Call of Duty: Infinite Warfare

Call of Duty er en titel med noget af et ry. Man kan ikke nævne det uden at fremkalde en eller anden form for reaktion. Og for den nyeste tilføjelse til serien, Call of Duty: Infinite Warfare, har den reaktion ikke just været positiv. Faktisk blev spillets afsløringstrailer "kronet" som den anden mest dislikede video på Youtube - nogensinde. Det er noget af en præstation, selvom den ganske vist ikke er positiv.

Det er som om, der er gået sport i, at ligge nye Call of Duty-titler for had, før de overhovedet er udkommet. Enten ligner spillet de gamle udgaver for meget, eller også er det for innovativt. Men selvom serien år efter år møder en masse modstand, sælger den sjovt nok stadig. Og det må der jo være en grund til. Jeg drog derfor afsted til London for at kaste mig over Infinite Warfare med et åbent sind og med den indstilling, at jeg hverken ville lade mig skræmme eller skuffe udelukkende på grund af den titel, spillet bærer.

Da jeg satte mig overfor den store TV-skærm og så Infinite Warfares helt, Captain Reyes, i øjnene, var jeg ikke helt klar over, hvor storslået en historie, han havde at fortælle mig. En fortælling der starter med, at menneskeheden må drage væk fra jorden for at samle ressourcer på andre planeter, fordi jordens ikke længere slår til. Et oprør under navnet SDF med Admiral Kotch i spidsen forsøger at overtage magten af disse ressourcepunkter, så de har jorden og hele dens befolkning i deres hule hånd. Under en ellers glædens dag - den årlige parade afholdt af UNSA på jorden- slår disse oprører til. Hele jordens flåde er med i paraden, og UNSA lider derfor et stort tab under angrebet. Reyes' kaptajn er en af de faldne, og pludselig er det nu Reyes, der sidder med ansvaret for det store krigsskib Retribution og hele dets mandskab.

Vi sidder altså med en noget anderledes opgave. Vi er ikke længere en fodtudse blandt de tusind soldater ved fronten. Vi er deres overordnede, deres kaptajn. Ham, der må træffe de svære valg og leve med konsekvenserne bagefter. Reyes har i sinde at styre skibet på den mest idealistiske måde. For ham gælder enhver mission om at få alle soldater med hjem i live. Koste hvad det vil. Krig er desværre bare ikke ideel, og selvom Captain Reyes har de bedste intentioner, må han se sin frygt i øjnene, hvis han vil redde jorden.

Kampagnen fremkaldte mange store, overvældende følelser. For eksempel følelsen af at have ansvaret for disse soldaters liv og for at beskytte de civile fanget midt i stridighederne. Selv bare at skrive om det i denne anmeldelse, bringer gåsehuden frem igen. Det er en fuldstændig hjerteskærende, smuk og inspirerende fortælling. Intet mindre, intet mere. Jeg forelskede mig hurtigt i karaktererne, der var så fyldt med personlighed og liv. Jeg sugede den spændende historie til mig. Og jeg følte hver eneste, hjerteskærende scene, jeg så på skærmen. Indlevelsen blev også kun styrket af en smuk grafik og et gameplay, der fuldstændig ubesværet smeltede sammen med cutscenerne.

I rollen som kaptajn står spilleren overfor alt det grimme, en krig byder på, og historien nåede derfor for mit vedkomne en ny dybde. Og selvom jeg godt ved, at det nok er de færreste, der spiller Call of Duty for historien, ville jeg ønske, at når man netop har valgt give spillet et dybere narrativ, at man så også gav spilleren tid til at nyde det. Alt der sker i kampagnen, sker utrolig hurtigt. For eksempel udvikler Captain Reyes' karakter sig mere på blot én cutscene, end hvad de fleste karakterer gør i løbet af et helt spil. Det føles en smule forpustet og forhastet, og jeg ville ønske, at man kunne stoppe op og trække vejret.

Udover narrativet har Infinity Ward også valgt at lege lidt med spillerens frihed. Selvom fortællingen stadig er helt lineær, har man nu mulighed for at begive sig ud på sidemissioner. Udover de primære missioner kan man også vælge Ship Assaults, hvor man skal infiltrere et fjendtligt skib. Her opfordres man til at udføre missionerne så stealth-agtigt som muligt. Man sniger sig derfor frem med en kniv i hånden og silent takedowns. Man har dog hele tiden muligheden for at hive sit våben frem og gå amok, så er man ikke til en stealt-agtig fremgang, er det ikke påtvunget. Personligt synes jeg, at disse sidemissioner gav spillet mere variation og var en dejlig afveksling fra de primære missioners hæsblæsende skudkampe. I den anden type sidemissioner tager Captain Reyes plads bag roret på det mindre og mere mobile jet-kampfly Jackal. I disse missioner er der dømt luftbårne rumkampe med fjendtlige skibe.

Spillet har fået meget had før udgivelsen for sit sci-fi fokus, og personligt var jeg også skeptisk. Jeg er oftest mere til de simple slag, hvor man kan have fødderne på jorden og ikke har travlt med at prøve at forstå, hvad pokker det egentlig er, der sker. Sci-fi kan hurtigt blive overkompliceret og uhåndgribeligt, men helt ærligt så synes jeg ikke, at Infinite Warfares futuristiske tilgang på noget tidspunkt blev for meget. Det blev ikke en omgang uforståeligt møg, og langt de fleste våben var heller ikke for kraftfulde. Jeg synes, Infinity Ward har opnået en god balance gennem den tidsløse fortælling og den futuristiske setting.

I ret stor kontrast til netop singleplayer-kampagnen, står Zombies-delen. Med et nyt look, der er mere farverigt og fjollet, vender den kendte co-op del tilbage, og personligt synes jeg, at zombierne sagtens kan bære dette nye look. Historien i co-op delen starter, da fire håbefulde skuespillere møder op til en audition hos horror-instruktøren Willard Wyler, der skal lave sin comeback gyser. Hvad de ikke ved er, at denne audition vil udspille sig indeni filmen kaldet Zombies in Spaceland, der foregår i 80'erne. Så du kan godt forberede dig på zombier i neonfarvede bukser, vildt hår og lækre benvarmere. Og som om det ikke var nok, så foregår det hele i en lukket forlystelsespark, som du har til opgave at sætte gang i igen. Faktisk er denne forlystelsespark nok noget nær, det største område som Zombies-delen endnu har haft.

Undervejs i forlystelsesparken kan du kan støde på David Hasselhoff, der fra sin plads bag DJ-pulten forsyner dig med nogle af de klassiske 80'er hits. Eller hvad med en fælde bestående af en boombox, der tvinger zombierne ud på dansegulvet, indtil den eksploderer. Forlystelsesparken er fyldt til randen med så mange sjove og skøre genistreger samt easter egss, at det var umuligt at nå forbi dem alle, på de timer vi havde med zombierne. Det var virkelig en fornøjelse, at dræbe de levende døde i denne 80'er-setting!

Jeg ved godt, at zombies-delen ikke just er kendt for at byde på banebrydende grafik, men at komme fra den smukke singleplayer-kampagne og så over i denne del, gør nærmest ondt i øjnene. Det er noget af en degradering, og selvom det nok bare anses som en sjov ekstra-del i det ellers så omfangsrige spil, så ville jeg ønske, at man fulgte det til døren med en bare lidt bedre grafik.

Den sidste del af spillet, er selvfølgelig multiplayer-delen. Eftersom vi befinder os i den futuristiske setting, har vi stadig adgang til Wall-running, Booster og futuristiske våben. Jeg har hørt flere klage over, at netop disse elementer er med til at ødelægge multiplayer-oplevelsen, eftersom spillerne bare flyver rundt i luften og løber forvildet hen af væggene. Men jeg synes faktisk, det virker som om, at disse elementer er blevet mere afbalancerede i Infinite Warfare. Derfor følte jeg ikke, at kampene endte i den samme mængde forvirring. Jeg vil ikke garantere, at du ikke vil hade disse elementer i Infinite Warfare, hvis du ikke var en fan tidligere, men jeg vil gerne sige, at chancen er der. Kampene foregår dog stadig i et hæsblæsende tempo, som Call of Duty jo er kendt for. Men på grund af afbalanceringen af evnerne, synes jeg kampene virker mere glidende, og at de faktisk er blevet sjovere.

Et af de nye tiltag i multiplayeren, er de seks nye klasser kaldet Rigs. De seks Rigs har hver tre forskellige passive evner, som du kan låse op for og vælge imellem samt tre aktive evner kaldet Payloads. Du starter ud med tre Rigs: Warfighter, der er den mest basale Rig, Merc, den tungt-armerede, defensive type og Synaptic, som er en robot, der egner sig bedst til spilleren, der gerne vil være helt tæt på slaget. Efterhånden som dit level stiger, låses der op for tre yderligere Rigs kaldet FTL, Stryker og Phantom, som alle tre også egner sig til forskellige måder at spille på.

Gennem valget af disse Rigs og deres tilhørende passive evner og Payloads, kan man altså tilpasse sin spillestil, og så er der intet, der føles bedre, end at hive ens Payload frem, når den er ladet op. Der er for eksempel Synaptic'ens Equalizer, som er to indbyggede maskinpistoler, der kan gennemhulle alle fjender foran dig i en hæsblæsende fart og min personlige favorit FTL'ens Eraser, der pulveriserer dine fjender og faktisk minder meget om Annihilator'en fra Black Ops 3.

Udover dette klassesystem, bliver der også introduceret et Weapon Crafting-system i Infinite Warfares multiplayer. Efter hver runde optjenes en slags valuta kaldet Salvage, og disse kan bruges til at opgradere forskellige våben. Dette påvirker ikke blot det originale våbens stats, men tilføjer også særlige evner kaldet "Gun Perks", der gør våbenet endnu stærkere på forskellig vis. Gennem denne Weapon Crafting kan man altså selv vælge, hvilke våben man vil opgradere, i stedet for at håbe på at få den rette i en Supply Drop. Dét, der dog kan bekymre mig ved både Weapon Crafting og Supply Drops, er, at Infinite Warfare hurtigt kan blive en pay-to-win titel. Jeg ventede lidt med at åbne mine Supply Drops, som vi fik udleveret af Activision for at kunne teste systemerne. Derfor spillede jeg en del kampe mod de andre, der nu rendte rundt med stærkere våben end jeg, og det blev lynhurtigt kedeligt. Så hvis man selv foretrækker at grinde sin vej frem til legendariske våben fremfor at smide virkelig penge i det, så kan man hurtigt ende i kampe, hvor ens fjender eller holdkammerater har en klar fordel, hvis de altså har købt sig til det, og så bliver det noget nær umuligt at følge med. Tiden vil vise, om det er dét, der sker. Men det håber jeg inderligt ikke.

Udover de velkendte våben, finder vi også noget nyt legetøj. Jo højere level du er, jo mere låser du naturligvis op for, og med tiden kan du blandt andet få lov til at lege med de edderkoppelignende Seeker Grenades, der vil forsøge at sætte sig fast på din fjende, før den eksploderer. Og så er der The Black Hole Grenade, der godt kan virke en smule komisk. Den åbner nemlig et midlertidigt sort hul, som suger dine fjender til sig. Men der er dog nogle fede våben at eksperimentere med i bland. Scorestreaks vender også tilbage med både velkendte samt nye muligheder. Da jeg så nogle af disse episke bonusser i trailerne, så jeg virkelig frem til at fyre dem af. Men da jeg endelig ramte den nødvendige score for at låse op for dem, var de faktisk ret undervældende. Jeg kunne dog forestille mig, at dette kan reddes ved blot at gøre dem en smule mere kraftfulde, og derved få dem til at føles mere episke.

Man kan også låse op for nye våben ved at level op i de såkaldte Mission Teams. Til at starte med, har du kun adgang til ét Mission Team, men der kan låses op for fire i alt. Igennem disse leveres missioner, der egner sig til forskellige måder at spille på og giver derfor en smule ekstra incitament til at afprøve nogle nye tilgange. Der er altså en lang række forskellige måder, at udvide sit arsenal af våben på.

Når det kommer til spiltyper i multiplayeren, ser vi alle de klassiske: Drop Zone, Infected, Team Deathmatch, Free-for-all, Domination, Search and Destroy, Hardpoint, Kill Confirmed, Gun Game, Chaos Moshpit, Ground War, Uplink og Capture the Flag. Men derudover er der også tilføjet to nye typer kaldet Defender og Frontline. Defender, der minder en del om Uplink, går ud på, at holdene dyster om at få fingrene i en drone og at holde fast i denne, indtil tiden løber ud. Mens Frotnline er en variation af Team Deathmatch, hvor hvert hold har en base, som er deres spawn-lokation. For at få flest mulige point, skal man dræbe det andet hold på de neutrale områder, og ikke i deres respektive base.

Når det kommer til banedesignet indbyder disse stadig til hurtige, hæsblæsende kampe. De har den helt rette størrelse til, at man hele tiden kan smide sig hovedkulds ind i kampene, men at man samtidig kan få lov til at spawne i fred. De bød alle på både store åbne områder til direkte kamp, lange korridorer med gode muligheder for dække, et godt oversigtspunkt, hvor man kan sætte sniper-rifflen op og indendørs områder, hvor man kan snige sig uset ind på sine fjender. Men spørger du mig nu, hvordan de forskellige baner ser ud, så kan jeg ærligt talt ikke huske den ene fra den anden. Det skyldes nok, at de fleste baner var baseret på eller i rumstationer, som mindede lidt for meget om hinanden. Det vigtigste er selvfølgelig at banerne indbyder til kvalitetskampe og godt gameplay, men der ville ikke ske noget ved også at gøre banerne mindeværdige og pæne at kigge på.

Når man sidder med Infinite Warfare, er der uden tvivl tale om endnu et Call of Duty-spil, med alt hvad det indebærer af højt tempo, action-fyldte kampe og en fandens god FPS. Der er dårligt nyt til dem, der ønsker sig et helt nyt og anderledes spil. Infinite Warfare er ikke en titel, der kommer til at revolutionere serien med forbavsende tiltag og en helt anden stil. Men der er til gengæld også dårligt nyt til dem, der ønsker en tro kopi af et tidligere spil. Fordi Infinite Warfare er trods alt sit eget spil. Et spil som jeg virkelig nød at stifte bekendtskab med, og som har utrolig meget at byde på. En singleplayer med en dyb historie, en Zombies-del med en let og fjollet stemning, og en multiplayer-del, der føles afbalanceret og hurtig. En oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.