Castlevania: Lords of Shadow - Mirror of Fate

Det har i lang tid været tydeligt, at flere af de japanske spiludviklere har haft svært ved at finde fodfæste i den nuværende konsolgeneration. Hos få har det stået mere tydeligt end hos Konami, den førhen så sprudlende udgiver der havde massevis af successer i alskens forskellige genrer, men i dag udelukkende synes at satse kræfterne på Metal Gear.

Castlevania-serien har været et af ofrene for denne udvikling. Historien om Belmont-familiens evindelige kamp mod mørkets fyrste Dracula, har igennem flere konsolgenerationer fungeret som den eneste samling af eventyr, der kunne give Nintendos Metroid-serie kamp til stregen, når det gjaldt blandingen af udforskning, platformsaction og klippesolidt spildesign.

Den slags var dog af den ene eller anden grund ikke godt nok for den japanske udvikler. Koji Igarashi, der i længere tid havde formet serien og stået for nogle afsindigt lækre Game Boy Advance og Nintendo DS-kapitler, blev til stor overraskelse for de fleste af seriens fans prompte udskiftet, da der skulle ske noget nyt med serien. Som flere andre japanske udviklere søgte Konami i stedet hjælp i Vesten, i dette tilfælde hos den spanske udvikler Mercury Steam, hvilket resulterede i det udmærkede Castlevania: Lords of Shadow til de stationære konsoller, og nu det nye 3DS-eventyr Mirror of Fate.

Og hvorfor så denne lange baggrundsfortælling? Fordi det på det nærmeste er umuligt at vikle sin hjerne omkring hvad det er det nye eventyr forsøger, uden også at kende baggrunden. Man skal nemlig ikke bruge meget mere end et par timer på det det håndholdte eventyr, før man begynder at fornemme en identitetskrise og et eventyr, der ikke ved hvor det skal fokuserer kræfterne.

Frem for blot at tage udgangspunkt i ét medlem af Belmont-klanen bydes der her på fire forskellige perspektiver. Jeg vil ikke afsløre hvilke her, da det specielt en af dem udgør en af spillets mest positive overraskelser, men blot afsløre at enhver der giver sig i kast med fortællingen, godt kan forbedre sig på at skulle følge godt med. Der springes rundt i tid og sted, og det forventes at man selv er villig til at kombinere de forskellige historier for at forstå den samlede fortælling. Til gengæld leveres det meste af historien i mellemsekvenser der gør brug af en lækker grafikstil, som jeg gerne ville have set flyde over i selve spillet.

Det er dog vampyrjagten og gennemtæskningen af alle den mørke fyrstes nærmeste venner, der heldigvis udgør størstedelen af spilletiden. Fra starten er man udstyret med den ikoniske pisk og ikke særlig meget andet. Som man kender det fra serien, gemmer omgivelserne dog på adskillige opgraderinger til de eventyrlystne, og man lærer derfor naturligvis at kaste med økser, helligt vand, bruge magi, svinge sig fra afsats til afsats og meget mere. Pacingen er dog ikke som man kender den fra serien.

I modsætning til både Metroid-serien og tidligere Castlevania-eventyr formår Mirror of Fate ikke konstant at lokke dig med potentielt nye evner eller hemmeligheder rundt om hvert hjørne. Der er alt for langt mellem opgraderingerne, og i stedet ender man derfor med noget, der i højere grad minder om et ordinært actioneventyr, hvilket er ærgerligt. Grunden viser sig ganske vist senere at være de fire forskellige figurer, med hver deres forskellige evner, men det afhjælper stadig ikke problemet.

Forandringerne stikker dog dybere. Kamp er således i højere grad inspireret af tidens hæsblæsende actionspil, hvilket betyder at du godt kan se frem til at skulle mestre et modangrebs-system, undvigende rullefald, kombinationsagreb og endda quick time-sekvenser for at kunne klare dig. En smule problematisk bliver det dog ved at spillet altid synes at være i tvivl om distancen hvorfra modstanderne kan ramme dig, samt at billedhastigheden ofte er så hakkende, at korrekt timing kan være vanskelig.

Mystisk er det at udvikleren synes at anerkende problemet med kampsystemet ved at give uendelige forsøg, når det gælder kamp med spillets største fjender. Skulle du fejle, kan du se frem til at genstarte kampen midtvejs, mens fejl i quick time-sekvenser fra tid til anden koster lidt livsenergi, og de andre gange ganske uforklarligt genstartes med det samme. Havde alle systemerne virket efter intentionen, havde der ikke været brug for den slags billige håndsrækninger.

På det visuelle plan er det din villighed til at gøre brug af konsollens unikke 3D-kapacitet, der kommer til at afgøre hvorvidt du synes Mirror of Fate er flot eller uskarpt og kedeligt at se på. Udvikleren har brugt 3d-effekterne til at skabe dybde i billedet og sørge for at forskellige lag af baggrund og forgrund glidende smelter sammen. Det ser godt ud, og betyder at man har lettere ved at se bort fra de manglende detaljer og skarpe kanter. Uden 3D er oplevelsen dog en anden, hvilket kun bliver tydeligere ved at eventyret på alle tidspunkter har svært ved at tvinge en bare nogenlunde billedhastighed ud af værtskonsollen.

Det er ærgerligt at Mercury Steam ikke i højere grad har ladet sig inspirere af seriens ældre kapitler, for selvom jeg har stor respekt for en udvikler der ønsker at gå egne veje, mærkes det flere gange som om det nyeste kapitel i Castlevania-serien er blevet skruet sammen af en retningsforvirret udvikler. God of War-inspirationen er simpelthen ikke integreret godt nok med seriens klassiske mekanikker.

Mirror of Fate er hverken uspilleligt eller spild af penge, men det er et spil af den slags, der decideret indikerer at seriens udvikling er gået den forkerte vej. Med seriens solide fundament, Mercury Steams unægtelige talent og en unik fortælling, er det derfor ærgerligt er her kun er tale om et acceptabelt actioneventyr, frem for et fremragende et af slagsen.