Call of Duty 3

Hvad laver jeg her? Det var det, jeg utallige gange havde spurgt mig selv om, inden vores mandskabsvogn blev beskudt og jeg endte liggende her. Vennerne er revet i stykker, hele liv gået til grunde i løbet af blot et par sekunder. Jeg savner mor og far og resten af familien så uendelig meget, og dog nåede jeg, et par sekunder efter vognen havde trillet rundt om hjørnet og alt var blevet mørkt, at ønske, at jeg var død, så jeg kunne komme væk fra dette helvede. Det eneste, der har holdt mig gående indtil nu er målet; en verden, hvor tyranner og diktatorer, ikke kan komme til magten. Jeg kan høre stemmer nærme sig, stemmer jeg kender, stemmer som snakker engelsk. Sergenten står nu over mig og hjælper mig på benene igen; jeg er ikke død og det er krigen desværre heller ikke - slaget fortsætter.

Call of Duty 2 var det absolut bedste Anden Verdenskrigsspil til dato, det her er tusinde gange bedre. Jeg vil ikke prøve at bilde jer ind, at jeg nogensinde har oplevet krigens rædsler på egen krop, men alligevel kan jeg med ærlighed i stemmen fortælle, at de sidste ti timer med Xbox 360’eren, føles som det tætteste, jeg nogensinde har været på krigsmarkernes kaos.

Med skrig og skrål bliver jeg efter en kort introduktion smidt ud i en virtuel krig, der er mere hidsig og kaotisk, end alt andet, jeg ellers har oplevet. Skuddene lyner fra første sekund forbi mine ører med en sådan kraft, at jeg næsten taber kontrolleren de første par gange. Med et rodet overblik bliver jeg råbt til mine sanser af min Sergent, der febrilsk skriger, at jeg må fortsætte, lige meget hvor overvældene det hele forekommer. Følger jeg ikke med resten af truppen, kan jeg ligeså godt ligge mig til at dø, og netop den tanke gør at mine fingre endelig får fremmanet de rigtige kommandoer, så jeg ikke længere er en stillestående skydeskive. Forestil dig, at dette blot er et udpluk af de oplevelser, du får inden for den første halve times i spillet og at dette kommer fra en anmelder, der har prøvet alt, hvad genren har at tilbyde - så har du meget god idé om, hvorfor karakteren ligger i den rigtig gode ende af skalaen.

Dette er ikke genopfindelsen af den dybe tallerken, men samtidig er det heller ikke kun del to i finpudset tilstand. Hvor en ny udvikler bag roret kunne have betydet mindre kompetence, har det i stedet betydet en seriøs adrenalinindsprøjtning fra et hold, der bestemt ikke har tænkt sig at stå i skyggen af nogen andre. Små tilføjelser, som muligheden for at kaste fjendtlige granater tilbage, nærkampe af den slags, der virkede så intense i Resident Evil 4 i form af Quick Time-events, samt mange flere, tilføjer kun yderligere bonuspoint til det bundsolide gameplay, der altid har været grundlaget for serien.

Opgraderingerne er ikke kun blevet ved gameplayet, men er også overgået resten af pakken, og her er det umuligt at komme uden om spillets teknik. Havde det ikke været for det retina-smeltende Gears of War, ville der ikke have været nogen tvivl om, hvad der grafisk var tidens mest imponerende konsoltitel. Eksplosioner, der river bygninger fra hinanden, ekstremt detaljerede figurer i hobetal og minutiøst detaljerede landskaber præger konstant billedet, uden på noget tidspunkt at få værtskonsollen til at hoste bare en enkelt gang. Faktisk virker det som om, at der allerede for alvor er ved, at komme gang i kredsene på Microsofts konkave vidundermaskine, for spillet med musklerne bliver der også på lydsiden.

Lyden er i sig selv spillets måske mest imponerende aspekt og fortæller uden om hvad du kan se, hele tiden, hvor omfattende et kaos, du egentlig befinder dig i. Der er kælet for alt og du kan forvente ekko-effekter, hylene projektiler og paniske skrig i et skræmmende, konstant udviklende soundtrack, der på en og samme gang formår, at være morbidt og svimlende imponerende.

Når jeg alligevel ikke kan give Call of Duty 3 den absolutte topkarakter, er det primært på grund af næsten mikroskopiske problemer med kontrollen og enkelte tekniske problemer, som skulle have været elimineret, inden spillet blev erklæret færdigt. Kontrollen kan forvolde en smule problemer, fordi spillets nye funktioner har betydet, at man har måttet flytte en smule rundt på den konfiguration, der oftest bruges til genren. Det er langt fra kritisk og indlæres hurtigt, men alligevel kan jeg ikke sige mig fri for engang imellem, at have kigget på kontrolleren, i forsøget på at finde ud af, hvad jeg gjorde galt, kun for at komme i tanke om den omrokerede kontrol.

De tekniske fejl skulle derimod have været ude af verden for længst, for selvom de opleves sjældent, er det enormt trist at sidde fast i en trappe eller andet inventar, og måtte genstarte spillet fra det sidste sted, der blev gemt. Man må forvente, at det kun er et spørgsmål om tid inden der kommer et patch, men det gør desværre ikke situationen mindre kritisabel.

Call of Duty 3 bør ganske enkelt ses som milepælen inden for genren, når det drejer sig om Anden Verdenskrig. Dedikationen i at forbedre en serie, der allerede var i toppen af genren, taler for en udvikler, der i den grad har villet markere sig selv, og det er mere end lykkedes. Dette er mere underholdende, fængende og medrivende, end hvad jeg havde turdet håbe på, og er du til genren, bør du med det samme trodse kulden og regnen og lægge en slat penge for at blive transporteret direkte til slagmarken.