
Championship Manager serien så dagens lys tilbage i 1992. Reelt set er det blot et avanceret regneark programmeret af de fodboldgale Collier brødre, men alligevel for fans af sporten som fluepapir er for fluer. Langsomt har serien udviklet sig i en behersket evolution, hvor omfanget og gameplayet er blevet optimeret. Det minutiøse mesterværk fik i starten af året påklistret et firtal, hvor et dristigt kvantespring blev foretaget. Den karakteristiske tekstmotor, der spydigt spyttede et væld af informative meddelelser ud fik nemlig en grafisk søster. Pludseligt blev herlighederne transformeret om til en 2 dimensionel fodboldbane, hvor de personlige yndlinge foldede sig ud som brikkerne på en strategitavle. Nu er Eidos så tilbage med en opdatering, der - ud over alverdens spillerhandler - også har lidt ekstra godt med i sækken.
Selv om man skal starte sæsonen fra scratch, så er mandskaberne alligevel fuldt opdaterede allerede fra første fløjt. Hele russiske Roman Abramovichs stjernesamling af sublime boldtalenter er eksempelvis hentet til Chelseas eksplosive mandskab. 40 ligaer med over 200.000 spillere er atter blevet udsat for imponerende research, hvor seriens enorme fanskare har frosset, jublet og noteret på stadion verden over. Selv om man efterhånden har været vidne til det mange gange, så er opofrelsen for detaljen ovenud imponerende. Vældet af karakterer er vidunderligt formet om hver enkelt individ, og skaber illusionen af de digitale boldkunstnere. Læssevis af timer spenderes mens man surfer spillermarkerne tynde, imens man opmærksomt håndplukker talenter til shortlisten. Et fremragende træk her er, at man nu kan tidsbestemme, hvor længe de enkelte spillere skal være på listen.
Det mest lækre træk er foretaget omkring træningen af spillerne. Nu er alle de essentielle oplysninger samlet på et skærmbillede. Her kan man i en overskuelig graf følge effekterne af at ændre træningssammensætningen. Cirklen er gjort komplet ved, at man nu også kan se effekterne illustreret med pile ved hver eneste karakter på spillerne. Den lækre indbydende brugerflade giver langt mere dybde til træningen, hvor man dykker ned i en hidtil uset detaljegrad. Væk er frustrationerne fra et rimeligt uoverskueligt system, i stedet får trænerne en langt højere stjerne i klubben. Dette udbygges af udvidet funktionalitet, hvor trænerne kan udtale sig om sig om hver enkelt spillers evner på en given plads. Hvor god er éns defensive midtbane eksempelvis på pladsen som offensiv midtbanemand? Selv om det måske lyder som en simpel tilføjelse, så giver det langt mere dybde og tilføjer et spektre af muligheder. Sammen med den intuitive træningssession har det aldrig været sjovere, at være træner for et lille snævert hold. Endelig kan man give hver enkelt spiller, den kærlighed han fortjener.
Kampsystemet er naturligvis også blevet tilrettet, hvor de mange patches balancegang er blevet implementeret. Kampene føles mere levende, og ruller forbi på lækkert realistisk vis. Vel er der stadig små AI-mæssige problemer, hvor afslutninger og løbemønstre virker sære. Men efter at have set FCKs kamp mod Mallorca, så må man erkende, at virkeligheden heller ikke altid er helt rationel. En ny detalje er muligheden for at se de enkelte mål i langsom gengivelse. Noget man vil benytte sig af det første stykke tid - men efterfølgende sikkert vil slå fra. Derudover så er der kommet små grafiske detaljer, såsom flag ved offsidekendelser og kort ved ureglementerede svinestreger. Faktisk fungerer kampene nu så godt, at en tilbagevending til tekstsy-stemet føles lidt fladt. Et genialt træk fra fodboldmestrene, der derved distancerer sig fra EA Sports kopiering i deres Total Club Manager.
Et problem ved sidste titel var opbremsningen på transfermarkedet. Selv om det ganske vist var realistisk, så er spillerhandler stadigvæk noget af det der gør spillet sjovt. Heldigvis har den seneste tids opblusning også fundet vej til denne opdatering, og markedet er langt mere levende. Den økonomiske krise er dog stadig glimrende illustreret ved, at handlerne som oftest foregår gennem afdragsordninger og byttehandler. Det er tydeligt, at erfaringerne fra det sidste kvanteskridt er hevet ind under huden, og har bidraget til en gennemført oplevelse. Heldigvis trakteres vi ikke med det hav af fejl, som fulgte i kølvandet på CM4. Der er dog enkelte kalibreringsproblemer, som dog allerede er finjusteret gennem en opdatering, der kan hentes ned fra Eidos’ dedikerede hjemmeside. Selv om der ikke er tale om en revolution, så er det rart at se udviklere, der lytter til sine fans. En række finjusteringer sørger for, at gøre en allerede sublim oplevelse endnu mere fængende. Man må virkeligt håbe, at serien får lov at leve videre i én eller anden afskygning efter bruddet mellem Sports Interactive og Eidos.