Call of Duty: Roads to Victory

Déjà-vu [de3a'vy]: det fænomen at man fejlagtigt mener at have oplevet den foreliggende situation engang før. Denne fornemmelse sidder fast i mit hoved, mens jeg indædt forsøger at kæmpe mig igennem masse af skydegale tyskere. En bombe sprænger til højre, et halv-vrissent tysk dialekt lyder til venstre, og to sekunder senere rykker man videre til næste område. Har jeg virkelig været her før? Ikke helt, men det er ikke langt fra.

Selvom spillet hedder Call of Duty: Roads to Victory, så er der her tale om en skjult Konvertering til PSP af sidste års kæmpehit Call of Duty 3. Det faktum er måske hverken chokerende eller særlig slemt, fordi det tredje spil i den hæsblæsende serie endnu engang imponerede, men grunden til at 3-tallet ikke lægges til denne cocktail skyldes måske nærmere, at der er blevet pillet så uhyggeligt meget ud, at man roligt kan tale om en ultra light version. Og netop det er problematisk, når vi taler om en genre, der næsten altid ligner sig selv.

Roads to Victory består af 14 relativt hurtigt gennemførte missioner, og selvom du både kan indtage slagmarken som en amerikaner, en canadier og en britte, så er der ikke den store forskel disse missioner imellem. Dette skyldes ikke mindst, at spillet næsten er blottet for historie og de styrede sekvenser i undervejs i missionerne er ekstremt kortfattede. I stedet handler det blot om at få pløkket en masse germanske soldater, så de kan lære det, og med det udgangspunkt virker Roads to Victory udmærket ved første øjekast.

Grafikken er ganske god, våbnene virker tunge og heftige og så er der som altid styringen. Det bliver vel aldrig let at lave et første persons skydespil på PSP, det kan alle vist godt blive enige om, så hos Amaze har man valgt at bruge venstre styrepind til bevægelse og de fire knapper til venstre til styring af sigtekornet. De to triggers bruges til henholdsvis afskydning og zoom, mens knapperne til venstre har fået nogle forskellige roller, såsom opsamling af våben og at lade.

Dette er egentlig ikke et problem i sig selv og fungerer ganske udmærket. Du kan naturligvis ikke opnå super-hurtig, millimeter præcision, men spillet tager heldigvis forbehold for dette ved hjælp af et meget fremtrædende auto-sigte. Dette skaleres naturligvis efter fjendernes distance og våbnet du benytter, men er et nødvendigt onde i kampen mod PSP'ens problematiske opsætning ved skydespil.

Alt ånder dog ikke fred i Call of Duty land. For når en auto-sigte funktion er så livsvigtig som i dette tilfælde, så skal man kunne stole på den, og i Roads to Victory er den mere ustabil end Kim Jong-Il og hans våde atom-drømme. Det er bestemt ikke fedt at storme frem mod fjenden og finde ud af, at auto-sigtet bare ikke gider træde i kraft de første mange sekunder, især fordi det er umuligt at indstille sigtekornet på fjenden før man selv er død.

Missionerne er som tidligere nævnt stort set taget ud af Call of Duty 3, men der er at par nye initiativer, som eksempelvis når man skal bemande kanonerne i et fly. Dette fungerer noget bedre, da man kun skal koncentrere sig om at sigte, samtidig med det bliver intenst, når man skal løbe flyet igennem for at bemande en af de andre kanoner. Her har man også noget mere overblik end de andre missioner, der hurtigt kan forvirre en del. Desværre er den slags missioner i fåtal og når spillet så generelt mangler samme stemningsniveau som Call of Duty 3, hvilket især skyldes den store mangel på musik, så er det ikke det mest hektiske og intense WWII spil, man har oplevet.

Måske et af de mest ærgerlige aspekter er spillets multiplayer, hvor man underligt nok ikke har valgt at lave det spilbart over internettet. Kan man indsamle fem-seks venner indenfor samme rækkevidde og med samme spil kan det sagtens være rimelig sjovt, men det hører til sjældenhederne og det giver en stor rift i holdbarheden, at man ikke bare altid kan dyste mod tilfældige personer over nettet.

Roads to Victory holder cirka de 14 missioner igennem, hvor man herefter kort prøver spillets multiplayer og rykker videre til noget andet. Det er et spil, som plages af en problematisk styring på flere faconer og som mangler en masse af det cinematiske og episke fra Call of Duty 3. Medmindre man direkte søger en kalorielet udgave af Anden Verdenskrig og et rimelig generisk skydespil med et par enkelte interessante baner, så ser jeg ikke den store fidus ved Roads to Victory.