Cel Damage

Cel Damage er en af de titler, der skal være med til at understrege diversifikationen på XBox. Det er i hvert fald af udseende et rigtigt familiespil - men skindet bedrager. Udgangspunktet er, at du skal kaste dig ud i konkurrence mod en række tegneseriefigurer i en tegneserieverden - igennem den såkaldte Cel-Shaded teknik, som blev verdenskendt i Jet Set Radio. Formålet er at lammetæve de andre så meget som overhovedet muligt, og være den der i sidste ende har flest point. Hver figur har deres individuelle karaktertræk, og alle har de en årsag til at deltage i dette ødelæggelsesorgie. Figurerne er faktisk ganske underholdende, og spænder over en ikke husren djævel til en Elvis imiterende håndværker.

Har du lyst til at stille træskoene?
Der er tre forskellige måder at angribe spillet på; Smack Attack, Gate Relay og Flag Rally. Som udgangspunkt er det kun førstnævnte, der er til rådighed. Mens de to sidste bliver åbnet, ved at du spiller. Der er ikke den store forskel de forskellige muligheder imellem - i bund og grund gælder det om at slå opponenterne ihjel. Dette skal helst ske, uden du selv kradser af for mange gange. Forskellen ligger i, om du skal bevæge dig mellem to check-points (Gate Relay), eller skal samle bannere (Flag Rally). Der er fire forskellige verdener, hvor du kan få opfyldt dit dødsønske. Disse er : junglen, rummet, ørkenen og Transsylvanien.

Alle områder foregår i den fri natur, men de er dog afgrænset, så de nærmest fremstår som arenaer. Arealet er faktisk temmeligt begrænset, så det er svært at køre strategisk. Rundt omkring ligger der kasser med våben, som alle har et stærkt tegneserieagtigt præg. Du kan få boksehandsker, mobile sorte huller, kødøkser og andet guf. Desværre er der stor forskel de forskellige våben imellem, eksempelvis kan kødøksen kløve dine modstandere i to med et slag, hvilket gør den til en meget attraktiv erhvervelse. Dertil er du begrænset til kun at have et våben af gangen, hvorfor spillet hurtigt bliver et run mod kassen med det bedste våben. Dette gør også, at spillet bliver begrænset til to knapper; højre trigger som bevæger dig fremad, og fire knappen som du vil hamre på konstant.

Frustrerende ud over alle grænser!
Lad mig understrege at Cel Damage virkelig er et meget frustrerende spil. Ud over at du bevæger dig på et lille område, og at strategi er en umulig ting, så foregår det hele i et uhyre hektisk tempo. I bund og grund gælder det faktisk kun om at finde et våben, speederen i bund, og så skyde til den store guldmedalje. Med lidt held rammer du modstanderne flere gange end de rammer dig, og med endnu mere held er det dig, der ender på toppen af skamlen. Dette er faktisk spillets største svaghed, uanset hvor mange timer du spiller, så er gameplayet så begrænset, at det er held der er den afgørende faktor. Dette er uhyre frustrerende, og du vil utvivlsomt have lyst til at smide hele molevitten ud af vinduet.

Der er i alt 36 baner, fordelt på de tre forskellige spillemodes. Ved slutningen af disse er der endvidere en bossfigur, som gerne stiller op til en gang lammetæv (af dig naturligvis). Ved at ordne disse, åbner du muligheden for selv at styre dem. For at nå til enden af spillet kræver det dog mere end blot held. Konstant har du seks andre forstyrrede individer på banen, og det er nærmest umuligt at vinde. Du kan dog hjælpe dine odds ved at lokke tre andre til at spille med via splitscreen. Det er stadig svært, men det hjælper - så længe i altså glemmer stoltheden, og holder sammen mod computeren.

Det ser ellers så pænt ud
Egentlig er det lidt ærgerligt, at gameplayet er så utaknemmeligt, for grafisk er der da tale om et meget tiltalende spil. Cel Damage benytter som sagt tidligere Cel Shading, som jo er meget oppe i tiden. Den tegnefilmsagtige grafik er som skabt til Cel Shading, og umiddelbart synes jeg, at det er den titel, der bruger effekten bedst. Grafikken ser virkelig håndtegnet ud, og alle figurernes små bevægelser, og animeringer foregår flot og flydende. Det er nu meget sjovt at se de forskellige gestikulationer, og køretøjer der brutalt rives i småstykker. Dertil bevæger grafikken sig med 60 frames i sekundet, og jo, det går som sagt virkeligt hurtigt.

Lyden er et lidt andet kapitel. De forskellige figurer har selvfølgelig hvert deres eget lille udvalg af spydige bemærkninger. Sjovt nok når de ikke at irritere (hvilket nok skyldes, at man krummer tæer over gameplayet). Musikken består af nogle muntre små melodier, som umærkeligt danner baggrunden. Effekterne på den anden side er markante og generelt velvalgte. Egentlig er det synd, at der ikke er kommet mere ud af Cel Damage. Baggrunden synes at være lagt til en ordentlig gang meningsløs vold i en munter tegneserieverden. Desværre er spillet dybt frustrerende og utaknemmeligt - det nærmest tigger om at blive destrueret! Generelt set kan det altså ikke anbefales som investering, når det engang rammer vores lokale spilhandler.