Dansk
Gamereactor
previews
Close Combat: First to Fight

Close Combat: First to Fight

Close Combat-serien får endnu et kapitel. Carsten Skov Teisen tog til England for at se nærmere på det realistiske militærspil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

I et fly på vej til Gatwick sidder jeg og forsøger at gætte mig til, hvor stort og farverigt Take 2 Entertainment mon har slået den allerførste præsentation af First to Fight op. Spillet er udviklet i tæt samarbejde med U.S. Marines, så der melder sig en snigende frygt for, at der forude venter en stroppetur igennem det sydlige Englands vinterkolde landskaber. Jeg kan lige se mig selv vandre af sted med et farveskydende gevær i jagten på journalistkolleger fra hele Europa.

HQ

Bilen standser dog uden for et lille hyggeligt hotel. Lige inden for døren til venstre føler man sig hensat til en Agatha Christie-krimi med ild i pejsen, tykke bøger i læderindbinding og dybe, bløde lænestole. Vejen går dog videre til hotellets Eton Suite, hvor plakater med en særdeles alvorlig marinesoldat i gallauniform viser, at det i stedet er hér det foregår.
Take 2 har på den måde valgt at præsentere Close Combat: First to Fight i enkle men hyggelige omgivelser - for en sluttet kreds af spiljournalister, og jeg var med blandt de heldige.

First to Fight placerer dig i rollen som Squad Leader, i spidsen for en håndfuld U.S. Marines, der bliver sendt ud på en række opgaver af både offensiv og defensiv karakter i Beirut. I singleplayer-delen bliver enkeltmissionerne desuden hæftet fint sammen af en historie, der tager sit udgangspunkt i uroligheder i området omkring det amerikanske universitet i den nordlige del af byen. Et hurtigt kik vil føre til, at man hæfter den lange betegnelse squad-baseret first person shooter på spillet. Ser man nærmere på gameplay, rollefordeling i din patrulje og på den generelt ret høje sværhedsgrad i missionerne, så får man hurtigt en fornemmelse af, at First to Fight er mere end bare en shooter.

Den politiske, geografiske og historiske baggrund for spillet, ridser banen op til et spil baseret på moderne by-guerillakrig. Take 2 og udviklerne hos Destineer har desuden lagt en særlig omhu i detaljerne og i patruljemedlemmernes psykologi - her skiller spillet sig markant ud fra andre såkaldte realistiske shooters. Hvis du derfor går med en drøm om at sætte dig ind i, hvordan livet som U.S. Marine er, så er First to Fight måske et passende sted leve drømmen ud - uden at sætte liv og lemmer på spil i en eller anden mellemøstlig baggård.

Det er vigtigt for effektiviteten i din patrulje, og for dens overlevelse, at du er opmærksom på den grundlæggende rollefordeling. Patruljens Leader, som bliver kontrolleret af dig i single player-missionerne, giver ordrer og tager afgørende beslutninger. Rifleman har ansvaret for at overskue den del af skuepladsen, der ligger ret forude og for at skyde på enhver trussel, der måtte dukke op. Fireman står for at lægge den afgørende støtteild under fremrykning. Endelig er der en assistant gunner, som er patruljens bagtrop. Han skal selvsagt sørge for, at det område, som patruljen er passeret igennem, forbliver ryddet for de terrorister, som ellers er strøet ud over spilområdet med rund hånd.

Dette er en annonce:

Det lyder måske som banaliteter, men rollerne afspejles faktisk fint under fremrykning gennem Beiruts skumle og alt for dunkelt belyste gader. Ved et tæt samarbejde med marinesoldater fra virkelighedens verden ser det således ud til, at udviklerne har indarbejdet det sæt af regler for fremrykning og taktik, der kendes som Ready-Team-Fire-Assist (RTFA), uden at sætte spilbarhed og overskuelighed over styr.

Måske føler du, at du har tilstrækkeligt med hår på brystet til give dig i lag med spillet på højeste sværhedsniveau, men vi tør godt love dig, at der skal et mere end almindeligt overblik til for at føre en effektiv og velfungerende taktik ud i livet mod spillets computerstyrede modstandere. Det ser dog ud til, at spillets AI formår at lade enkeltmedlemmerne af din patrulje tage beslutninger og handle fornuftigt og effektivt på egen hånd, selvom du som Leader stadig kan give specifikke ordrer, både til hele patruljen og til enkeltmedlemmer. Dertil kommer, at din patrulje fint forstår at udnytte lys, skygge og muligheden for at søge dækning bag trækvogne, murbrokker og andre genstande i omgivelserne.

Tro endelig ikke, at spillets computerstyrede modstandere bare er hjernedøde og skydegale. De forstår i lige så høj grad som din egen patrulje at udnytte omgivelserne og anlægge en taktik, der udnytter både dine militære og psykologiske svagheder. Hemmeligheden for begge parter er nemlig at stresse modstanderen og finde hans svagheder, så han ender med at gøre noget uoverlagt, der fører til afgørende blottelser.

I multiplayer-missionerne er forståelsen af rollerne og samspillet mellem patruljemedlemmerne altafgørende for succes - og overlevelse. Jeg var således på patrulje, som marine, sammen med en kollega fra den svenske spilpresse. Med usvigelig sikkerhed havde en portugisisk kollega lagt sin terrorist-figur til rette på en altan overfor og plaffede os ned, hver gang vi bare tænkte på at gå uden for. Vi fandt dog hurtigt ud af, at der var hele to udgange gennem kloak-ledninger og kælderrum, og så var det op til svenskeren at lægge støtteilden - mens jeg i relativ ro og mag kunne snige mig ind på altanskytten gennem kloaknettet og langt om længe få ram på ham.

Dette er en annonce:

Der var tale om en ikke helt færdig udgave af First to Fight. Det kom blandt andet til udtryk i, at ofre for kampene et par steder ikke faldt helt til jorden, men blev hængende i luften. Desuden manglede der hist og her de rigtige finpudsede overflader. Det kunne dog ikke forstyrre indtrykket af et spil med særdeles lovende takter. Et spil, som formår at gøre komplekse taktiske situationer både overskuelige, spilbare og frem for alt lette at styre. Både i PC- og Xbox-versionerne var der således prisværdigt få kommandoer, så man kan koncentrere sig så meget mere om patruljens taktiske mål.

Close Combat: First to Fight bygger videre på en serie, som blev indledt med den første titel fra Atomic Games, udgivet af Microsoft i 1996. I top-down-perspektiv skulle man på et brætlignende spilareal styre sin enhed gennem de første dramatiske krigshandlinger i den allierede invasion i Normandiet. Tiden er i First to Fight flyttet ca. seks årtier frem til en nervepirrende, højspændt nutid i Mellemøsten ligesom gameplayet har taget skridt på noget nær lysår frem i tiden.

Det forlyder, at Take 2 Entertainment slipper spillet løs på hylderne i slutningen af marts. Mine indtryk fra en hektisk dag ved PC- og tv-skærmene i Windsor tyder på, at der i høj grad er tale et spil, som er værd at vente på.

Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight
Close Combat: First to Fight

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold