Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser CART Fury
Anmeldelser CART Fury

CART Fury

Kombinationen af popcorn, milk-shake og spillemaskiner er velkendte hos mange af os. Kælderen under Palads-biografen har f.eks. været et paradis for spillere, der havde hang til lidt mere end at trække i håndtaget på den enarmede.
Carsten Skov Teisen 5 august 2001

Kombinationen af popcorn, milk-shake og spillemaskiner er velkendt hos mange af os. Kælderen under Palads-biografen har f.eks. været et paradis for spillere, der havde hang til lidt mere end at trække i håndtaget på den enarmede i håbet om den helt store gevinst. Midway's CART Fury Championship Racing er i høj grad med til at kalde disse nostalgiske følelser frem igen.

Amerikanske billeder
Udgangspunktet for dette racerspil er en amerikansk løbs-type, som i virkelighedens verden er henlagt til gader og veje, forskellige steder i verden, dog fortrinsvis i USA. De deltagende vogne har en vis lighed med Formel 1-racere, men kørestilen, stemningen og omgivelserne er ganske anderledes.

Midway har købt licens til at benytte kørere, baner, hold og biler fra virkelighedens CART-løb. Det betyder, at man vil støde på Christian Fittipaldi, Jimmy Vasser og Michael Andretti på baner som Long Beach, Californien, Surfer's Paradise i Australien og Chicago Motor Speedway. Hertil kommer en række baner, som er designet specielt til CART Fury Championship Racing.

Kør råddent - for enhver pris
Gameplayet kendes som antydet fra arcade-maskiner. Sømmet i bund og fuld fart frem. Der er såmænd ikke engang mulighed for at køre den forkerte vej. Til gengæld kan man - SKAL man faktisk - genere modkørerne så snart man kan komme af sted med det. Det er usportsligt - så selv Hakkinen på en dårlig dag kommer til at virke autoritetstro - men det er utroligt medrivende.

Til at begynde med starter man sidst i feltet, dvs. på 25. pladsen, så man skulle tro, at det nærmest var umuligt at kæmpe sig op igennem feltet. Men man har næppe lagt an til at komme igennem det første sving, før man ser de første biler kollidere foran sig. En hastig undvigemanøvre, og man er avanceret de første 4 - 5 pladser. Når nu det er tilladt bl.a. at puffe til og køre ind foran modkørerne, så er den indre fartdjævel hurtigt vakt til live.

Lige på og hårdt
Banerne er relativt korte og ukomplicerede, så der er ingen grund til at foretage indgående studier af sving, bakker osv. Kernen i spillet er en herligt medrivende og aggressiv kørestil, godt hjulpet på vej af muligheden for at booste hastigheden i kortere perioder. Boost-funktionen bliver fyldt op for hver omgang, og holder man sig under den normerede omgangstid, får man endda mulighed for at super-booste, altså opnå endnu hurtigere acceleration. Skulle det ikke være nok, så er det en god idé bl.a. at holde øje med de dele af barrieren, der udgøres af tønder. Det er som regel vej-afsnit, der kan bruges til at skyde genvej. Sjovt nok er det kun spilleren, der kan udnytte disse genveje. Det er næsten for nemt, når man ikke får modkørerne i hælene!

Desværre er netop modkørernes kunstige intelligens ikke for god. Bilerne synes at køre i forud fastlagte baner, og man kan derfor lure, hvilke biler, der lægger sig hvor på banen, og så er det ingen sag at undgå at blive jordet. Valg af sværhedsgrad i spillet har heller ingen afgørende indflydelse på, hvor godt modkørerne kører. Det giver derimod øget hastighed, på bekostning af bl.a. vejgreb.

Spillet kan spilles i 5 forskellige modes: arcade, season, simulator, subgames og 1-0-1. Arcade mode er, hvad navnet siger: Uforpligtende ræs på én bane. Season mode binder løb på spillets i alt 18 baner sammen til en sæson, men ellers ingen nævneværdig forskel til det rå arcade-ræs.

Simulator mode tilføjer en del af den realisme, der kendes fra f.eks. GP3 til PC. Der er ikke længere mulighed for at booste. I stedet skal man holde øje med dæktryk, justere ophæng osv. Humlen er nemlig at opnå en kombination af bl.a. hastighed og vejgreb, der gør, at man undgår at køre ind i barrieren. Desuden bliver der ikke givet points i season mode. Først når man har vundet et løb, får man mulighed for at gå videre til det næste.

Subgames mode tilføjer en håndfuld minispil, der er fokuseret på specifikke mål med kørslen. Ikke nævneværdigt interessant. 1-0-1 læner sig en anelse op af Gran Turismo-stilen, men tilføjer heller ingen afgørende spiloplevelser.

Stemning som i spillehallen
Når nu spillet udfolder sig på en PlayStation 2, så bliver man ærligt talt en smule skuffet over grafikken. Spillet flyder hurtigt, uden nævneværdige knaster og hakker. Der er ikke voldsomt mange detaljer, hverken i bilerne eller banernes omgivelser. Man savner den fylde, farvemætning og detaljerigdom, som konsollen har vist sig i stand til at præstere i andre spil. Til gengæld oplever man, at der kører et par håndfulde biler på skærmen samtidig - hvis de da ses i bakspejlet som en krøllet bunke skrot.
Lydsiden er plaget af numre fra grupper som Outkast, H2SO4, Nullset og Disturbed. Måske er jeg for gammel - men jeg synes nu, at der mere er tale om distraherende bulder end om musik, der underbygger den heftige underholdning på skærmen. Musikken er dog lige ved at være at foretrække - frem for effekter, der langt fra er afstemt med begivenhederne. Når bilerne bliver kastet rundt ved en kollision, savner man f.eks. den skarpe lyd af splintrende glas eller af et karosseri, der sejler hen over asfalten og trækker spor af gnister efter sig. Der går simpelt hen for meget tegnefilm over den del af lydbilledet.

Når kritikpunkterne er rejst, skal det dog siges meget klart, at CART Fury Championship Racing er et rigtigt skægt racerspil. Saml et par venner og evt. en pose øl til at lede den rigtige stemning på gled - NB: Dette er IKKE en opfordring, der gælder i det virkelige liv! - og sæt så farten op! Snart vil den særlige hørm af spillehal indfinde sig - ikke mindst hvis man har 2 controllere. Nok ligger prisen på et PlayStation 2-spil i overkanten af, hvad der giver mulighed for impulskøb, men man slipper jo for hele tiden at smide mønter i ...

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Let tilgængelig, heftig og hæsblæsende racer-underholdning.
Minusser Grafikken udnytter langt fra konsollens potentiale. Modkørerne er ikke for kloge.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
4,5 spredning 2–7
Gamereactor Danmark 7
Gamereactor Sverige 2
Fuld profil 193 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Gratuitous Games
Udgiver Midway
Genre Racing
Platforme
PS2
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.