Forestil dig, du har boet på en øde ø hele dit liv. Forestil dig, du ikke ved hvem Michael Laudrup er - eller i det hele taget hvad fodbold er. Du har kun den fjerne anelse, at de drejer sig om at sparke bolden ned i den der firkantede kasse med net i. Og at du har 11 mand til det, og at de (næsten) ikke må røre bolden med hænderne. Forestil dig så, at du blev sat til at anmelde det sublime championship manager 00/01!!!
Sådan nogenlunde havde jeg det, da jeg blev sat til at spille rugby Super League Championship Rugby Manager. Lad mig starte med at slå fast, at dette spil vil være 100% ligegyldig for alle i Danmark - måske undtagen de få hundrede engelske landflygtige, som bruger deres weekender på John Bull på Løngangstræde, hvor de ser rugby og drikker litervis af Guiness. Og så selvfølgelig de 2500 danskere der spiller spillet.
Nå, men der findes ikke problemer, kun udfordringer - så jeg styrede min browser til www.rugby.dk og fandt ud af, at en Scrumhalf ikke er en skade men en af de 7 backs (Å8 kædespillere =15 - så ved du da det!) et rugbyhold består af.
Irriterende design
Siden jeg, som indrømmet, næsten intet ved om sporten rugby, så vil jeg alligevel forsøge at guide jer igennem spillets facetter. Lad mig starte med at slå fast, at selvom titlen leder køberens tanker hen mod Champman serien, så er CRM ikke den slags manager. Det minder i stil meget mere om Ea Sports' spil - altså med lækker grafik, der i nogen grad overskygger simulationsdelen. Og det er jo for så vidt fint nok, men man har altså også glemt de gode sider ved CM. Nemlig den måde man ved at klikke på en spillers navn kan få detaljerne at vide - den går nemlig ikke i CRM. Men det er også en af de få knirkende ting ved interfacet, som ellers funker rimeligt godt.
Den måde, man skifter frem og tilbage mellem skærmene er ikke decideret ubrugelig, men det lader en del tilbage at ønske - jeg undrede mig flere gange over, at jeg pludselig befandt mig på et helt andet skærmbillede end jeg havde ventet. Og så fandt jeg en mærkelig ting: når man trykker på Quit-knappen (som man kommer til det i frustration over at ikke kunne finde tilbage til hovedskærmen, så quitter spillet bare. Ingen advarsler - ingenting..NADA! Man er bare ude i Windows).
Kampene
Selvom jeg intet aner om sporten, så ved jeg nok om managerspil til at fastslå, at kampsekvensen er det, som et spil står eller falder med. Og her falder GRM fuldstændigt sammen. Man ser banen ovenfra, og så beskriver en tekst om en spiller har tacklet eller ej - og så er der en mærkelig kommentater som fuldstændigt fladt siger: "Good tackle by.......the center".."Good tacke by.......the fullback". Og dét er i hvert fald til at blive sindssyg af!
Nu siger jeg ikke, at rene tekstbeskeder er dårlige, de fungerer fint i CM, hvor de er bakket op af en masse rimeligt let overskuelige statistikker. De er der bare ikke i CRM!
Grafik og lyd
Grafikken på menuerne leder tankerne hen mod EA Sports managerspil - smart designet, flotte og farverige ikoner, og rimeligt letlæselige oversigter. Men som allerede nævnt, er kampene under al kritik. Både lydmæssigt og grafikmæssigt er introen er dog rimelig sej! Det er bare ikke nok.
Konklusion
Det er mit bud, at du skal være ualmindeligt besat af rugby for at nyde dette spil. I manager-genren er der masser af konkurrence, og her er CM 'Undisputed heavyweight Champion of the woooorld' og CRM en 'wannabee', der lige er signet af Stald Vester (for nu at blive i den lidt unødvendige boksekliche).
Forestil dig nu igen at du har været på en øde ø og kommer tilbage og intet ved om rugby....har du det ikke godt?
Yderligere karakterer
- Grafik
- 1 / 10
- Lyd
- 3 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 3 / 10