Civilization V

Lige siden det første spil i 1991 har serien støt udvidet en forholdsvist simpel turbaseret strategiformel. Grundlæg byer mens du opbygger infrastruktur, vedligeholder samfund, og opruster militær.

Det starter altid på samme måde. Dig, en nybygger, og en mand med en spids pind, midt i en uudforsket verden. Målet er nu, på enten fredelig eller mindre fredelig vis, at gå fra stenalderen til mere moderne tider, imens at du nedkæmper hedenske modstandere. En nedkæmpelse der kan tage enten militær, diplomatisk, eller videnskabelig form. En historielektion i spilformat.

Så langt er alt ved det normale i Civilization V. Der er godt nok de der hexagoner, som spillets kort nu består af, hvor det førhen var lavet af kvadrater. Men den reelle forskel på at bevæge sig rundt på sekskanter, i stedet for firkanter, er minimal. Det har dog sine strategiske funktioner, når man skal placere sine krigere og skytter op til et slag.

Derudover kan du i Civilization V også sejre ved at have en overlegen kultur, der nu er et produkt af bestemte bygninger. Det er blevet en ressource på linje med mad, der giver en større befolkning, og videnskab, der giver adgang til flere teknologier. Det har dog sine begrænsninger at gå efter en kulturel nation (mere om det senere).

De er også gjort mere ud af at gøre nationerne i Civilization V mere forskellige. Russerne er i stand til at producere langt mere og få mere udbytte ud af visse ressourcer, hvor japanerne altid kæmper på fuld styrke, selvom deres krigere er svækket.

Civilization har aldrig været en af strategi-genrens tunge drenge - dem der nærmest kræver en uddannelse for at forstå. Serien har altid haft et brætspils umiddelbarhed. Det siger dog alligevel meget at et leksikon er blevet et fast inventar i serien.

Med tiden er serien blevet større og større. Det har gjort det nemmere at miste overblikket, når du dybt inde i et spil skal holde styr på dit imperium fordelt over tre kontinenter. Jeg lod derfor ofte computeren tage sig af fnidderet i tidligere spil, imens jeg koncentrerede mig om det sjove (ofte det der involverede våben).

Det er her hvor Civilization V, med stor fanfare, ræser frem på scenen. "Jeg simplificerer serien, uden at miste dybde!", ville spillet sige, hvis det altså kunne tale. "Det gør jeg på to måder: Ved at servere information (det kedelige) mere interessant og overskueligt; samt gøre dine handlinger mere betydningsfulde!", ville det tilfreds forklare.

Det lyder alt sammen meget fint, tænker du sikkert, men hvad betyder det helt konkret? Lad os tage dem en af gangen.

I et indbydende Art Deco interface, kan du med ét blik se hvilket område af dit rige der har brug for hjælp. Du forstår langt bedre hvordan spillets forskellige dele hænger sammen, da det er blevet bedre til at give dig den information du skal bruge. Er din befolkning sur? Hold musen over deres ikon i toppen, og straks serveres en simpel oversigt over kilder til utilfredshed.

Det større overblik gav mig lyst til at sætte mig ind i de ting, jeg i tidligere spil har ladet computeren tage sig af. Et mindeværdigt spil så mig opbygge en hovedstad, der producerede en forargelig mængde videnskab. Det er ganske underholdende at se folk med spyd og buer forsøge sig imod rifler og morterer.

Fordi spillet er nemmere at sætte sig ind, bliver du en bedre spiller langt hurtigere. Og det er når strategier synger og planer producerer, at Civilization er fantastisk.

I Civilization V har du færre enheder at rykke rundt med. Hver handling betyder derfor mere. Det kommer især til udtryk i spillets nye kampsystem. Hvert felt på spillets kort har kun plads til én militær enhed. Positionen og udformningen af din hær er derfor langt vigtigere end størrelsen. Det giver en velkommen strategisk dybde i spillets kampsystem, for i tidligere spil endte man ofte bare med to store stakke af enheder, der prøvede at vælte hinanden.

De fleste tidsaldre har derudover enheder med hver deres svagheder. Så du ender med en blandet hær, for at dine heste ikke skal blive destrueret, hvis modstanderen skulle have et par spydmænd i baghånden.

Sid Meier har engang sagt, at et godt spil er en serie af interessante beslutninger. Dine beslutninger i Civilization V er interessante, netop fordi du forstår konsekvenserne. Fokuserer du tungt på ekspansion og mange byer, vil din kultur være tynd og ufokuseret (hver ny by forringer kulturen). Men det var du udmærket klar over.

Den højere produktion opvejer nemlig, at du nu ikke kan nå særlig langt i spillets nye kulturtræer. Træer, der nærmest fungerer som i et rollespil, og alle tilbyder særdeles attraktive bonusser, til forskellige dele af dit rige. Min favorit er hvor krigere opnår erfaring dobbelt så hurtigt, men der er også mere fredelige muligheder, som at halvdelen af dit riges tilfredshed overføres til din kultur hver runde.

Seriens kliche om at tage: "bare..en.. tur.. mere..!" kommer herfra, da din opmærksomhed konstant kræves af interessante beslutninger. Og her er Civilization V som det skal være: Forbandet tidskrævende og svært at løsrive sig fra.

Diplomati fungerer som det plejer. Du kan indgå basale aftaler med andre civilisationer, men på trods af nydelige præsentationer, hvor du ser lederen i deres naturlige miljø, glimrer de ikke ved deres intelligens. Personligheden er der dog, hvor forskellige ledere generelt opfører sig som man skulle tro. Så Cæsar vil erobre alt, hvorimod Gandhi er mere fredeligt indstillet.

En anden ny tilføjelse er bystater. Uafhængige byer du støder på, og kan vinde indflydelse hos, for at opnå fordele i form af ressourcer eller militær. De ændrer ikke spillets rytme synderligt, men tilbyder dig flere muligheder, når du planlægger dit næste træk.

Det kan sagtens betale sig at forstærke en bystat under angreb af din konkurrent, anonymt, med velvalgte enheder. Det koster konkurrenten langt mere at tage en umiddelbart forsvarsløs lille fiskerby, og han ender derfor svækket og åben for modangreb.

Det er godt at grundspillet i Civilization V er så lækkert, da det er det eneste du får med i boksen. De interessante historiske scenarier og legefulde modifikationer, der krydrede det tidligere spil, er væk. Scenarierne er spredt for alle vinde som forudbestillingsbonusser, og det efterlader en dårlig smag i munden når udviklerne spekulerer i at udgive dem senere som DLC. Til gengæld udgives der udviklerværktøjer til at modde spillet ganske gratis efter spillets lancering.

På falderebet skal musikken arrangeret af Prags filharmoniske orkester også have en positiv kommentar med på vejen. Igen er det et bombardement af klassisk musik, men kvaliteten er denne gang ualmindelig høj. Numre med forskellige tempoer afspilles, afhængig af om du er i krig eller ej, og de forskellige stykker fletter sig ubemærket ind i hinanden, så man efterlades henset til drømme om victorianske dronninger, og tågede krigsmarsker.

Tilgængeligt, men stort, beskriver Civilization V. Det kunne anklages for at miste dybde i jagten efter overskuelighed og simplicitet, men jeg betragter det mere som at serien er kogt ned til det essentielle og sjove. Civilization-seriens nyeste strategisymposium er derfor mere relevant end nogensinde.