Efter succesen med sidste års James Bond-spil har EA vendt blikket mod engelske Argonaut, der tidligere har stået for et Harry Potter-spil, I-Ninja og det noget pinlige Bionicle. I et friskt samarbejde, der også inkluderer filmselskabet Warner Brothers, har giganten i denne omgang kastet sig over Catwoman, der som bekendt indtager alverdens biografsale denne sommer, med den underskønne Halle Berry i hovedrollen som kattekvinden Patience Philips.
Gamereactor modtog kort efter E3-messens afslutning den allerførste kode på spillet, og selvom der stadig skal bruges et par kærlige hænder hist og her, så er det ikke svært at se mainstreampotentialet i Catwoman. Ikke mindst hvis man er mand. For Argonuat må utvivlsomt have brugt størstedelen af kræfterne på at give Halle liv i de digitale kredsløb. Med en yderst veldrejet krop og en realistisk vuggen fra den mere end pæne numse, indtager frøken Berry computerspillenes verden, og selv kattekvindens skaber, Bob Keane, må være tilfreds. Spillet oser nemlig af sex.
Det kan dog ikke siges om alle aspekter af spillet, for selvom Catwoman allerede efter et par minutters spil føles bedre og langt mere helstøbt end de mange Batman-spil, som redaktionen de seneste år har stået model til, så skorter det både på fornyelse og en velfungerende styring. Det er ikke mere end en måned siden at vi anmeldte Sonys Rise to Honor, og allerede nu sidder vi igen med et spil, hvor slag, spark og andre finurlige bevægelser kontrolleres udelukkende ved hjælp af de to analoge styrepinde. Og for en del af redaktionens folk, så holder det bare ikke. I hvert fald kræver det umådeligt megen tilvænning.
Heldigvis er det lykkedes Argonaut at smide et par nye sager ned i kattebakken. Som Catwoman har Patience nemlig mulighed for at se i mørke, sniffe sig frem til fjender og endda finde og følge fodspor. Dette giver spillet et islæt af stealth, og selvom vi har på fornemmelsen at Catwoman langt hen af vejen kommer til at handle om at lægge adskillige fjender ned, så er det rart med et afbræk. Dette følges op af en historie, der efter sigende skulle følge filmens og som derfor også indeholder en god portion velkendte skurke som Armando, Hedare og Wesley.
Om det er nok til at sikre EA samme succes som de havde med James Bond er svært at sige. Catwoman er nemlig mest interessant specielt på grund af en samling polygoner, ikke så meget som et spil. Dertil er gameplayet indtil videre en smule ordinært og ensformigt. Men lad os nu se hvad Argonaut kan gøre med et par måneders yderligere udvikling.