Hvorfor forsøge at lave et Castlevania i 3D igen?
Når det gælder Castlevania, så synes jeg at udviklerne har råd til at satse. Castlevania er uden tvivl en af de spilserier, der historisk har fungeret bedst i to dimensioner. Men for en gangs skyld har udviklerne for en gangs skyld indset dette, og har glade pumpet kvalitetstitler ud til de bærbare formater med jævne mellemrum. Eftersom behovet for gode Castlevania-spil er så godt opfyldt, så synes jeg godt at Konami kan få lov at eksperimentere lidt. Og så kan man selvfølgelig altid skrive efter et nyt overdådigt højopløseligt todimensionelt Castlevania til de stationære konsoller. Men det fører nok ikke andet end en hæs hals med sig. Desværre.
Hvordan har de så krydret den her gamle suppe?
For det første har de kigget flere moderne actionspil over skulderen. Især God of War. Så har de kastet lidt kendte stemmeskuespillere i. Slagsbroren fra Trainspotting og Jean-Luc Picard, for eksempel. Det er vesterlandske udviklere, der styrer tøjlerne, men vejledning og støtte fås fra Kojima Productions. Det står der i hvert fald på PR-materialet. Præcist hvad det indebærer er svært at sige, men jeg har endnu ikke set nogen billeder hvor Gabriel gemmer sig i en papkasse. En virkelig skøn ting er at vi undervejs i spillet kommer til at høre nogle dejlige gamle Castlevania-melodier, piftet op af et klassisk orkester. Castlevania: Lords of Shadow lader til at bestå af lige dele gammelt og nyt, og det bliver spændende at se om de kan finde den rette balance.
Er det androgyne mænd med pisk, som sædvanligt?
Nej, ikke rigtigt. Hverken ligbleg hud eller spinkle androgyne kroppe. Den nye helt Gabriel er ikke Gears of War-macho, men man fornemmer et par brede skuldre under tøjet. Og måske er det bare mig, men der er også antydningen af skægstubbe på hans kinder. Gabriel er en slags superrar ridder, der har svoret at beskytte alt uskyldigt liv fra overnaturlige kræfter. Har han brug for mere motivation end sin ridderlighed, for at gå rundt og være voldelig igennem et helt spil? Selvfølgelig gør han det, ellers er kliché-kvoten ikke opfyldt. Hans elskede er selvfølgelig også blevet myrdet af sådan en skabning. Måske har "subtilt" og "nyskabende" aldrig været nøgleord for udviklerne. Men da Mercury Steam pitchede spilkliché nummer ét, kunne man måske have forventet at Kojima kom med lidt VEJLEDNING eller STØTTE.
Hvordan slås man? Bliver bosserne fede?
Gabriel hopper rundt med et våben bestående af et reb med et kors bundet fast i enden. Denne næsten-pisk bruger han flittigt til at straffe alskens ondskab med. Der kommer combos og vilde angreb for alle pengene. Desuden er de klassiske sidevåben med. Det hellige vand, kniven og andre gamle travere. Der bliver brug for hele arsenalet, når stakkels Gabriel skal tage sig af titanerne, spillets bosser. Gigantiske bæster, som Gabriel må klatre rundt på, for at finde deres svage punkter. Det var præcis det jeg håbede på, efter at have gennemspillet Shadow of the Colossus første gang. At udviklere verden over skulle nuppe denne lysende ide. Mellem actionscenerne kommer Lords of Shadow til at fokusere på platformselementer og udforskning. Gabriel kan bruge sit våben for at nå svært fremkommelige steder.
Hvordan passer historien ind i Castlevania-puslespillet?
Det gør den ikke. Udviklerne er bange for at skræmme nye spillere væk, og har derfor bestemt sig for at starte forfra. Der kommer naturligvis til at være masser af referencer til de gamle spil, men Castlevania: Lords of Shadow kan ikke placeres på den sædvanlige tidslinje. Personligt har jeg gennemspillet og elsket en lang række Castlevania-spil uden efterfølgende at kunne huske hverken handling eller hovedpersoner. Historiefortællingen har aldrig været hovedpunktet i Castlevania-serien. Derfor håber jeg at fortællingen bliver tonet ned i Lords of Shadow. Intet skal stå i vejen for sorgløs piskning og udforskning.
Jeg har et koncentrationsproblem, kan du sammenfatte?
Ok så! Vestlige udviklere tilføjer en dimension til Castlevania. De prikker til spilkonceptet med inspiration fra nyere værker, for at tiltrække nye spillere. Så smider de en bunke gigantiske bosser ind. Med hjælp fra Kojima Productions håber de på at skabe noget helt nyt, samtidigt med at de respekterer rødderne. Før vi har spillet det endelige produkt, tør vi ikke rigtig sige om det bliver en dårlig God of War-kopi, eller en frisk ny retning for Castlevania-serien. Hvem ved? Jeg kommer i tanke om at jeg sad og storhadede på Metroid Prime inden det udkom. Så man kan jo tage fejl.