Captain Toad: Treasure Tracker

Noget tyder på, at Nintendo for alvor har i sinde at malke det gamle Wii U-bibliotek af stærke førstepartstitler nu på Nintendo Switch, og det er let at se hvorfor. Den tidligere konsol var spækket med kvalitetsspil, der kun blev oplevet af en brøkdel af det publikum Switch-konsollen står til at samle, så hvorfor ikke genintroducere dem? Nogle af disse har været oplagt, såsom Mario Kart 8 Deluxe og Donkey Kong Country: Tropical Freeze, og andre venter vi stadig på, som Super Mario 3D Land og Pikmin 3.

Den noble lille Captain Toad, der fik sit eget spil i form af Captain Toad: Treasure Tracker tilbage i 2014 er en af de mindre kendte af Wii U-konsollens ellers nær ikoniske førstepartsudvalg, men det kræver ikke meget for at indse, at spillet passer perfekt på en håndholdt (eller hybrid om man vil) som Switch. Banerne er små, meget små, og er designet til små, hurtige spiloplevelser der giver et smil på læben, men kun i korte doser. Tilgængelighed, alsidighed er spillets identitet.

Og nu kommer den lille fyr til Switch, og også 3DS, og det sker i selskab med nyt, spændende indhold taget fra Super Mario Odyssey og dag lidt overfladisk co-op. Med andre ord er det "business as usual" for Nintendos Wii U/Switch-strategi, og det gør nu ikke så meget, for netop Toad fortjener det ekstra blikfang, den chance til.

Skulle du ikke have læst vores originale anmeldelse, og have prøvet Captain Toad tilbage i 2014, så bare rolig - selvom Nintendo bryster sig med at deres spil kan nydes af alle, så er det ikke altid helt tilfældet. Captain Toad: Treasure Tracker kan derimod, virkelig, nydes af enhver. Hver eneste bane består af et lille brudstykke af en verden, hvoraf du som spiller ser dette brudstykke fra en bestemt vinkel. Det er muligt at manipulere perspektivet af dette stykke landmasse ved at rotere kameraet, og derigennem afsløres der nye veje for Toad, og nye hemmeligheder at finde. Se hele banen som et slags puslespil, hvoraf selve rotationen sker samtidig med at du bevæger Toad, for at kunne guide ham det rigtige sted hen på det rigtige tidspunkt.

Hver eneste af disse baner byder på mønter af samle, tre gemte diamanter at finde, milde platforming-sektioner og hvad der nærmest er overdrevet af kalde "konflikter". Toad er tilforladeligt simpelt, om ikke andet det første lange stykke tid, og selvom han ofte støder på det traditionelle udvalg af Shy Guys, Koopa Troopaer og Bullet Bills, så er det at overkomme for det meste let som en leg. De fjender der florerer i hver bane skal snarere ses som brikker i et puslespil, og ved at gå de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter, så er de sjældent en direkte trussel. Det lyder banalt, og det er det på sin vis også, mest også fordi Toad ikke som sådan har nogle evner til at have en større indflydelse på banen, udover at kunne trække i håndtag og samle mønter.

Men som i alle Nintendos spil, så trives den menneskelige psyke under begrænsning, og netop det ikke at have et større udvalg af mekanikker gør at man slet og ret hygger sig mere med hver enkelt bane. Det er noget nær rekreationelt sammenlignet med nogle af de mere hårdkogte Nintendo-oplevelser vi ellers har fået serveret for nylig, et roligt afbræk hvor Toad lunter lunt afsted (Nissebanden-reference i juni måned? Ja!).

Derfor er det desuden værd at pointere, hvis du ikke har samlet op på det endnu, at Captain Toad: Treasure Tracker ikke har den samme mekaniske eller designmæssige dybde man ellers kunne forvente efter at have spillet Donkey Kong Country: Tropical Freeze eller Super Mario Odyssey. Det er heller ikke meningen, men simpliciteten kan i bestemte tilfælde simpelthen overkomme spilleren, og blive til frustration snarere end respekt for det mere strømlinede udtryk. Det sker ikke hele tiden, men en gang imellem at man med harme i blikket betragter Toad og tænker; "hvorfor kan du i grunden ikke mere?" Toad er nærmest tilskuer, snarere end aktør, og det kræver tilvænning, særligt for de voksne med nostalgiske hjerter, der søger det næste fix på den populære hybridkonsol.

Heldigvis medfører dette også noget mere positivt. Spillerens fokus skifter nemlig fra karakteren til omgivelserne, noget som ikke altid er tilfældet. Vi har vist alle prøvet at spurte igennem en smuk, håndtegnet bane i eksempelvis Rayman Legends, hvor vi er fuldt fokuserede på det vores egen karakter gør, for så efterfølgende at stoppe nær slutningen, og opdage at hele banen er suset forbi. I Captain Toad handler det udelukkende om omgivelserne, om både at manipulere dem, men også at lægge mærke til dem, beundre dem. Mens man drejer og vender på en pågældende bane, så lægger man mærke til præcis hvor detaljeret hver enkelt lille celle af sådan en egentlig er. Det er en fed oplevelse for at sige det mildt, og noget Nintendo godt kunne udforske yderligere.

Det hjælpes desuden på vej af det faktum, at Captain Toad: Treasure Tracker er ganske betagende at se på. Netop det at der ikke er tale om større baner, men mindre brudstykker, gør at Nintendo har kunne fokusere på at fange spilleren med smuk æstetik, flydende animation og dejlige farver. Om du så skal udforske et hjemsøgt hus, crashe et Goomba poolparty eller kører i minevogn, så er det en fryd at betragte hver af disse baner, om ikke andet på Switch. Dog lagde jeg mærke til, at spillet bliver en kende sløret i håndholdt tilstand, hvor Nintendo har set sig nødsaget til at skrue ned for detaljegraden for at kunne få spillet til at passe. Det er en skam, og det er tydeligt også.

I Switch-versionen kan du dog se frem til lidt nyt, lækkert indhold. Først og fremmest kan du finde en række nye baner baseret på New Donk City fra Super Mario Odyssey. De er ganske fine, og et gensyn med New Donk City er aldrig en dårlig ting. Det skal dog siges at Nintendo faktisk har gjort præcis det modsatte af hvad man forventer af en sådan genudgivelse, og fjernet indhold. Det indhold der var baseret på Super Mario 3D Land mangler nu, og selvom Nintendo ser det nye Odyssey-indhold som en rammende erstatning, men i princippet er produktet ikke helt komplet. Samtidig tilbyder spillet kooperativt spil, men dette skal ses mere som en forlængelse af det du finder i Super Mario Odyssey, så den anden spiller kan hjælpe med at skrue på håndtag, og uskadeliggøre fjender.

Det betyder dog heldigvis ikke at Captain Toad: Treasure Tracker ikke er en mindeværdig oplevelse, de små fejl til trods. Godt nok vil nogle nok føle at spillet mangler mere mekanisk input fra spilleren, og selvom de har tilføjet indhold, så har de også fjernet noget. Alligevel er Captain Toad farverigt, hyggeligt, smukt og afslappende at opleve, og jeg håber at Nintendo vil fortsætte ned ad denne vej, og give os en robust efterfølger i løbet af de næste par år.