Close Combat: First to Fight

Vi befinder os i det krigshærgede Beirut i år 2008. Tv-kanalen INN beretter om, hvordan muslimske oprørere har gjort en ende på den relative ro i landet. Militære styrker fra de omkringliggende arabiske lande gør deres til at komplicere situationen. FN sender fredsbevarende styrker til Beirut, og USA deltager med en ekspeditionsstyrke af U.S. Marines. Den militære og politiske situation, der er udgangspunktet for First to Fight, ligger dermed særdeles tæt på virkelighedens verden.

Man kan se First to Fight som et langt "hvad nu hvis"-scenarie, der blandt andet trækker på erfaringerne fra de amerikanske styrkers indsats i Bagdad. I det hele taget kan man se spillet som endnu et udtryk for samarbejdet mellem USA's militære styrker og underholdningsindustrien, ganske som det var tilfældet med Full Spectrum Warrior. Men hvor sidstnævnte var et stilstudie i tempofyldt action og strategisk planlægning, så mangler der en del i Destineers spil.

I spillet indtager du rollen som underkorporal i den omtalte ekspeditionsstyrke. I spidsen for en firemands indsatsgruppe skal du løse opgaver i og omkring Beirut, og de amerikanske marinesoldaters taktik, metoder og kamperfaring danner grundlag for dine valgmuligheder i spillet. Det gælder ikke mindst princippet ready-team-fire-assist, der deler rollerne mellem de fire soldater i din gruppe, så omgivelserne under fremrykning er dækket hele vejen rundt om gruppen. Bliver dette princip fulgt til punkt og prikke, kan du slippe helskindet igennem missionerne i First to Fight, med et overraskende lavt forbrug af ammunition - i hvert fald når AI’en ellers vil gøre det, jeg siger.

First to Fight består af seks omfattende missioner, der hver for sig består af adskillige baner, som igen er underopdelt i checkpoints. Det giver desværre et ikke særligt overbevisende tempo i spillet. Formålet med missionerne er udtrykt i begrænsede variationer over temaer som simpel nedkæmpning af oprørere og befrielse af gidsler og tilfangetagelse af højtstående fjendtlige officerer. Ikke de store overraskelser, blot gedigne opgaver, der ligger helt i tråd med det næsten-virkelige plot. Men hvor Full Spectrum Warrior gjorde det til en hårrejsende affære, så har jeg lidt sværere ved at få armene op over hovedet med First to Fight på harddisken.

Som anfører giver du kommandoer til de øvrige medlemmer af indsatsgruppen. Du dirigerer fremrykningen mod nye positioner, giver ordre om at lægge støtteild, mens gruppen kommer i dækning osv. Kommandoerne er tilgængelige ved at trykke på højre musetast og udvalget bliver løbende justeret efter de begivenheder, som gruppen befinder sig i. Det giver blandt andet mulighed for at tilkalde hjælp fra egne snigskytte-enheder, fra mortérbevæbnede styrker i området eller fra luftbårne enheder ombord på Cobra-kamphelikoptere. Der er på den måde ingen grund til for gruppen at gennemføre et frontalt angreb på en maskingeværrede eller et pansret køretøj og sætte liv og helbred på spil.

Missionerne udfolder sig både inden- og udendørs. Der er en fin afveksling mellem kampscener i snævre gange og rum og fremrykning i gader og områder, hvor der venter fjender på hver en altan og bag hver en sønderskudt bil. Begge situationer giver rigeligt med udfordringer for dit team, der trods moderne våben er særdeles sårbare. Der skal således kun ganske få træffere til, før du er sat ud af spillet. Det gælder derfor om at søge og forblive i dækning indtil du har overblik over situationen. Desuden skal du komme dine soldater lynhurtigt til assistance med førstehjælp, hvis de bliver ramt, ellers er deres sår dødbringende. Konceptet er godt tænkt, men animationen i udførelsen falder ikke så heldigt ud.

I det hele taget halter det med animationerne, både i din indsatsgruppe og blandt de oprørere, du støder på i Beirut. Bevægelserne er grove og kejtede og der er ikke skyggen af karakter eller særpræg i ansigtstrækkene. Måske ikke så afgørende i forhold til spillets genre, men man savner under alle omstændigheder en større omhu og kælen for detaljer. Begivenhederne i missionerne er også meget stramt scriptstyrede. Det betyder, at modstanderen dukker op samme sted hver gang. Bliver du sat ud af spillet, så skal du ikke starte ret mange gange fra forrige checkpoint, før du får en fornemmelse af, hvordan du skal klare dig gennem den pågældende lokaliteter. Ja, faktisk bliver det søvndyssende ligetil.

De begrænsede udfordringer skinner desuden igennem spillets AI, der lidt for tit lader de computerstyrede oprørere gøre deciderede tåbelige ting. Tidligt i spilet skal man f.eks. uskadeliggøre en oprører på afsatsen for toppen af en trappe. Når du og din gruppe når op til afsatsen, finder I endnu en oprører, der fortsat overvåger området i den modsatte retning og, af gud ved hvilken grund, ikke har opdaget, at hans makker lige bagved er blevet dræbt.

På lydsiden finder man skudsalver, der mangler den sidste afgørende skarphed for at virke overbevisende. Radiokommunikation med gruppens base sikrer overblik over fremrykningen, men der er lidt for mange smarte bemærkninger og lidt for få reelt brugbare informationer.

First to Fight er egentlig bare endnu actionspil, der ligger tæt på den politiske og militære virkelighed i Mellemøsten. Begivenhederne bliver afleveret ganske effektfuldt på visse punkter, men jeg savner virkelig en bedre afpudsning af både AI, grafik og animationer for at blive begejstret.