
Efter fem minutter med Dirt 2 får jeg den samme oplevelse jeg havde sidste sommer. En sommer som gik med brutale asfaltløb i action-racerspillet Race Driver: Grid. Codemasters har gentaget opskriften fra sidste år i et spil som virker mere snavset og endda mere fysisk og brutalt.
Det er Xbox 360-versionen som er havnet i min postkasse. En langt fra færdig version men det skulle man ikke tro. Allerede i menuerne oser det af kvalitet. Jeg kan manøvrere mellem valgene ved at bevæge mig rundt i området hos mit racingteam. Det er detaljeret og der er noget godt musik i baggrunden mens publikum vandrer rundt. Jeg går ind i min campingvogn og studerer kortet og TV-monitoren. Der er detaljer overalt. Små detaljer men alligevel. Det vidner om et overskudsprojekt. Et spil lavet med ægte kærlighed.
Præsentationen er lækker og professionel. Den giver mig også mere indlevelse i spillet. Jeg føler mig som en racerbilskører allerede før jeg har kørt mit første løb som foregår på en sandbane anlagt i London. Rundt om London-fabrikken som blev verdensberømt da den havnede på coveret af en Pink Floyd-plade. Syv andre chauffører er lige så sultne efter førstepladsen som mig, og jeg træder gaspedalen i bund og begynder at kæmpe mig mod førstepladsen.
Dette løb skulle dog vise sig at blive sværere en først antaget. Grusunderlaget er meget glattere end det jeg er vandt til fra Race Driver: Grid. Allerede i det første sving skrider jeg sidelæns ind i rækværket. "Ok, det går nok," tænker jeg og trykker gaspedalen i bund igen for at tjene det tabte hjem men minsandten om bilen ikke er blevet påvirket af uheldet. "Minor Wheel Damage" står der ude i siden af skærmen og bilen hælder svagt mod siden. Men ikke nok til at jeg føler at jeg må give op og starte på et nyt løb, kun nok til at jeg bør være lidt mere forsigtig.
Jeg er snart oppe i feltet igen men det er ikke helt enkelt at komme forbi. Jeg masser og skubber lidt, smutter inden om en bil. Foran mig ser jeg en anden bil som fejlberegner et sving og kommer skævt rundt. Jeg bremser op og smyger mig forbi ham mens han står og spinner med hjulene i gruset. Det går fremad. Langsomt men sikkert. Det bliver en tredjeplads. En pengepræmie og lidt erfaringspoint er min belønning.
Dirt 2 minder mig om Race Driver: Grid på mange områder. Det har den samme seriøsitet over sig, den samme tunge design af biler og de samme intense kapløb. Bildesignet er måske ikke hundrede procent realistisk men det spiller ingen rolle. Det er actionracing jeg kan lide. Ikke simulation.
Efter nogen flere løb går jeg op i niveau for at prøve andre biler og nye baner. Over sanddynger i Mexco og på grusveje i Kroatien. Lette strandbiler som flyver op over bakkerne og tunge rallybiler som slider sig vej gennem svingene. Kørefornemmelsen stemmer endnu engang. Det er ikke så arkade agtigt at jeg bare kan drøne igennem niveauerne uden at tænke på sikkerhed og opbremsning, men det er samtidig heller ikke så meget simulator at jeg må gennemtræne hver eneste bane og hver eneste bil for at få noget ud af spillet.
Det ser ud til at Codemasters igen har fundet en perfekt balance mellem action og realisme.