Civilization Revolution

Veni, Vidi, Vici! Jeg kom, jeg så, jeg sejrede. Jeg har nærmest lyst til at skrige det for fulde lungers kraft efter endnu en af mine modstandere måtte bøje sig for min uovervindelige hær. På hjemmefronten er alt dog ikke fryd og gammen. Mit folk bliver stadig mere og mere utilfredse over den langtrukne krig, som æder de fleste af landets penge, og kulturen alt andet end blomstrer. Men jeg kan være ligeglad, for i løbet af et par sekunder skiftet jeg styret fra republik til diktatorstyre, så jeg nu kan være enevældig hersker og ikke behøver høre på noget brok. Livet som leder er skønt.

Civilization er en af PC-spillenes allerstørste klassikere, og jeg kan huske det helt tilbage fra mine tidligste år som PC-spiller. Sid Meier kunne med dette koncept vække diktatoren, præsidenten, kongen eller det religiøse overhoved i enhver, og jeg har gennem tiden bedrevet utallige krige, ført mit folkefærd til Alpha Centauri og forenet verdens lande omkring mit styre. Selvom det har været en serie med minimale nyskabelser, så har jeg gang på gang kunne nyde den nyeste udgave i timevis, og da jeg først fik prøvet demoen af Civilization Revolution, sendte jeg straks bud efter anmeldelsesudgaven.

Der skulle desværre gå lidt tid, før jeg fik lov til at kaste mine svedige hænder over Sid Meiers forsøg på at realisere hans mesterværk på konsollerne. Det er et projekt, som har været længe undervejs, men aldrig har fået den helt store opmærksomhed, delvist fordi det blot lignede endnu et Civilization, og delvist fordi man forventede en vis simplificering af konsolversionen. Men Sid Meier er ikke blevet kaldt en af tidernes største spillegender uden grund. Med et fantastisk hold bag sig har han ganske enkelt skabt noget nær en fuldendt konsolkonvertering af Civilization, der trods visse faldgruber atter har hivet mig ind i det fantastiske univers.

Kort sagt har Firaxis gjort det umulige: de har lavet et spil, som både er tilgængeligt og intuitivt, uden at det har været på bekostning af seriens klassiske gameplay og omfang. Dette ville være løgn at sige, at spillet på ingen måde er blevet beskåret og tilpasset konsolpublikummet, eftersom banerne er både mindre og oftest tilrettelagt til hurtigere gennemspilninger, men det er netop et af spillets mange charmer. For med hele essensen intakt, fra de mange kulturer og teknologier til bygningen af byer og enheder, så har man formået at gøre Civilization til en langt mere intim og personlig oplevelse, som man rent faktisk ikke behøver bruge uendeligt mange timer på.

Dette sker især i kraft af, at man har fjernet nogle af de mere uoverflødige administrationselementer. Eksempelvis har du ikke længere arbejdere, der skal pløje terrænet og bygge veje, og byernes behov for plads omkring sig, når de vokser, er blevet langt mindre afgørende og kritisk. I stedet kan man fokusere på alt det sjove, nemlig at bygge store og stærke hære og gå i krig, at blive en sand Einstein-nation eller lade kulturen blomstre i sine byer. Og med en styring så veldrejet og skarp, at en samurai ville kunne slibe sin klinge på den, er det let som en leg at styre ens nation omkring.

Hvad vigtigst er, så kan Civilization Revolution give selv de mest inkarnerede fans af PC-spillene kamp til stregen. Jeg har aldrig mestret serien og ofte kæmpet mig igennem på de lettere sværhedsgrader, men det er tydeligt at mærke hvordan, at udfordringen så sandelig er intakt. Og med en god håndfuld scenarier, der kan vende op og ned på hele spiloplevelsen, samt genistregen Ugens Spil, hvor Firaxis vælger et ugentlig scenarie, er der rigeligt at gå i krig med. Skulle alt fejle, er der naturligvis også mulighed for at dyste mod venner og ukendte over nettet, og selvom det kan synes noget begrænset kun at kunne spille fire personer på én gang, så er det mere end rigeligt i Revolutions spilomfang.

På trods af en stående applaus for selve realiseringen af Civilization på konsollerne, så er Revolution ikke uden sine problemer, hvoraf det primære må siges at være den stilstand, som serien stadigvæk står i. Der er simpelthen ikke sket de store forandringer siden Civilization 2, og selvom Revolution indeholder nye muligheder, såsom at samle tre enheder til en hær, så er der tydeligvis ikke lyst fra Sid Meiers side til at pille alt for meget ved konceptet. Jeg ved godt, at det gamle ordsprog lyder "if it ain't broke, don't fix it", men selv en serie som Civilization kan godt trænge til et friskt pust engang imellem, og selvom Revolution føles en del anderledes, fordi det er blevet gjort mere personligt, så kunne hele konceptet snart godt trænge til en overhaling.