Catwoman

Filmbaserede spil har som genre en blakket fortid, men det afholder ikke spillere - mest mainstreampublikummet - fra at hive plovmanden op af lommen for at få gameplaymæssigt tvivlsomme titler som EA’s LotR eller Ataris Matrix med hjem. Godt nok har Star Wars-universet kastet nogle solide titler af sig, men stadig er gode filmspil undtagelsen til reglen.

Catwoman, som med en sexet Halle Berry i hovedrollen snart ruller over lærredet i de danske biografer, er også blevet spilmatiseret af giganten EA. Nogle spillere og kritikere mener, at kvaliteten af filmlicenserede spil generelt er blevet bedre i løbet af de seneste år, og det kan der være noget om. Men Catwoman skal nok sørge for, at film/spil-forholdet blive bombet tilbage til stenalderen, for EA’s filmpendant er så mangelfuldt, at selv ikke en flot animeret og drønsexet tøs i læderkostume kan stille meget op.

Patience Phillips er ansat i firmaet, Hedare, der fremstiller skønhedsprodukter. En dag opdager hun, at firmaet ikke har helt rent mel i posen. Hun flygter, bliver indhentet og myrdet - men skæbnen har andre planer med Patience. Hun vågner op fra de døde som Catwoman fuldt udstyret med kattens adræthed og sanser, og så kan hun dele øretæver ud. Hun iklæder sig et par sorte, sexede læderbukser med tilhørende top og sætter sig for at opklare sit eget mord.

Spillet er gameplaymæssigt en blanding af Prince of Persias akrobatik og Rise to Honors styring, og spillet er scriptet ned i mindste detalje. Den ultrasmidige tøs kan svinge sig af sted i lygtepæle, flagstænger, klatre op ad mure og gitre og gribe fat i forankringer med sin pisk. Et level indeholder altid en meget direkte rute for at komme fra A til B, og der er reelt intet at udforske på banerne. Det kan lyde simpelt og kedeligt, men simpelt er det nu ikke. Jo, det er oftest nemt nok at regne ruten ud, men kameraet og styringen har rottet sig sammen om at gøre selv den mest enkle manøvre til et frustrerende helvede.

Styringen har EA bøffet fra Sony Americas Rise to Honor, og spørger du mig, så var det ikke lige den titel, jeg ville stjæle fra. De analoge pinde og skuldertasterne er de eneste, der bruges, og det har gjort styringen indviklet og alt andet end intuitiv. Og når den tilmed følges til dørs af et håbløst flakkende kamera - som ikke engang kan manipuleres - så bliver det umiddelbart lette meget svært og frustrerende. Forbered dig på at skulle lave den samme manøvre uendelig mange gange, for hopper du ikke på den helt rigtige måde, fra det helt rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt, så falder du fem niveauer ned og kan starte forfra. Til sidst begynder man at tvivle på, om det overhovedet kan lade sig gøre, og det er ikke den type udfordring, et mainstreamspil som Catwoman bør indeholde.

Når nu akrobatikdelen er realiseret med hovedet under armen, må holdet bag have brugt kræfterne et andet sted. Man vil hurtig finde ud af, at det ikke er på kampsystemet. Når du står oprejst kan du via den højre analoge pind give fjenden et drag over nakken. Er du nede på alle fire, kan Catwoman udføre en række eksotiske spark, men når det hele sker alene vha. den analoge pind, så kan man hurtigt sjusse sig frem til, hvor simpelt og overfladisk kampsystemet er. Det er så spinkelt og skrabet, at man har set det hele efter 5-10 min., og da fjenderne er en samling snotdumme kludedukker, er der ingen udfordring. Der er opgraderinger i form af nye moves, men udover positur-bevægelsen, som er sjov de første par gange, er der ikke meget at hente her.

Der kan dog siges én positiv ting om Catwoman, og det er... Catwoman. Hun er flot tegnet, smukt animeret - hun vrikker udfordrende med bagdelen og ser utrolig sexet ud - men det er også det. Baggrunde og fjender har teamet ikke givet helt samme opmærksom og sammen med den grufulde kameraføring, lader grafikken meget tilbage at ønske.

Udover den meget sexede og flot animerede hovedrolleindehaver er udvikleren styrtet direkte ned i samtlige af spilmediets faldgruber. Hverken styring, kameraføring, spilstruktur, gameplay eller noget som helst andet er bare i nærheden af fungere tilfredsstillende og i betragtning af, at man endda har sigtet efter mainstreampublikummet fra første skitsetegning, så er det intet mindre end ubegribeligt. Jeg må konstatere, at det ikke er uden grund, at filmbaserede spil har et dårligt ry. Catwoman er et mønstereksempel på det, der kendetegner filmlicenstitler - stil over substans.