Call of Duty: Advanced Warfare

At der dukker et "nyt" Call of Duty op hvert år, er sikkert som amen i kirken. Når vi sætter "ny" i citationstegn, er det fordi spillets forskellige udgaver de seneste år kun har adskilt sig marginalt fra hinanden. Små ændringer har været tilstrækkeligt, mente Activision. Hurtig multiplayer og overdrevne, Hollywood-agtige solokampagner er en fast del af opskriften på Call of Duty, og som regel er det kun udvalget af våben og eksploderende historiske monumenter, der adskiller de enkelte spil fra hinanden. Ikke mere end det. Indtil nu.

"Power changes everything". Det er ikke et videre ydmygt slogan, udviklerne fra Sledgehammer Games har valgt at putte på Call of Duty: Advanced Warfare, og med sådan en tagline burde det være et ret revolutionerende kapitel i serien. Men ændrer det tingene til det bedre, og er der nok spændende tilføjelser til Activisions malkeko til at det føles friskt igen? Lad os lægge ud med at se, om historien har andet at tilbyde end Kevin Spaceys ubestridte superstjerne-skær.

Året er 2054. I rollen som soldaten Jack Mitchell (spillet af Troy Baker) er det op til dig og din bedste ven, soldaten Will Irons, at hjælpe befolkningen i Seoul med at slå et angribende Nordkorea tilbage. Desværre går missionen frygteligt galt. Will dør, og Mitchell mister sin arm og bliver forbrændt på store dele af kroppen. Til Wills begravelse møder Mitchell hans far, Jonathan Irons (Kevin Spacey), og får et jobtilbud fra Atlas. Atlas, der er en privat militærstyrke som arbejder for højestbydende, tilbyder alle mulige former for tekniske "forstærkninger" til den enkelte soldat.

Mitchell får mere end bare en robotarm, han bliver også udstyret med en Atlas-exodragt i stil med dem, man har set i Elysium og Crysis. Dragten lader en hoppe umenneskeligt højt, flå ståldøre af deres hængsler som var de papir, blive usynlig og mere til. Mitchel er nu del af verdens stærkeste hær, og jagten på den nordkoreanske terrorist tager ham alle steder fra Nigeria til Bagdad. Undervejs opstår der masser af spørgsmål. Er det virkelig Hades, der er den største trussel, eller er der nogen andre bag scenen, der trækker i trådene? Er Hades bare en dukke, der bliver styret af en anden, som er meget mere magtfuld?

Man kan næppe påstå at historien i Advanced Warfare er banebrydende for mediet. Du kommer ikke til at sidde med åben mund og polypper over dens twists og drejninger eller de ret forudsigelige udvekslinger, mens meget af dialogen til tider er så Michael Bay-agtig, at det er grinagtigt. Men det vidste man ligesom i forvejen, Call of Duty har aldrig budt på så afrundede og farverige figurer som spil som The Last of Us eller Bioshock Infinite har, men det er heller ikke meningen. Dem der anskaffer det årlige Call of Duty vil have et ligefremt, action-pakket skydespil, hvor historien er designet og bygget omkring fede scenestykker, ikke omvendt.

Og det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med, men måske havde historien om private hære, fremtidens soldater og magtens korrumpering et større potentiale end det, der er realiseret her. Det er altid skuffende, når fortællingen kun skraber overfladen af en historie, der kunne have budt på noget mere meningsfuldt og slående. Men det her er altså Call of Duty, ikke en episk og poetisk krigsfilm af Stanley Kubrick eller Terrence Malick. I stedet får vi hovercrafts, robotdroner, enorme våben, gigantiske eksplosioner, store mech-dragter, laservåben og en overordnet æstetik der springer mellem futuristisk sterilitet og det mørke, brutale og analoge.

Og selvom man kan ærgre sig over hvor lidt Sledgehammer udforsker problemet med privatiserede militærstyrker i kampagnen, bliver historien reddet af stærke præstationer fra skuespillerne (Troy Baker, Gideon Emery, Angela Gots og, selvfølgelig, Kevin Spacey). Især i mellemsekvenserne skinner motion capture-arbejdet igennem. Al intensiteten i øjnene, kropsproget, leveringen af replikkerne, den får ofte en til at glemme, at her rent faktisk er et spil at spille.

Animationerne i action-sekvenserne er ikke lige så gode, og mange af figurerne lider under døde øjne og stive mundbevægelser. Men skuespillet er konsekvent stærkt, og vi fik gåsehud, af den gode slags, flere gange undervejs. Det gælder især, når Spacey for alvor ruller sig ud, og i de øjeblikke er det tydeligt at Sledgehammer har castet den rigtige skuespiller.

Det tog os under seks timer at spille gennem Advanced Warfares kampagne, og takket være de latterligt veludførte mellemsekvenser og det velovervejede tempo, havde vi mere sjov med den end vi har haft med de sidste fire Call of Duty-titler.

De største ændringer omkring de grundlæggende mekanikker drejer sig om den exodragt, Jack Mitchell er udstyret med. At være i stand til at lave overmenneskelige hop, vertikale bevægelser midt i luften takket være booster-raketter og et nyt angreb fra oven - det er alt sammen nyt for serien, og det virker tydeligt at Sledgehammer har taget et grundigt kig på spil som Halo: Reach, Crysis og Titanfall.

At bruge boost-bevægelserne i luften er både nyttigt og irriterende, og vi holdt os ofte fra at bruge dem i løbet af kampagnen. Dobbelt-hoppet passer derimod som fod i hose, og tilføjer mere end man skulle tro til Call of Duty-formularen. At angribe fra oven ("boost dash") er ikke videre praktisk, og føles som en feature, Sledgehammer lige så godt kunne have udeladt. Den er langsom, svær at sigte med, og man lander ofte lige ved siden af fjenden uden at gøre nogen skade. Det er en feature til dem, der vil blære sig i multiplayer, hvis de ellers kan ramme.

Dertil betyder exodragten flere bevægelsesmuligheder og funktioner såsom usynlighed, øget løbehastighed, et energiskjold og mere til. Nøjagtigt som Crysis, med andre ord. Man kan bruge disse evner så længe der er batteri på dragten, hvilket giver et strategisk element til det, der i forvejen er et veludført mekaniksæt. Man må være økonomisk med sine evner og bruge dem på rette tidspunkt, især i multiplayer. Det tilføjer meget til det oprindelige koncept, og det er rart at se, at Call of Duty kan udvikle sig.

De fleste af dem, der køber Call of Duty, gør det hovedsageligt så de kan bruge hundredevis af timer på multiplayer, og der er rigeligt grund til at kaste sig ud i multiplayer i Advanced Warfare. For det første er her en ny spiltype, skræddersyet til at byde nye spillere velkomne, kaldet Combat Readiness Program. Her bliver du sendt ud i kampe, hvor der både er mennesker og computerstyrende modstandere med, mens de mere konkurrenceprægede elementer, som killcams og dødsstatistikker, er udeladt.

Når man føler sig komfortabel nok til at tackle den "rigtige" multiplayer, er der rigeligt med spiltyper at prøve. Klassikere som Team Deathmatch, Hard Point og Capture the Flag er fine nok, men det er den underholdende Uplink (kort fortalt, få fat i bolden og kast den i modstanderens målzone) og det kærkomne gensyn Search and Destroy, der vil fange flest spillere. Og det er multiplayer at exodragtens hoppe- og dodge-funktionalitet er allerbedst.

At flytte sig hurtigt sidelæns midt i en intens skudduel kan være forskellen mellem liv og død, og dobbelthoppene gør, at ingen placering føles sikker. Mange af banerne er designet med fokus på denne vertikalitet, og som sådan vænner man sig hurtigt til de nye bevægelsesmønstre, om end nogle af dem lader meget tilbage at ønske, hvad angår kreativiteten i deres sammensætning. For eksempel er det skuffende at Defender-banen - hvor der dukker en tsunami op midt i det hele - ikke ændrer sig væsentligt, og var det ikke fordi man fik at vide, at bølgen var på vej, ville man ofte ikke opdage den. De fleste af banerne er underholdende, og alle er designet under hensyn til de nye muligheder, men man kan håbe at Sledgehammer har gemt nogle af deres bedste værker til de kommende DLC-pakker.

En anden ny spiltype er Exo-Survival, hvor op til fire spillere kan bekæmpe bølge efter bølge af fjender, der bliver gradvist stærkere, mens de udfører minimissioner, såsom at samle dogtags eller desarmere bomber. I starten er det sjovt, men des højere op man kommer, og des stærkere fjenderne bliver, jo mere begynder man at kede sig. Da der kun er få missionstyper, der kommer og går, giver det anledning til kedelig repetition. Sjovt i et stykke tid, men næppe noget der holder interessen særligt længe.

Til gengæld har Sledgehammer fokuseret på et reward-system i Advanced Warfare, der burde give rigeligt med grunde til at udforske alle spillets dele. Alt hvad du gør bliver belønnet (med ting som våben, tøj til din figur og midlertidige buffs såsom dobbelt XP), uanset om du spiller singleplayer, Exo-Survival eller multiplayer. Disse gaver kan dog kun bruges i sidstnævnte. Du kan også samle forskellige udgaver af våbnene (Enlist, Professional og Elite), der er stærkere på nogle områder og svagere på andre.

Balancen mellem våbnene er let at sætte pris på, og ingen af dem føles overlegne på den måde som det sker i andre spil. På den anden side er det ufatteligt hvor underlegen, man føler sig, når man sætter sig i et mech-suit i multiplayer (det er en af de mulige scorestreak-belønninger), og ens mere adræte modstandere knuser en på få sekunder. Det føles lidt underligt bevidst at undgå det store mech suit, der til tider dukker op på banen.

Heldigvis kan man selv bestemme sine loadouts, herunder våben, tøj og scorestreaks, så man kan vælge andre perks end mech suit'et. Det gamle system fra Black Ops 2, hvor man skulle vælge ti forskellige ting, er blevet opgraderet til 13, og vi har brugt rigeligt med tid på at vælge udstyr og perks til at tackle enhver situation på slagmarken.

Er Call of Duty: Advanced Warfare så det spil, der vender op og ned på serien? På en måde er det en klassisk efterfølger med flashy Hollywood-agtig action, med fokus på eksplosioner og scenestykker frem for det, der kunne have været en spændende historie. Men fra et andet perspektiv er det, takket være de nye mekanikker, tydeligt at Sledgehammer vil lokke så mange nye spillere til som muligt via det nye koncept (og med Combat Readiness Program er der mere incitament til dem, der ellers kun spiller for kampagnens skyld, til at prøve multiplayer).

Selvom ændringerne ikke er vanvittigt modige, innovative eller spændende, er det stadig et tydeligt skridt i en ny retning, og viser en vilje til at gå væk fra den gamle formel. Vi har haft, og vil sikkert fortsætte med at have det rigtig sjov med Advanced Warfare, til trods for visse mangler. Det er ikke noget stort spring, men ideerne lånt fra Halo og Crysis er fuldstændig retfærdiggjort. Advanced Warfare er et friskt pust i en serie, der har stået stille alt for længe.