Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Chessmaster 9000

Chessmaster 9000

Normalt er jeg meget konservativ med hensyn til, hvordan skak skal spilles - men det ændrede Chessmaster 9000.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Normalt er jeg meget konservativ med hensyn til, hvordan skak skal spilles. For mig - der er så langt fra at være stormester, som man næsten kan komme - er det først og fremmest noget med ro og koncentration. Desuden skal der være en kande kaffe, eventuelt suppleret med en god whisky og den irriterende røg fra min brors pibe hængende tungt over bræt og brikker. Så det var med en vis modvilje, at jeg overhovedet installerede Chessmaster 9000 på min pc.

HQ

Skak med masser af sjov
Jeg må blankt indrømme, at jeg har haft rigtigt skægt med Chessmaster 9000. For en gangs skyld er dette en anmeldelse, hvor der ikke skal remses et utal af grundlæggende nye spil-features op, som skal forsøge at lokke købere til. Vist er der nyheder i Chessmaster 9000, men det holder sig typisk til game modes, der dybest set bare øvelser i at huske brikkernes positioner, forsvare et tårn eller en løber, f.eks. i ’follow the game’, som dybest set er en øvelse i at kunne brikkernes positioner. Chessmaster sigter da også mod - i en engageret og let tone - at lære nye og let øvede spillere mere om spillet, ikke mindst åbninger, ligesom de meget øvede spillere også vil få kam til deres hår.

Begynderen bliver ledt igennem et væld af quiz-spørgsmål og praktiske øvelser, der opøver et godt overblik og ikke mindst evnen til at læse spillet og den udvikling, som et konkret træk vil føre til. Chessmaster 9000 giver hjælp på mange forskellige måder. Dels kan man få hints i fastlåste eller trængte situationer, og dels kan en ny ’bommert’-funktion hjælpe med til at undgå de allerværste skæverter. Med erfaringen i grundprincipper og de rent tekniske aspekter ved skakspillet kommer behovet og måske ligefrem lysten til at anvende en bestemt strategi, og i den forbindelse at beherske spillets psykologiske aspekter. Til denne sidste del giver den internationale mester Josh Waltzkin en række lektioner i konkurrencepsykologi.Chessmaster 9000 indeholder desuden et omfattende bibliotek med mere end 800 kommenterede skakpartier og slutspil-situationer. Spilleren får dermed mulighed for at prøve kræfter med de helt store mestre - og efterfølgende at anvende træk og metoder i sine egne partier. En særlig quiz om slutspil hjælper ikke mindst med til at begyndere og let øvede spillere får sat denne særlige skak-disciplin mere i system.

Visuelt tillokkende
Nok er der tale om et spil, der fastholder focus på - og dermed holder liv i - et århundrede gammelt gameplay. Men Ubi Soft har nu også forstået at gøre skakspillet visuelt tillokkende. Nu har jeg det som udgangspunkt sådan, at muligheden for at skifter farver og former på brikkerne og materiale på brættet samt at rotere kameravinklen i forhold til brættet, hører hjemme i samme overflødige ende af underholdningsindustrien som alternative covers til mobiltelefoner. Men jeg kan nu ikke helt undgå at blive revet med af en opstilling af svært bevæbnede og harniskklædte vikinger, skåret i ben, på et bræt af groft tilhuggede stenplader - så’n virtuelt set. Variationen svinger over til superenkle futuristiske figurer, der fremstår som om de er designet samme sted som B&Os produkter. For de helt ungdommelige spillere kan brikkerne tage form af bamser, hunde, katte, høns - men så er det også næsten ved at kamme over i fjant.

Det allerstørste problem med Chessmaster 9000 er dog, at den kunstige intelligens er så irriterende god. Computeren kan aflæse dit spil og reagere derefter, og skulle du lægge din stil dramatisk om, midt i et parti, så gør computeren det samme. Nok er der en sværhedsgrad for begyndere - men man ku’ ind i mellem godt ønske sig, at computeren kunne sættes til at spille ... som komplet idiot, så man da i det mindste havde en chance!. Den amerikanske stormester Larry Christiansen har i september måttet strække våben overfor Chessmaster 9000 - og lide et nederlag på 2,5 - 1,5 i en fireparti-match. Det siger vist ét og andet om spillets styrke.

Dette er en annonce:
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Udfordringerne i det klassiske brætspil kan til enhver tid måle sig med skyderi og biljagter. Det er næsten for let få succes med Chessmaster 9000.
-
Alt for mange kulørte skins og brikker.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Chessmaster 9000Score

Chessmaster 9000

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Teisen

Normalt er jeg meget konservativ med hensyn til, hvordan skak skal spilles - men det ændrede Chessmaster 9000.



Indlæser mere indhold