Chili Con Carnage

Jeg har en svaghed for filminstruktøren Robert Rodriguez, det er ingen hemmelighed. Hans film tæller blandt andet Sin City, From Dusk Till Dawn og Mariachi-trilogien, og grunden til at jeg kan lide ham, er ikke bare den diversitet, han viser i sine film, det er i høj grad også en masse andre detaljer og finesser. Der er en skrap ironisk humor, der går igen i næsten alt han har lavet, men det der fænger mig mest, er at han formår at fange den hede, mexicanske stemning hver gang. Steghede eftermiddage med lunkent øl og guitarister, der sidder roligt på vejens kantsten og øver sig, er fast indhold i hans film, og jeg er vild med den atmosfære.

Det var nok af samme grund, at jeg begyndte at glæde mig, så snart jeg vidste at Chili Con Carnage om kort tid ville være mellem mine hænder. Det er en slags efterfølger til sandkassespillet Total Overdose, der kom tilbage i 2005, og jeg siger en slags efterfølger, da der er væsentlig forskel på de to spil, selvom universet og hovedpersonen er den samme begge steder. Grunden til at jeg begyndte at glæde mig er, at jeg er af den mening, at der er alt for få spil på markedet med det latinamerikanske som tema, og Total Overdose var et spil, der langt hen ad vejen fangede den stemning fra Robert Rodriguez' film, som jeg er så vild med.

Det hele starter for unge Ramiro Cruz, også bare kaldet Ram, da hans far myrdes af gangsterbosser. Det sender Ram ud på et kamikaze-hævntogt for at slæbe Mexicos syndere til korset, godt hjulpet på vej af hans fordrukne onkel Marco, der bedst kan beskrives som en mexicansk udgave af Dynamit Harry fra de gamle Olsen Banden-film. Plottet er præcist ligeså papirstyndt, som førstehåndsindtrykket fortæller dig, men det er naturligvis kun til, for at give grobund for en masse overdrevet action, og det har de danske drenge hos Deadline Game haft for øjet fra starten af.

Jagten på din fars mordere er spredt over syv forskellige lokaliteter, der byder på rigeligt med variation. Fra det hede ørkensand langt væk fra al civilisation, til havnefronten og senere ind til byens centrum, mangler du ikke det mindste at skyde på. Fra bag hver husvogn, høstak og hustag, vælter sombrerobærende håndlangere frem for at gøre kort proces af dig, og når jeg siger "vælter frem", så skal det tages bogstaveligt. Du får sjældent mere end nogle få øjeblikke alene, før en ny armé af bevæbnede kulier forsøger at tage livet fra dig, og du er altid i stærkt undertal.

Skudduellerne er koncentrerede, og selvom du altid står med alle odds imod dig, så kan din vakse opmærksomhed redde dig fra mange tvivlsomme situationer. Rundt om på banerne er alverdens eksplosive genstande placeret, og selvom eksploderende olietønder efterhånden er den mest gennemprøvede og trættende kliché i actionspil, så er det stadigvæk fornøjeligt at se en enkelt velplaceret kugle sende fire-fem potentielt livstruende bodyguards flyvende tværs over skærmen. Langt det meste af spillet foregår til fods, men der er også muligheder for at bruge de køretøjer, du støder på undervejs, heriblandt mejetærskere, traktorer og gaffeltrucks.

At kunne udnytte miljøet i Chili Con Carnage, handler ikke bare om at kunne spotte og destruere de mange malplacerede brandfarlige eksplosiver, der er spredt gennem banerne; det handler i endnu højere grad om at kunne se mulighederne i enhver afsats, væg eller parkeret bil. Max Payne kæmpede ikke forgæves, i hvert fald ikke, hvis det står til Deadline Games. Du kan sætte af på stort set alt du kommer forbi på din vej og derved sende dig selv svævende gennem luften i en omvendt salto med halv skrue, imens du holder aftrækkerne inde. Faktisk er alt det egobekræftende akrobatik nødvendigt, hvis du vil klare banen på bare et nogenlunde niveau. Ude i siden af skærmen, er der nemlig et meter, der bedømmer dig efter, hvor effektivt og graciøst, du sender dine fjender seks fod under jorden, og det er strengt påkrævet, hvis du vil kunne se dig selv i øjnene bagefter med en acceptabel score.

Al den kompromisløse action er flettet hånd i hånd med en anden stor del af spillet, humoren. Humoren, der er spædet godt op med fed, dansk ironi, er det der skiller sig mest ud ved Chili Con Carnage. Den løsslupne spanske stemning krydres op med mexicanske klicheer en masse. Accenterne er overdrevet til det komiske, alle personerne er karikerede og musikken består af rap ind over spansk guitar (så vidt jeg kunne høre, så handler de fleste af teksterne om chicas og tacos). Rundt omkring i banerne vrimler det også med vildslupne høns, der giver bonuspoint, hvis du skyder dem, og i øvrigt lægger de også stemme til adskillige af spillets lydeffekter. Det er skævt og underligt, men ret skægt alligevel.

Hvis du har læst eller skimmet overstående afsnit igennem, så rystede du muligvis på hovedet, mens du sukkede dybt, da du læste om endnu en smøre om "slowmotion" og "Matrix-agtige kampe", og det er også fuldt forståeligt. Slowmotionelementet, som Wachowski-brødrene imponerede alle med i slutningen af sidste årtusinde, er efterhånden blevet skambrugt af alverdens udviklere i en sådan grad, at næsten hver andet actionspil nu om stunder, stolt praler med det.

Ligesom det var problemet med Total Overdose, så har Deadline Games stjålet og lånt fra mange andre titler og har sat det sammen i én stor pærevælling, og når originaliteten fuldstændigt udebliver, er det svært at blive virkelig imponeret. Om den manglende nyskabelse bliver så stor en akilleshæl, som man kunne frygte, må vi vente med at finde ud af, til spillet kommer i butikkerne. Chili Con Carnage er på gaden i midten af februar.