I starten af firserne var der en betydelig udbredelse af brætspil, bygget over berømte slag og krigsforløb. Producenten Avalon Hill stod bag en række af disse spil. De samlede spillere over hele verden om flade spilleplader, en stak farvede papstykker, statistikskemaer og ikke mindst indviklede regelsæt, der ku’ gi’ enhver grå hår i hovedet. På computeren og konsollen er noget af charmen måske gået tabt. Til gengæld er det meste af den kedelige administration overladt til en maskine.
Én af disse spiltitler var Squad Leader, netop fra Avalon Hill. Hasbro Interactive købte Avalon Hill i 1998, men kort forinden var licensen til spillet blevet indstillet. I dag udgiver Hasbro nok et spil, der bærer den titel, men Combat Mission: Beyond Overlord fra CDV holder i høj grad ånden fra det oprindelige brætspil ved lige.
Turbaseret 3D-spil?
De gamle, brætbaserede strategispil var typisk turbaserede, med minutiøs forberedelse af ganske korte actionsekvenser. Styrkerne skulle bringes i stilling, forsyningslinierne skulle være lagt til rette osv. Combat Mission har for så vidt ikke ændret sig en tøddel på det punkt. Til gengæld tilføjer spillet, hvad der så udtalte manglede ved brætspillene: en 3D-gengivelse af begivenhederne på slagmarken. Gameplay er delt i 2 faser: ordregivning og action. Man giver i første fase sine styrker ordre til at rykke frem, kravle, løbe, udlægge røgslør eller andre handlinger, som - forhåbentlig - fremmer det strategiske mål i den pågældende mission. Ordren til den enkelte enhed på slagmarken kan være sammensatte af flere dele: Ryk frem til en bestemt bygning, læg dækild ud for gruppen, der er på vej i dækning bag en anden bygning osv. I det hele tage er det koordineringen af ordrerne til enhederne, altså det samlede overblik, der er den største udfordring i Combat Mission: Beyond Overlord.
Hver tur udfører 60 sekunders realtids-action, men der er ingen grænser for tidsforbrug under forberedelsen af turen. Den frie, fuldt rotérbare kameravinkel giver således grundige muligheder for at tage højde for udsynet for de enkelte enheder - og for mulige modsvar fra fjendtlige enheder, efterhånden som man opdager dem. 3D-slagmarken giver således lige den ekstra dimension, der får de små hår i nakken til at rejse sig, når man sætter action-fasen i gang og håber, at forberedelsen bærer frugt.
Velfungerende kunstig intelligens
Combat Mission rummer en særdeles kompleks game engine. Der er et væld af enhedstyper for både engelske, amerikanske, franske, tyske og sågar polske styrker. Dertil kommer en særdeles realistisk håndtering af våben, skader på køretøjer, vej- og vejrforhold, styrkernes kampmoral osv. Hvis action-fasen udvikler sig helt katastrofalt, kan styrkerne simpelt ende med at gå i panik og flygte over hals og hoved. På samme kan panserstyrker under pres ende med at vælge selvforsvaret frem for at udføre de udstukne ordrer.
For spilleren kan Combat Mission strække sig over en enkelt-mission, hvor opstillingen enhederne og ikke mindst deres bevæbning svarer til faktiske historiske begivenheder. Det kan være enkle mål som at krydse en flod eller mere en mere kompleks indsats for befrielse af britiske faldskærmstropper ved Arnhem. Der er stor variation i missionerne, så man vil dels opleve panserslag, bykrig med kamp fra hus til hus - og strategisk mere vidtrækkende mål som befrielsen af Paris.
Combat Mission rummer også såkaldte multibattle-scenarier, der i det store og hele svarer til flere enkeltmissioner, der udkæmpes på et meget større kort. Endelig kan man sætte spillet til at generere en quick-battle ud fra en række grundlæggende retningslinier. På den måde kan man komme lidt uden for de grydeklare missioner, uden at man ligefrem behøver at generere sine missioner. Er man imidlertid til det, så indeholder Combat Mission dog en særdeles interessant mission editor, så man genskabe forudsætningerne for slag og begivenheder, der ligger uden for spillets umiddelbare historiske horisont. Bliver man bidt af spillet, så kan man se frem til udvidelsespakker, der flytter begivenhederne videre til Nordafrika og Østfronten. Mens man i den version af spillet, der er tilgængelig nu kan spille flere sammen via e-mail eller på samme computer, må man desuden af vente på lidt endnu på en patch, der føjer spil via netværk til multiplayer-mulighederne.
Middelmådig grafik og lyd
Hvor gameplay og intelligens ligger i topklasse, så er det straks mere på det jævne med grafikken. Farvevalg, strukturer og bevægelser virker bedagede, når man sammenligner med realismen og detaljerne i f.eks. Ghost Recon. På den ene side lægger det en dæmper på den visuelle oplevelse, mens det til gengæld er muligt at spille Combat Mission på relativt svage computere. Action-fasen afvikles dog trægt og hakkende, hvis computeren lige akkurat kommer op over minimumskravene.
Det er heller ikke på lydsiden, at Combat Mission henter de største roser. Motorlyde, eksplosioner og våben i det hele er udstyret med spinkle og metalliske lyde, der ikke fuldt ud afspejler de dramatiske begivenheder på skærmen. Har du ikke behov for at blive væltet bagover af benovelse over visuelle effekter eller af buldrende lydeffekter - og er du ikke mindst bare lidt historisk interesseret i 2. verdenskrig, så er der grund til advare mod Combat Mission: Beyond Overlord. Spillet vil føre til spoleret nattesøvn og rå mængder af, hvad der må være indforstået snak for en kæreste, mand eller kone, der ikke nærer den samme interesse.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 9 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10