Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Call of Juarez: The Cartel

Call of Juarez: The Cartel

Wrestler-lignende narkobetjente, spanske bandeord og vilde biljagter er på menuen, når Techland dropper det vilde vesten til fordel for Los Angeles' underverden.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det startede ganske middelmådigt for polske Techland og deres Call of Juarez. Viljen og engagementet til at skabe et rigtig godt western-spil var der, men evnerne og resourcerne var ikke. Alligevel skinnede der flere kvaliteter igennem i Call of Juarez, som viste at Techland havde god forståelse for hvordan man laver et skydespil, hvor man foretager sig andre ting end at skyde.

Det var dog med Call of Juarez: Bound in Blood, at alt faldt på plads. Det viste højt niveau hele vejen igennem. Ekstremt varieret gameplay, flot grafik og herlige kampsekvenser. Indledningen, hvor man spiller som officer i en hårdt såret sydstatshær, der tappert kæmper for at holde norden ud, hører til de bedste, jeg har oplevet.

Og med det in mente er det ikke svært at forstå, at jeg trods alt har set frem til Call of Juarez: The Cartel. Jeg skriver "trods", eftersom Techland af uklare årsager har besluttet, at nu var det nok med cowboys. Deres western-serie skulle opdateres til nutiden. Brødrene McCall er derfor blot et minde, og i stedet spiller vi som en gruppe narkopansere med forskellige baggrunde, der tilsammen skal udgøre en slags spydspids i Californiens kamp mod stoffer.

Call of Juarez: The Cartel
Dette er en annonce:

Og jeg skal ærligt indrømme, at det starter godt. De første minutter er slet ikke dumme, og den efterfølgende mellemsekvens giver et skær af en flot gennemtænkt historie. Spillet springer effektivt i kronologien på samme måde som forgængerne, og håbet om endnu et hit vokser. Indtil brødrene McCalls nulevende efterkommer Ben McCall træder frem fra skyggerne på kontoret.

For han er en rigtig sammenbidt herre, der har taget stemmelektioner fra Christian Bale og tilsyneladende har lånt sit ansigt fra wrestleren Tripple H. Straks kastes al seriøsitet ud af vinduet, og en Rambo-agtig krig mod narko, fyldt med cheesy dialog, der ikke sjældent bliver decideret pinlig, indtager dens plads.

Hvis der er noget, der plejer at være svært at få til at fungere i hårdkogte actionspil, så er det at føre køretøjer. Disse dele er ofte blandt de svageste, om så spillet hedder Call of Duty, Killzone eller Gears of War. Selvfølgelig er Call of Juarez: The Cartel ikke nogen undtagelse, men det forhindrer ikke Techland i at presse masser af bilkørsel ind i hver eneste bane. At følge en simpel vej et par kilometer er noget af det letteste, man kan gøre i en bil (især hvis den har automatgear), men her bliver hver en kurve en udfordring.

Call of Juarez: The Cartel
Dette er en annonce:

Forgængerne var som bekendt western-spil. Der gjorde det ikke så meget, at styringen var en anelse klodset, og at man ikke kunne skyde så præcist. Man skød trods alt med revolvere og enkle geværer. Og når man endelig fandt et automatvåben, var det en Gatling med håndsving, der formodentlig ikke har været så elegant at vifte med. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at det lidt kantede gameplay var med til at løfte forgængerne og bidrog til western-stemningen.

Når jeg i stedet får moderne våben i hænderne, ændres den ligning. Hurtigtskydende pistoler og automatrifler er noget helt andet, hvilket Techland åbenbart har misset. Det føles lidt som at spille en førstepersonsskyder fra dengang generationen var ung. Det er ufleksibelt, mangler finesse og er stift.

Dermed bliver de ellers vilde kampe ikke så spændende, som de kunne være. Hvilket hurtigt bliver et problem. Til forskel fra forgængernes varierede gameplay er skyderi stort set det eneste, man foretager sig i Call of Juarez: The Cartel. Og når den del er middelmådig, bliver hele spillet middelmådigt. Hvor jeg kunne længes efter ildkampe i de foregående spil, sidder jeg her og håber, at der går længere tid før næste omgang skyderi.

Call of Juarez: The Cartel

Dertil kommer, at nærkampene er helt bedrøveligt dårlige. Det er helt umuligt at få nogen fornemmelse for, om et slag rammer eller ej. Man løber frem og tilbage, næsten gennem fjenderne, og vifter blindt med armene. Når jeg tænker tilbage på hvor godt forgængerne fungerede på dette punkt, bliver jeg lidt ked af det.

Overordnet føles Call of Juarez: The Cartel upoleret. At efterfølgere har dårligere grafik end deres forgængere er trods alt ikke almindeligt. Teksturer popper frem, kollisionsprogrammeringen er sløset, gemmepunkterne for sparsomme, og fjenderne er ofte dumme som døre. Og det er imens musik, der helt klart lyder af western, flyder ud af mine højtalere, mens jeg skyder mig gennem Los Angeles' underverden. Det er stilforvirring på højt niveau, og for at gøre ondt værre er menusystemet det grimmeste, jeg længe har set i et spil, og bidrager til indtrykket af en titel, der ikke ved hvilket ben, den skal stå på.

Alt er dog ikke kulsort, og det faktum, at man kan vælge mellem tre radikalt forskellige hovedpersoner (hvor stereotype, de end måtte være) gør, at man kan få et spil, der skal spilles som man selv vil det. Desuden udvikler historien sig anderledes, alt efter hvem man spiller som, og mod slutningen samles alle trådene på ganske kløgtig vis. Selv holdt jeg mig til den tungt bevæbnede Ben, men jeg kan sagtens se Eddie og hans maskinpistoler og den mere forsigtige Halle Berry-lookalike Kim få deres egne fans.

Call of Juarez: The Cartel

Og det hele bliver også bedre af, at man kan spille hele spillet i co-op med sine venner, hvilket løfter det yderligere et par trin (inklusiv alle køresektionerne, hvor de andre spillere kan hænge ud af vinduerne og skyde). Desuden er variationen i banerne usædvanligt god, og jeg må medgive, at det var stort at få en gensyn med Juarez i spillets senere baner og virkelig få forbindelsen til original-spillet.

Jeg havde klart foretrukket, at Techland var fortsat i western-stilen og havde fået mere tid til finpudsning. Man kan se, at der er en hel del potentiale, der aldrig rigtig kommer frem, mens multiplayer er så banalt, at det havde hjulpet på overordnede kvalitetsindtryk, hvis man havde valgt at droppe det.

Nu sidder jeg her med Call of Juarez: The Cartel, og føler mig både snydt og skuffet. Det har aldrig været nogen selvfølge, at vi ville få et gensyn med brødrene McCall, og efter dette spil føles det mere usikkert end nogensinde. Regn med at finde Call of Juarez: The Cartel på tilbudshylderne allerede til efteråret - dets middelmådighed gør, at det ikke er værd at bruge dine surt tjente penge på, selv under den aktuelle sommerstilhed i spilkalenderen.

Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
Call of Juarez: The Cartel
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Velskreven musik, god co-op-støtte, meget varierede baner
-
Føles upoleret, dårligt stemmeskuespil, usle nærkampe
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Call of Juarez: The CartelScore

Call of Juarez: The Cartel

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki - GR SE

Wrestler-lignende narkobetjente, spanske bandeord og vilde biljagter er på menuen, når Techland dropper det vilde vesten til fordel for Los Angeles' underverden.

7
Call of Juarez: The Cartel

Call of Juarez: The Cartel

PREVIEW. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Inden Rasmus tog afsted mod Roskilde Festival nåede han at tage en grundig tur i det kommende Call of Juarez, og nu må vi fortælle om oplevelsen. Læs om western-spillet der rykkede til nutiden.



Indlæser mere indhold