Projektilerne fra tyskernes kar98k-geværer får pudset til at springe af muren, jeg gemmer mig bag, og skrigene fra trufne soldaterkammerater gør det umuligt at fortrænge situationens alvor. Én forkert beslutning, og skyerne over den franske himmel er det sidste, jeg får at se af denne verden. Jeg samler mod til mig og stikker langsomt hovedet op over muren i håb om, at det vil gå ubemærket hen i virvaret af krudtrøg, granatsplinter og højtråbende officerer. Ingen soldat overlever et slag uden en vis portion held, heller ikke mig, hvor end hævet over tilfældighederne jeg kan føle mig. En tysker på balkonen små 20 meter fra min stilling har set mig og netop trukket en håndgranat op af bæltet. Adrenalinen går i blodet, og mens min fornuft kæmper for at holde panikken i ave, sender jeg i et øjebliks beslutsomhed en kugle gennem hans bryst. Jeg sætter mig ned og knuger geværet ind til brystet i taknemmelighed over, at det ikke svigtede mig.
Al begyndelse er svær. Kan du huske første gang, du spillede et førstepersonsskydespil med joypad? Dengang én styrepind til benarbejde og én til overkrop var en lige så stor udfordring for fingrene, som ordene "kan man plukke frisk frugt med en brugt frugtplukker" er for tungen? Nogenlunde sådan føltes mine første timer som den amerikanske soldat Doyle. Med Nintendos nye kontrollere i hænderne er du nødt til at aflægge dig mange af de fingermanøvrer, du har lært på FPS-genrens slagmarker. Mens din venstre tommelfinger fortsat kan nyde sædvanens trygge rammer, vil hele din højre arm få sit verdensbillede ændret. Har du prøvet Twilight Princess, er du allerede på vej til at blive dus med Wii-udgaven af Call of Duty 3.
For garvede spillere er tutorials spildtid. Vi ved udmærket, hvordan vi styrer helten og jonglerer rundt med våben, og hvis ikke, så prøver vi os frem. Tutorial, ha! Vel vidende, at jeg ikke ville komme langt med den form for arrogance i dette tilfælde, tager jeg alligevel mod menig Huxleys anvisninger på, hvordan våben håndteres i Nintendos nye fagre verden. Og det er jeg glad for, jeg gjorde. Fremfærden gennem vinmarken ved aftenstid, indsatsen i Toucy side om side med franske modstandsfolk og indtagelsen af industriområdet i udkanten af Paris kunne være gået grueligt galt, hvis jeg hovent havde afslået den indledende træning. Huxleys nedværdigende læderhalsjargon kunne jeg til gengæld godt have undværet, men det er forståeligt, at tonen er barsk og enhver udtalelse sagt med en underliggende sarkasme. Det gælder om at holde virkeligheden en armslængde eller to fra sjælen, når man går på arbejde med livet som indsats dag efter dag, nat efter nat.
Sigtekornet styres ved at pege på skærmen med remoten, og du skyder med b-tasten, der meget belejligt føles som en aftrækker og også sidder, hvor en sådan er placeret på et skydevåben. Det lyder måske hverken banebrydende eller vanskeligt, men du kan ikke slippe remoten, som du kan slippe en styrepind. Derfor er sigtekornet hele tiden i bevægelse, og pludselig er din håndmotorik helt afgørende. De første ildkampe med Hitlers lakajer var et stort rod. Var det ikke, fordi Treyarch har gjort spilleren i stand til at overleve en håndgranat fulgt op af en mindre kugleregn, var min tid i de franske gader blevet lige så kort, som den har været intens. Det, der startede som en rodet affære, er endt som en understregning af, at remote og nunchuk nok kræver en højere grad af finmotorik end et almindeligt joypad, men også er hurtigere og mere præcise. Jeg skal dog blankt erkende, at det kræver blod, sved og tårer at gå fra standardkontroller til remote, og for mange vil det ikke være kvalerne værd.
Det har overrasket mig lidt, hvor godt Treyarch har udnyttet de nye kontrollere. Måske skyldes det, at Wii stadig er så ny for mig, eller at jeg har haft for ringe tiltro til kontrollernes duelighed i denne genre, men at jeg har klaret mig halvvejs gennem spillet med kun tre knapper, forbavser mig. Våbenskift, ladning og nærkampsangreb sker ved hjælp af nunchukens bevægelsesfølsomhed. Et hurtigt ryk op, frem eller til siden er det eneste, der skal til. Jeepkørsel foregår ved at holde nunchuk og remote lodret ud foran dig og dreje dem, som holdt du et rat, sprængladninger placeres, klargøres og udløses ligeledes via bevægelser, og når en tysker overlister dig og forsøger at vriste geværet ud af hånden på dig, sker også det gennem armbevægelser frem for knaptryk. Problemfrit er det imidlertid ikke. Mine erfaringer fra Wii Sports siger mig, at ikke alle bevægelser bliver registreret af systemet, og det problem gør sig også gældende i Call of Duty 3. De simple bevægelser registreres 95 % af tiden, mens procentdelen for minispillene er noget lavere. Hvis det viser sig at skyldes begrænsninger i hardwaren, er det et forhold, du vil se omtalt i mange anmeldelser fremover.
Et andet forhold, mange kritikere vil påpege fremover, navnlig i forbindelse med multiplatformstitler er, om Wii-udgavens banebrydende styring kompenserer for Xbox 360- og PlayStation 3-versionernes overlegne grafik? I dette tilfælde er svaret nej. Et spil som Call of Duty 3 lever på sin atmosfære og gengivelse af Europas dunkle fortid, og som Gears of War er et mønstereksempel på, så er grafikken en vigtig faktor for at opnå disse mål. Når det samtidig er en unødvendig kluntet affære at kaste en granat, kontrollernes bevægelsesfølsomhed ikke altid makker ret og der ingen multiplayer er i Wii-udgaven, så taber Wii konsolopgøret på Treyarchs slagmark. Også selvom styringen har overrasket mig positivt.