongalleriet strikket sammen af lidt for stereotype personer. Derfor kribler det da også i fingrene for at springe sceneskiftene over.

Missionerne i Big Red One strækker sig fra Nordafrikas ørken over fremrykning op gennem Italien, til kamp fra hus til hus i et sneklædt Tyskland tidligt i 1945. Det indebærer på den ene side stor variation i scenerierne. På den anden side er der solgt lidt for meget ud af spillerens bevægelsesfrihed. I hvert fald støder du irriterende tit på usynlige forhindringer, når du træder lige en tand for meget ved siden af den smalle sti, som udviklerne hos Treyarch har udstukket gennem missionerne. Desuden sker det også lidt for ofte, at soldaterne går i vejen for hinanden, at de rammer ved siden af på ganske få meters afstand, at de kan gå gennem ting - eller ligefrem uhindret passere beskydning fra fjendtlige panservogne.

Det er heldigvis ikke det samme som, at spillets basale action falder helt igennem. Særligt i rollen som skytte på et bombefly bliver der budt på den særlige hektiske spænding, der bringer adrenalinen i kog i en god first person shooter. Desværre skal det så også siges, at lydsiden ikke helt leverer varen med hensyn til variation i de benyttede våben, mens der på den anden er en ganske velfungerende musikalsk ledsagelse, som var der tale om en fuldblods Hollywood-produktion.

Grafikken er nået et par syvmileskridt videre fra Finest Hour, selv om der ikke ligefrem er tale om samme visuelle herligheder som i PC-udgaverne af Call of Duty. Farvelægningen er fin, og et stykke ad vejen er den også yderst detaljeret. Der er også lange stræk, hvor kombinationen af svag belysning og mudrede overflader, gør det svært at bevare overblikket over begivenhederne. Call of Duty 2: The Big Red One har på papiret et indhold og en historie, som burde garantere succes. Problemet er bare, at historien ikke helt skiller sig ud fra mængden, og udførelsen er ikke helt oppe at ringe.