Call of Duty: Modern Warfare 2

Hvor skal man egentlig begynde sådan en anmeldelse her? Du er som læser vel mest interesseret i at finde ud af om spillet indfrir forventningerne, og er ligeså intenst som forgængeren? Det indfrir en del af forventningerne og intensiteten er der ikke noget at sætteen finger på. Du vil vel også vide om flerspillerdelen er ligeså omfattende og fængende som hos forgængeren? Det er den absolut.

Jeg begynder med kampagnen. Det er nok her de fleste kommer til at starte, før de begiver sig ud på de virtuelle slagmarker sammen med andre menneskelige spillere. Spillets historie samler tråden op fem år efter det første spil. Og jeg må være ærlig, for det meste af det der skete i det første spil, har jeg for længst glemt. Jeg husker en eksplosiv radioaktiv hændelse i Mellemøsten, men terroristjagten er gået i min glemmebog. Den mildt sagt kaotiske introduktion prøver at give mig en kort indledning i, hvad der er sket indtil nu. Teroristen Malakov er forsat på fri fod, og jeg må i uniformen for at bekæmpe terrorister og sprede frihed og demokrati ud i verden.

Historien vil næppe vinde nogle priser for originalitet. Den er fuld af logik-huller, og Infinity Ward satser hårdt på overraskelser og choks - for hårdt faktisk. Jeg formår simpelthen ikke at engagere mig i kampagnen, og som en god soldat nøjes jeg med at gøre, hvad jeg bliver fortalt, mens jeg lader en pompøs militærdialog summe i baggrunden.

Opgaverne jeg skal gennemføre i historien er heldigvis så intense og hæsblæsende at historien ikke formår at ødelægge oplevelsen. Med Modern Warfare hævede Infinity Ward baren for indlevelse i et krigsspil, og efterfølgeren er endnu mere brutal, kaotisk og hæsblæsende. Det handler om krig og skudvekslinger, og det går hårdt for sig. Fra første sekund i den første opgave, kastes du ind på slagmarken med projektiler som suser dig om ørerne, og skrig og skrål fra alle sider. På samme måde fortsætter det i femte gear med klampen i bund, helt til historien når sin ende seks timer senere.

Det bliver næsten for meget af det gode engang i mellem. Af og til savner jeg lige at kunne få pusten igen, og udforske i ro og mag, men jeg må altid løbe videre, sikre det næste mål, følge efter sergenten. Der er ingen ro og fred eller tid til planlægning i Modern Warfare 2, og man kastes fra den ene kamp til den næste uden pause. Et par opgaver bryder en smule med det hidsige tempo, men 90% af tiden løber jeg fra dække til dække og skyder fjender.

Men selv når ørerne begynder at blive trætte af alle skuddene og eksplosionerne, formår jeg ikke at ligge controlleren fra mig. Kontrollen er silkeblød, og billedet ligeså. Det flyder fantastisk lækkert i Modern Warfare 2, og spillet trykker på alle de rigtige grafikknapper. Støv, røgskyer, eksplosioner, alt er gengivet utrolig detaljeret og teknisk perfekt. Skærmen ryster i takt med eksplosioner, det piber i ørerne efter en flashbang, og det er akkurat så kaotisk og actionfyldt som en Hollywood-krig skal være.
Lyden lever op til samme høje standard med flotte lydeffekter og passende, dramatisk musik. Den visuelle støj akkompagneres af skud, eksplosioner og skrig i alle højtalerne. Andre skydespil føles slet og ret livløse sammenlignet med alt hvad der sker på skærmen og i højtalerne, i Modern Warfare 2.

Spillet føles dog til tider smagløst. De fleste har sikkert hørt om den kontroversielle scene hvor man skal spille terrorist og skyde uskyldige civile på en Russisk flyveplads. Det er en hård scene, men efterlader ikke nogle negative følelser, og når sekvensen er ovre er historien i spillet ikke blevet beriget på nogen måde. De historisk vigtige sekvenser bliver nemlig fortalt via korte filmsekvenser mod slutningen, som ikke kan påvirkes - et faktum der gør at jeg stiller spørgsmål ved inkluderingen af disse.

Det føles spekulativt, og denne samme spekulative holdning præger andre dele af spillet. Jeg kan ikke lade være med at notere hvordan banerne som foregår i Rusland og Brasilien er fulde af civilbefolkning som kan blive til uheldige ofre i skudkampene, mens civilbefolkningen ikke er nogen steder, at finde i de baner der foregår i USA. Angiveligt har Infinity Ward set det som for kontroversielt, at kunne skyde på amerikanske civile, og har modereret banerne efter dette. Den forkvaklede moral jeg sidder med er altså at amerikanske menneskeliv er mere værd end russiske og brasilianske.

Min pointe er, at det ikke virker som om Infinity Wad er modne nok til at formå at fortælle en historie om krigens grusomheder. Hvis man mener, at spil skal være en kulturoplevelse, man må også stille krav til at spiludviklerne reflekterer og tænker over emnerne, og giver spil der er mere end blot en dosis adrenalin og præcisionstest. Infinity Ward forsøger at lave noget mere end blot et skydespil, de prøver at fortælle noget om krigens sandheder og grusomheder, men de fejler. Mange vil nok knapt ænse, at de massakrerer uskyldige russiske, som desperat forsøger at flygte. Det er ikke en sekvens som får os til at overveje vores handlinger eller stiller spørgsmål ved hvilken side vi er på, og det ender med at føles knapt så gennemtænkt.

Til trods for denne kritik er der ingen tvivl om at Modern Warfare 2 er et eksplosivt actionspil ,med nogle af de lækreste actionsekvenser jeg til dato har oplevet i et spil. Faktisk fungerer det hele så godt, at da jeg er færdig efter seks timer, stadig lyst til mere action.

Heldigvis har Infinity Ward sørget for flere muligheder i tillæg til den korte kampagne. Ved siden af selve hovedkampagnen er der nemlig også blevet plads til et bundt bonusmissioner. Ofte er der tale om variationer af selve kampagnen, mens der andre gange er tale om helt nyt missioner, men for dem alle gælder det at der er tale om korte opgaver som kan gennemføres med en ven. Her gælder det om at udfordre sig selv, og jo højere du stiller sværhedsgraden, jo flere stjerner belønnes du med ved gennemførelse. Det er et fængende tillæg til selve kampagnen, og jeg blev hurtig besat af at samle stjernerne og forbedre mine egne præstationer. Det fungerer alt sammen som en genial finpudsning af mine færdigheder, for at forbedrede mig på spillets hoveddel, nemlig den omfattende online-oplevelse, hvor man kan drage i krig med andre menneskelige spillere.

Spillets hjerte er nemlig endnu engang flerspillerdelen. Jeg var bekymret for at denne del skulle blive vanskelige af få med i anmeldelsen, da Activision ikke ligefrem har været ude i god tid med anmelderkopierne. Taktikken synes dog ikke at have været særlig vellykket da jeg snildt fandt i omegnen af 20.000 spillere på nettet, hvilket lod mig deltage i alskens slags kampe.

Det fantastisk flydende gameplay fra enspillerdelen er bevaret på nettet, og resulterer uden de store problemer i at responsen og kontrollen føles bedre end hos konkurrerende spil. Våbenbalancen er god, og banerne virker gennemtænkte. Det er blevet sværere at finde stille steder hvor man kan gemme sig, tempoet er øget, lag næsten elimineret, og kommunikation og kendskab til banerne er blevet vigtigere end nogensinde før.

Indlæringskurven for hele oplevelsen er også blevet finpudset. Jeg kan ikke påstå at være nogen veteran i det første spils multiplayermuligheder, for det er timerne ikke til når man må spille over 100 spil om året. Dette tages der dog hensyn til i Modern Warfare 2, og derfor gives jeg ikke tilgang til alle spilmulighederne fra start, og der fokuseres i stedet på at lære mig alle reglerne inden jeg kastes ind i spillets mest avancerede muligheder. Jeg må derfor indtjene erfaringspoints og stige i niveau gennem onlinekampe, før der låses op for nye klasser, muligheder samt muligheden for at sammensætte min egen specialsoldat. Anden belønning er pynt og små detaljer, som giver mig yderlige incitament til at træne hårdere og blive bedre.

Ligger jeg timerne i spillet, ender jeg med at sidde med min egen kriger, special tilpasset med evner (perks) - tre unikke evner som eksempelvis lader mig lade mit gevær hurtigere, lader mig løbe hurtigere , og lader mig samle ammunition op fra faldne fjender. Det hele føles som det skal, og Infinity Ward har fundet en balance, der gør, at jeg kan tilpasse spillet min egen spillestil, uden at det lykkes mig at finde en kombination som ødelægger spillets balance. Det er alt sammen nøje udtænkt, og jeg forestiller mig, at jeg i endnu højere grad vil blive nødt til at finpudse evnerne og taktikken, når jeg begynder at nærme mig elite-niveauet.

Finpudsning er virkelige et nøgleord i Modern Warfare 2. Våben kan modificeres og tilpasses, og effekten af "killstreaks" - belønninger for at nedlægge flere fjender uden selv at måtte bide i græsset - kan ligeledes tilpasses egen spillestil. Jeg har med andre ord sjældent set så mange muligheder overladt til spilleren, for at skabe den figur der passer dennes spillestil bedst.

Jeg kunne sagtens fortsætte med at forklare om flerspiller mulighederne, men der er så meget at udforske her, at jeg efter tre aftener med intense onlinekampe til langt ud på natten, føler at jeg endnu kun er begyndt at skrabe overfladen. Det er nok belønninger og udfordringer til at vare langt ind i 2010, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om at dette kommer til at blive det mest populære spil på PS3 og Xbox 360 i flere år fremover. Jeg er fanget af spillet på en måde som jeg ikke har været siden jeg spillede Quake 2 dagligt for mange år siden.

Så hvad mangles der egentligt at siges? Modern Warfare 2 har en kort kampagnedel med nogen fantastisk lækre opgaver, som desværre bliver ødelagt af en svag historie og en del smagsløse og knapt så gennemtænkte indslag. Det har en bunke missioner som kan løses i samarbejde med en ven, og byder på fænomenale udfordringer. Det har fantastiske flerspiller muligheder som overgår alt andet jeg har spillet af skydespil de sidste år. Så der er vel egentlig ikke så meget at overveje, for kan du lide at lege virtuel soldat over nettet, er der ingen vej uden om Modern Warfare 2.