Jeg kan godt forstå, at spilmarkedet er ved at skifte ham. Siden Nintendo introducerede både DS og Wii, er dæmningen til det forjættede land, det almindelige menneske, blevet brudt og vandet er strømmet ind. Nu kan alt fra hjemmegående husmødre til Sarah Palin-lignende hockey moms nyder en god omgang Brain Training eller hoppe på badevægten i Wii Fit efter ungerne er sendt i skole. Det er ikke alle af os typiske gamere, der har en lige god smag i munden over dette, men personligt har jeg det helt fint.
Der er intet galt med de såkaldte "casual" spil, der skal byde på hurtigere og mere tilgængelige spiloplevelser, og når det bliver lavet rigtigt, så kan jeg sagtens spendere masser af timer i spillene. Men desværre bliver denne genre oftest udnyttet på det groveste til at lave overfladiske, upolerede spil, der er omtrent ligeså spændende som Folketingets åbningstale. Hvad Carnival Games fra 2K Play helt præcist er, ved jeg ikke, men der gik ikke længe efter, at jeg havde smidt Minigolf i drevet på min Wii før jeg måtte løbe skrigende bort.
Selvfølgelig lugtede det allerede på forhånd langt væk af en WiiSports klon og dets golf, som efter min mening i forvejen er et af de svageste led i sportspakken. Og ganske rigtig er hele styringen direkte tyvstjålet fra Nintendos populære sportspakke, hvilket ikke ligefrem gør oplevelsen mere indlevende. I stedet for at skulle prøve at slå præcist med Wii-moten for at styre golfkuglen mod sit mål, skal man på forhånd indstille retning og så derefter holde A nede mens man opbygger farten. Problemet er bare, at denne styring er fuldstændig ødelagt, eftersom den nemmeste måde at opbygge fart på er konstant at svinge Wii-moten frem og tilbage. Hele fartmålingen er direkte uintuitiv og imod alt, hvad Wii står for, hvilket gør det umådeligt svært at opnå den ønskede hastighed.
Dette problem i sig selv er nok til at gøre Minigolf til en dårlig oplevelse, men naturligvis skal det trækkes endnu længere ned af en tematisk ramme, der hurtigt kommer til at give hovedpine. Som det fulde navn antyder, så foregår spillet i karneval lignende omgivelser, hvor man bliver modtaget og instrueret igennem spillet af den forbandede irriterende Barker, der med bowlerhat, skotskternet skjorte og stok er alt, hvad man elsker at hade. Dertil kommer hans uhyggeligt belastende stemme, der hurtigt kan få dig til at fortryde, at du valgte at gennemgå spillets tutorial.
Spillet byder på en række forskellige minigolf-baner, der naturligvis har deres helt eget, unikke tema, såsom et forhistorisk landskab eller en by fra det vilde vest, og hver af disse byder på tre forskellige baner med hver sin spiltype: almindelig minigolf, en trick-skuds bane og en udfordringsbane. Grundlæggende set er de alle ganske kedelige og spillets forsøg på et twist - gode og dårlige mønter, som man henholdsvis skal indsamle og undgå - bidrager ikke ligefrem til spilglæden. Det skulle netop være banerne, der gjorde minigolf til en sjovere og mere spændende oplevelse, men her fejles der også katastrofalt.
Endnu mere galt går det, hvis man vælger at spille imod vores kære ven Barker, som man skal prøve at besejre og fravriste nogle specielle mønter. Ikke nok med, at han kan skyde overraskende præcist fra tid til anden, så har jeg flere gange oplevet, at han konstant lavede samme fejl, eksempelvis ved at skyde golfkuglen ind i en sten og ned i et lavahul. Kort sagt, så er det ikke ligefrem menneskelignende intelligens vi har med at gøre. Ikke engang det, der ligner.
Lidt sjovere bliver det dog, når vennerne hopper med på Wii'en og er underlagt det samme styringsmæssige handicap som dig, men det gør aldrig oplevelsen specielt fornøjelig. Det har været en lang og hård kamp at holde Minigolf ud mere end et par minutter af gangen, og da det hverken er en fryd for øjnene eller ørene eller formår at tilbyde bare en smule bedre oplevelse end WiiSports, så falder alle salgsargumenter på jorden. Hold dig for guds skyld langt væk.