Der findes to typer fodboldmanagement spil i øjeblikket. Den ene repræsenteret ved blandt andet Electronic Art´s, (dem med fifa99..) som laver spillet ret nemt at gå til, med flotte 3D kampe man kan sidde og kigge på. Og så findes der Championship Manager serien, som onde tunger vil sige minder mere om et avanceret regneark.
Nu er der så kommet en ny version i denne serie, nemlig Championship Manager 3, herefter kaldet CM3. Idéen med CM3 har helt tydeligt været: mere af det samme - bare større! Og Hold da op, hvor CM3 det er stort. Der er 15 ligaer med i spillet, inkl. superligaen. Der er korrekte navne på over 25000 spillere, og du kan blive landstræner for næsten samtlige landshold i verden.
Detaljegraden i spillet skal næsten ses for at kunne forstås. Hver spiller har op mod 40 forskellige karaktertræk, rangerende fra de sædvanlige, som hastighed og skudstyrke, til mere eksotiske ting, som hvor gode de er til at finde sig til rette i et nyt land, hvilke sprog de taler osv. Selvom sådanne karaktertræk er meget subjektive, så er de fleste spilleres karaktertræk ret godt gengivet i forhold til hvordan de er i virkeligheden.
Alle disse karaktertræk spiller selvfølgelig ind når man skal beslutte, hvordan man vil sætte sit hold. Og i modsætning til tidligere CM spil, findes der ikke længere en decideret dræbertaktik - det er nu mere op til at sætte den rigtige taktik ud fra de spillere du har - eksempelvis er en 3-4-3 god for Man utd - mens en 4-4-2 fungere bedre i Arsenal.
Selvom det er fedt med denne utrolige dybde i spillet, er det måske også spillets største problem! Det tager nemlig forholdsvis lang tid at sætte sig ind i spillets mange funktioner, fra træning og til de enkelte taktikkers spidsfindigheder. Og der er mange fodboldfans, som vil synes det tager for lang tid at pille ved alle de ting der skal til for at holde et hold på toppen! Detaljegraden betyder også at der stilles store krav til din computer - på en p133 med 32 mb ram kører det lige, med laveste antal spillere ind. Acceptabelt, mens der kræves 128 mb ram og en langt bedre processor for at kunne æde alle 15 ligaer.
Rent grafik har CM3 næsten intet at byde på - der er en stor bunke baggrundsbilleder som skifter tit, og så har man forsøgt sig med en lydbaggrund til kampene - som egentlig lyder meget godt, men som sætter farten på spillet yderligere ned.
Folkene bag CM3 har tradition for at være ret aktive i fanmiljøet omkring cm3, og www.cm3.com har masser af nyheder og taktikforslag og andre tips og tricks. På de danske kan jeg anbefale cm3.solgames.dk, som har nyhederne på danske næsten lige så hurtigt som cm3.com. Seneste patch til spillet kan også hentes begge steder - version 3.03 retter nogle småfejl, og opdaterer hele spillerdatabasen, så alle de seneste transfers er med.
Alt i alt er CM3 det tætteste man umiddelbart kan komme på en fodboldtræner-simulator - et spil, der på trods af sit langt fra kønne udseende, har utrolig mange fans rund om i verden - og ovennævnte anmelder er en af dem! Derfor, er du til fodbold af den lidt langsomme, og detaljerede slags, så skynd dig i butikkerne - de har vidst stadig nogle få eksemplarer tilbage!
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10