Capcom Classics Collection

I dag kan hvem som helst nyde tidens mest avancerede spil med enden plantet i stuens blødeste lænestol. Men sådan har det ikke altid været. I firserne måtte den sande games-tilbeder søge sin åndelige næring i den tids spiltempel: Den snuskede grillbar. Jeg husker stadig med vemod den lokale Torvegrills mørke, nedslidte baglokale, hvor arkademaskinernes spraglede grafik og skingre lyd, gik hånd i hånd med den tunge dunst af friturefedt og gamle smøger. Det var tider!

Med Capcom Classics Collection får alverdens håbløse games-nostalgikere lejlighed til at genopleve de gyldne tider. Konverteringer af arkadeklassikere er blevet en selvforstærkende trend på det sidste, men heldigvis har Capcom bagkataloget til at retfærdiggøre opsamleriet. Når udødelige klassikere som Street Fighter II, Ghosts’n’Goblins og Commando flimrer henover tv-skærmen, kan man lugte de fedtede friture-fritter helt hjem i dagligstuen.

Men gensynsglæden er nu mere end blot og bar nostalgi. Flertallet af spillene på Capcom Classics Collection holder stadig vand, og mange af dem kunne lære nutidens spildesignere en lektion eller to om fængende gameplay og fundamental spilleglæde. Jeg har allerede været inde på det formidable og banebrydende Street Fighter II, der her optræder i tre inkarnationer: Originalen, Championship Edition og Hyper Fighting. Nøgternt set er det nok én mere end nødvendigt, men alle tre spil leverer sublime smæk for skillingen, med deres dengang uhørt avancerede styresystem og et farverigt persongalleri af tegneserie-slagsbrødre.

Det lodret scrollende skydespil 1942 får følgeskab af lillebroderen 1943 og halvbroderen 1943 Kai, og mens gensynet med originalen faktisk er en tand skuffende - sjældent har det været så monotont at plaffe sig vej gennem det forenede Luftwaffe - så er 1943 et skud ren arkade-adrenalin. Afvekslende, kønt og forrygende overgearet er det. 1943 Kai fortsætter de gode takter, men er usandsynligt svært og kun for den ægte hardcore-gamer.

Ghosts’n’Goblins-serien er også repræsenteret med tre spil - originalen, Ghouls’n’Ghosts og Super Ghouls’n’Ghosts. Her er dømt sprudlende opfindsomt platform-gameplay af utvetydig klassiker-karat. Heltemodige riddere og nødstedte skønjomfruer, spøgelser og zombier: De her spil har det hele og mere til. Men det er de flippede, små detaljer, der for alvor bringer den glade barndomstid tilbage - ikke mindst den onde troldmand, der skruppelløst forvandler vores uheldige helt til både ænder, frøer og krumbøjede oldinge.

Commando og opfølgeren Mercs er også med, og mere klassiske krigsspil skal man lede længe efter. Samtidig er det sjovt at sammenligne Commandos relativt dæmpede tone med Mercs’ orgiastiske overkill: Det japanske hysteri greb gradvist om sig dengang i firserne og halvfemserne. Til klassiker-lineuppet hører også det varierede og svært underholdende beat’em-up Final Fight og det farvestrålende, vandret scrollende skydespil Forgotten Worlds: Mere opfindsomt og elegant fås bang-bang ikke.

Klassiker-stemplet bør anvendes mere varsomt, når snakken falder på det lodret scrollende western-skydespil Gun.Smoke, den opfindsomme platform-favorit Bionic Commando og det ligeledes lodret scrollende sci fi-skydespil Exed Exes. Gun Smoke har ondt i opfindsomheden, Bionic Commandos styresystem fungerede betydeligt bedre på Commodore 64 og konsollerne, og Exed Exes’ friske ideer kan ikke helt dække over, at det er undervældende i tempo- og grafikafdelingen.

Her kunne listen med fordel have stoppet, for resten af Capcom Classic Collections’ 22 spil har højst historisk interesse. Det uinspirerede skydespil Vulgus, den besynderlige platform/skydespil-bastard Son Son og Pengo-kopien Pirate Ship Higemaru, var henholdsvis Capcoms første, andet og tredje spil nogensinde, og det må være grunden til, at de er kommet med her. Legendary Wings, Section Z og Trojan finder deres berettigelse i, at de integrerer gameplay-ideer, som Capcom ville genbruge i senere klassikere - men isoleret set er de altså en trist affære.

Tretten certificerede klassikere, tre mellemvarer og seks middelmådigheder. Er det nok? For mig var det, ikke mindst fordi Digital Eclipses konverteringer er fine og beriget med både remixede soundtracks, et væld af oplåselige bonus-features og endda helt nye spil-options. Der er kælet for klassikerne - som det sig hør og bør - så nostalgikere og nysgerrige kan roligt tage med på nostalgitrip til barndommens grill-snask.