Call of Duty: Finest Hour

Ganske som i Pc-versionen består Finest Hour af tre kampagner, der følger henholdsvis russiske, britiske og amerikanske hærenheder. Det giver selvfølgelig ikke en overordnet sammenhæng i historien, men til gengæld er der en fin variation i de steder, hvor begivenhederne i spillet finder sted.

Den indledende russiske mission starter med at en politisk kommissær opildner en deling sovjetiske fodfolk i en båd, der er på vej ind mod det brændende Stalingrad. Der er masser af svulstige ord om at forsvare det store fædreland, men samtidig bliver de par soldater, der mister modet og hopper over rælingen skudt som forrædere. Så scenen er sat for krigshandlinger, hvor din figur og hans deling nærmest med sikkerhed bliver skudt, hvis ikke af tyskerne så af hans egne.

Den sovjetiske kampagne følger med fra Pc-versionen, hvilket kan være både godt og ondt. Det gode er, at de hektiske krigshandlinger, der kendetegnede kampen om Stalingrad i forhold til de britiske og amerikanske kampagner, er intakte. Skift mellem våben er placeret fint på controlleren, og i nederste venstre hjørne finder man det kompas, som viser, i hvilken retning det næste checkpoint i spillet befinder sig. I grunden en lidt for nem løsning, men det virker og der tilpas mange modstandere og forhindringer undervejs til, at det på ingen måde virker som om man for løsningen serveret på forhånd.

Til gengæld kan man også direkte sammenligne både gameplay og grafik, hvilket desværre ikke falder så heldigt ud for Finest Hour på PS2. Som helhed er grafikken jævnt velfungerende, med detaljerede våben og køretøjer. Men der mangler det ekstra pift, som både figurerne i forgrunden og bygningerne og omgivelser i øvrigt er kendetegnet af i Pc-udgaven.

På samme måde har lydsiden mistet den snert og det nærvær, som var med til at gøre oplevelsen af Pc-udgaven så stærk. Alligevel skal der dog en anerkendende bemærkning for det udmærkede voice-over, som er udført, bl.a. af Dennis Haysbert - som spiller præsident i TV-serien 24 timer. Det er med til med passende patos at binde den historiske sammenhæng sammen med de enkeltstående kampagner.

Den britiske kampagne i Finest Hour er ny i forhold til Pc-udgaven. Den er henlagt til Nordafrika, hvor man følger en fri fortolkning af britiske styrkers kampe mod Rommels Afrika-korps. Denne lokalitet er ikke så hyppigt anvendt som baggrund for spil, men hér bliver den desværre brugt uden den helt store originalitet. Bevares, der er et par situationer, hvor man skal køre tank eller med et maskingevær i tårnet på en tank gøre kål på de tyske soldater, der ligger i baghold undervejs. Men derudover er der ikke meget spænding i at hente i Nordafrika. Den afsluttende amerikanske kampagne tager afsæt i de amerikanske styrkers indrykning i det vestlige Tyskland med indtagelsen af Aachen. En smule bedre udført end den britiske kampagne, men uden den ekstra gnist, der kunne have hævet Finest Hour over det gennemsnitlige.

Multiplayer-delen af Finest Hour har så absolut sine øjeblikke, men det er dog en forudsætning, at man går på nettet, for der er ingen split-screen for to eller flere spillere. Til gengæld giver multiplayer-missionerne plads til i alt 16 spillere. Man finder otte maps og fire forskellige game modes, med standard deathmatch, team-deathmatch, capture the flag samt den særlige search and destroy. Denne team-baserede mode går kort fortalt ud på, at det ene team skal nå frem til et mål og montere en sprængladning, mens det andet team skal forhindre modstandernes forehavende.

Der er en snert af Counter-Strike over search and destroy, men i Finest Hour er det udformet, så døde teammedlemmer på begge sider genopstår løbende, så opgaven med sprængladningen i grunden helt mister sin betydning i forhold til mere eller mindre hjernedøde skyderier.

Call of Duty: Finest Hour er et relativt kort spil med en ganske banal mission hele vejen igennem. Det handler kort og godt om at udrydde de tyske modstandere, hvad enten man er fodtusse i hus-til-hus-kamp, snigskytte på en balkon i Stalingrad eller noget helt tredie. Det er underholdende for en stund, men i længden bliver man indhentet af en form for spilmæssig forstoppelse. Der er for meget gentagelse af ikke så voldsomt engagerede handlingselementer.