Da et af Capcom’s Resident Evil projekter for år tilbage drejede over i en mere gotisk stil under udviklings processen, indså Capcom, at de havde grundpillerne til et helt nyt spil. Om de allerede dengang forventede sig meget af spillet og så en toer i horisonten, er ikke godt at vide. De har dog næppe været klar over, at denne drejning skulle danne grundlag for ikke bare en ny serie, men en ny og mere John Woo inspireret tilgang til actiongenren fra Capcom’s side. Vi snakker naturligvis om Devil May Cry.
Det seneste skud på stammen hedder Chaos Legion, og spillet virker som et lysende eksempel på, at Capcom nu anser smarte kameravinkler, evig action, store våben og den prangende visuelle stil, som den direkte vej til succes. Hovedpersonen, Sieg Wahrheit (Sejr Sandhed?!), har et meget belastet forhold til sin tidligere kammesjuk, Victor Delacroix. I en CG introsekvens bliver man gjort bekendt med årsagen til deres indbyrdes hadefulde forhold, og når mænds had til hinanden når bristepunktet, er der som regel en kvinde indblandet - og det er der også i Chaos Legion.
Det andet ord i spillets titel, Legion, er den samlede betegnelse for den større eller mindre legion af allierede, som Sieg Wahrheit kan hidkalde, når antallet af fjender tager sin himmelflugt. Sieg er noget af en hårdfør fætter, men antallet af fjender er konsekvent så højt, at det på sin plads, at han får lidt hjælp oppefra. En legion kan bestå af en eller flere allierede, og mens en lille hær hugger løs på fjenderne med deres overdimensionerede sværd, giver andre sig til at sende pile af sted mod the bad guys.
Selv om man ikke umiddelbart skulle tro, det var muligt, så er der endnu mere action og endnu færre puzzles i Capcom’s seneste actionbrag. Ja, faktisk stødte vi ikke på én eneste puzzle i denne preview version. Vi havde nu gerne set, at førstesalen også fik lidt at pusle med, men som det ser ud nu og her, er det tommelfingeren der gør al arbejdet. Den visuelle stil i Chaos Legion er meget lig sin åbenlyse inspirationskilde, Devil May Cry. Sieg Wahrheit ligner Dante - bare med rødt hår og uden pistoler. Baggrundene består af gotiske, middelalderlige bygningsværker, som på dette stadie i udviklingsprocessen ser temmelig ensartede og en smule udetaljerede ud. Det står dog anderledes til med karakter- og fjendedesign, som ser ganske sprøde ud.
Ud fra det vi har set ind til videre, kan Capcom meget vel ligge og ruge på et guldæg. Det er helt åbenlyst henvendt til action entusiasterne, mens folk med hang til gåder og generel gameplay variation, sandsynligvis bør søge andre græsgange. Vi vender tilbage, når vi får smidt nye informationer i nakken omkring dette adrenalinpumpende projekt.