Call of the Sea

Rolige, kongeblå bølger. Gnistrende sand og palmer. Bjerge, der rejser sig majestætisk mod den klare himmel. På overfladen tilbyder Call of the Sea en dejlig afslappende tropeferie, i en tid hvor det ikke er muligt at flygte fra Kong Frost, der for alvor banker på ruderne herhjemme. Men skindet bedrager. Paradis gemmer på en slange, eller det der er værre, og du skal ikke dykke særligt dybt i det varme sand, før en ildelugtende sort substans begynder at vælde frem.

Call of the Sea er det første spil fra spanske Out of the Blue, og den lille udvikler har ikke lagt skjul på, at de er inspireret af gyserforfatteren H.P. Lovecraft. Der har været rigeligt med Lovecraft inspirerede spil de seneste par år, men her virker det til, at udviklerne rent faktisk har sat ind i forfatterens samlede værker og ikke blot den farverige Cthulhu Mythos. Spillet byder derfor på en drømmelignende rejse i fantastiske landskaber, hvor fare og skønhed blandes på sælsom maner, inspireret af Lovecrafts tidligere og mere poetiske fortællinger. Og udviklerne har formået at snige et par fine referencer ind til både prominente Lovecraft historier som The Colour out of Space og The Call of Cthulhu samt mindre kendte fortællinger som The Music of Erich Zann.

Du spiller som Norah Everhart, der rejser til en uudforsket stillehavsø nær Tahiti for at finde sin forsvundne mand Harry. Han rejste med en ekspedition til øen, fordi han havde hørt rygter om, at han her kunne finde kuren på den mystisk sygdom, der har tappet Norah for kræfter og givet hende nogle mystiske fiskeskæl-lignende pletter. I løbet af spillets historie følger du i fodsporene på Everhart-ekspeditionen og lærer gennem efterladte deres efterladte lejre, redskaber og dagbogsnotater, at ikke alt er som det ser ud til på den mystiske ø.

Ud over de efterladte noter erfarer du også, hvad der er sket gennem Angie, da hun har det med at sige sine tanker højt. Teknikken kan virke en kende klodset, men her fungerer den faktisk. Før det første giver det mening, at hun taler med sig selv for at bevare forstanden, alene som hun er på en øde ø. For det andet må grebet næsten siges, at være en homage til pulp-genren, hvor man ofte anvendte indre dialog og direkte eksposition for at drive de hæsblæsende plot. Og for det tredje er hun glimrende stemmelagt. Man kan virkeligt mærke den kærlighed Norah føler over for Harry gennem de overvejelser og erindringer hans efterladte objekter fremkalder hos hende, og det giver god motivation til at fortsætte dybere ind i junglen og udforske de dybeste kroge - ikke bare af omgivelserne, men også Norahs sind og fortid.

Med en ensom protagonist og en historie, der gradvis stykkes sammen af efterladte notater og objekter, lyder Call of the Sea som en klassisk walking simulator med fokus på oplevelse frem for interaktion, hvilket spillets trailere også lader en tro. Men ret hurtigt viser det sig i stedet at være et puzzle-spil i stil med Myst eller The Witness. I modsætning til disse spil har man dog at gøre med afgrænsede niveauer - seks i alt, der alle tager en halv til en hel time at spille igennem. Og det er nok meget godt, at niveauerne ikke er længere, for de forskellige puzzles kan være ret vanskelige at løse.

For at komme igennem hvert niveau, er der ofte en dør eller en port af en eller anden slags, du skal åbne. Det kræver, at du manipulerer en række mekaniske konstruktioner korrekt, hvilket ofte involverer at finde mønstre mellem tal eller symboler. Den nødvendige viden til at løse gåderne finder du ved at undersøge miljøet. Og her skal du virkeligt kigge på op og ned, da ledetråden kan gemme sig, hvor du mindst venter det - på bagsiden af en gravsten eller i en loftudsmykning for at nævne et par eksempler. Ideen er god, da udforskning og puzzle løsning på den måde bindes sammen, men det kan også være frustrerende, hvis du lige mangler at finde et enkelt symbol, før ligningen går op. Alt for ofte ender man ud i noget, som minder om den pixel-hunt, der kendetegner de klassiske point-and-click adventure spil, og som kan drive selv den største fan af genren til vanvid.

Jeg bifalder, at vi ikke blive holdt i hånden, men en smule mere hjælp i form af subtile ledetråde eller kommentarer fra Angie kunne have lettet frustrationerne. Du har dog et enkelt smart værktøj i form af Everharts notesbog, som hun noterer tal, symboler og andre ledetråde ned i. Notesbogen er også nem at kalde frem med et tryk på Y, så du slipper for at navigere igennem tunge menuer, og generelt fungerer spillets simple interface upåklageligt.

Hvad der får Call of the Sea til som en anden Cthulhu at rejse sig af havet af middelmådige puzzle-spil og walking simulators, er dog i sidste ende den fremragende præsentation. I den grafiske stil med de stærke farver og klare streger fornemmer man tydeligt inspiration fra pulp fiktion og eventyrromaner, og selve stillehavs-lokationen er som taget ud af H.G. Wells, Jack London eller Jules Verne. Musikken fanger også tiden fantastisk med et glimrende orkester soundtrack, som minder om hvad man hørte i Hollywoods guldalder. Der er dog også plads til nogle mere moderne, dronende stykker i de senere mere skræmmende dele, og spillet formår virkeligt at anvende kontrast på en måde, der aldrig bliver hverken forudsigeligt eller kedeligt.

Den lille spanske udvikler har på imponerende vis formået at få kombinere de poetiske og skræmmende sider af H.P. Lovecrafts unikke vision i et pulp-inspireret puzzle-spil, der fungerer på rigtigt mange parametre. Desværre fremkaldes følelsen af galskab lidt for ofte af svært gennemskuelige puzzles, snarere end selve spillets atmosfære, men det er også en af de få ting, der trækker ned. Nej, Call of the Sea er ikke perfekt. Et par enkelte kedelige teksturer og grafiske glitches stikker ud hist og pist, men som et debutspil er det ganske imponerende, og jeg er allerede spændt på, hvad Out of the Blue overrasker os med næste gang.