Command & Conquer 3: Kane's Wrath

Jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at beskrive Kane's Wrath med følgende ord: "en standard udvidelsespakke". Og derefter gi' det en pæn karakter, bukke høfligt og takke af. Men det kan jeg ikke.

Kane's Wrath er ellers en helt almindelig udvidelsespakke, komplet med nye enheder og baner. Og mere af Joe Kucan, der spiller den ondskabsfulde Kane - i øvrigt til den helt store guldstatuette. De nye enheder ser du en smule til i den nye NOD-eksklusive kampagne, der er overstået på få timer, og så kan du ellers nyde dem i fulde drag, når du spiller skirmish, leger lidt med den nye, turbaserede global conquest mode, eller hopper online.

Hvis du altså overhovedet kan komme online. For her opstår spillets allerstørste benspænd: online-delen er utilgiveligt ustabil, lobby-systemet er arkaisk, utilgængeligt og dybt upædagogisk - og så tager det i øvrigt en hel tiberiumkrig før end du overhovedet kommer i gang med at dirigere dine enheder rundt på slagmarken.

Jeg savner noget nytænkning. Jeg er godt klar over, at Kane's Wrath blot er en udvidelsespakke, og at man af den årsag ikke bør forvente sig nye, banebrydende tiltag. Men jeg savner et eller andet - bare et eller andet, der kan overraske mig. Jovist er det da meget sjovt at lege med sine episke enheder, men disse er altså på ingen måde nyskabende; der er snarere tale om almindelige enheder i kingsize størrelse og med mere potent ildkraft. De nye enheder byder da også på en smule originalitet, det kan jeg ikke benægte. Det er skægt at føje flere led til Scrin-fraktionens tusindben og skræddersy det til forskellige situationer. Problemet er bare, at der er for lidt af den slags.

Der er også for lidt af Joe Kucan. Okay, nu lyder det måske som om jeg er blevet lun på ham, men der er altså bare et eller andet ved den mand. Han har kun været på det store lærred en enkelt gang, og ellers har det bare heddet Westwood-produktioner. Og det kan da godt være, at han ikke er nogen Hollywood-skuespiller, men han leverer altså en god præstation hver gang, diametralt modsat hans medskuespillere, der udgør en eller anden blondine fra en film ved navn Species og en fyr, vist nok fra en krimiserie. De er ganske enkelt rædsomme. Hvorfor kan man ikke bare lade hr. Kucan spille blondinen? Han har jo en passende skaldet isse, som man kan pryde med en blond paryk. Men så er der jo selvfølgelig lige skægget i vejen.

De mange underfraktioner bringer heller intet nyt til serien. EA lavede samme stunt med glimrende Command & Conquer Generals: Zero Hour, og nu har de så genbrugt det populære tiltag. Dette betyder, at både Scrin, GDI og NOD hver især modtager 2 underfraktioner med unikke enheder, attributter og strategier. Det virkede i Zero Hour, og det gør det også i Kane's Wrath. Men der triller altså ingen glædestårer ned af mine kinder, og jeg klapper bestemt ikke i hænderne af begejstring; EA klarer kun lige akkurat skærene, uden de store overraskelser.

Men de prøver da. Eller gør de. For forsøget på at introducere en helt ny mode i Command & Conquer-serien fejler nærmest på alle leder og kanter. Jeg snakker om den nye global conquest-mode, der minder en hel del om noget, vi allerede har set før, senest i Universe at War. I stedet for at kaste dig hovedkulds ind i intense RTS-kampe, trykker EA på stopuret og smider dig ned på en globus, som du så, turbaseret, kan søge at erobre. Ret kedeligt - og bestemt ikke i C&C-ånden. Måske man skulle have brugt tiden på at optimere online-delen i stedet for at ødsle den væk på sådan en omgang fæces.

Kane's Wrath lander i det middelmådige område. Der er mere af det samme, ganske acceptable indhold, som serien altid har indeholdt, og så er der enkelte fine tiltag at finde hist og her. Men online-delen er utilgiveligt elendig, Kucans medskuespillere corny, og så er forsøget på at introducere en ny mode en stor fejltagelse.