Commandos: Origins

Commandos: Origins er det store comeback for den serie, der blev etableret i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 2000'erne. En realtidsstrategi-franchise, hvor en gruppe elitesoldater, kendt som Commandos, falder ned bag fjendens linjer under 2. verdenskrig. Det lyder som den perfekte synopsis til en b-actionfilm, som Netflix anbefaler dig en søndag aften, men Commandos: Origins lader dig ikke bare skyde dig igennem dusinvis af nazister med et maskingevær.

I stedet får du til opgave at kravle gennem fjendens territorium og nedlægge en eller et par nazister ad gangen, mens du holder dig så skjult som muligt. Det er Commandos: Origins i en nøddeskal. Jeg kan ikke udtale mig om de andre spil i serien, da jeg ikke kender dem, men denne aktuelle titel blander stealth og strategi i en række baner, der hver især fungerer som et stort puslespil, som du skal løse.

Til hver mission får du et udvalg af de titulære kommandosoldater. Fra den hårdføre Green Baret til den tavse, men dødbringende snigskytte vil du opdage, at selv om hver karakter er bevæbnet med en pistol og en kniv, gør deres udstyr og evner dem helt forskellige fra hinanden. Deres evner kan og skal bruges sammen med andre kommandosoldater, så du kan få det perfekte stealth run. En personlig favorit var at distrahere fjenden med Green Barets lydsender, hvorefter de fulgte lyden ind i en bjørnefælde, som Sapper-karakteren havde sat op. Det er et trick, man lærer i starten af spillet, men jeg fik meget ud af det, da snesevis af nazister uvidende marcherede mod deres død den ene efter den anden som lemminger.

Plan og udførelse. Det er sådan, man spiller Commandos: Origins. Spillets maps er så store, at du ikke kan regne hele din rute ud fra start, i hvert fald ikke på din første tur igennem, og derfor tager du hver sektion næsten som sit eget mini-niveau. Du får nogle få fjender, som hver især ser på hinanden på en måde, så du ikke bare kan overfalde dem med knive. Eller det kan du, hvis du tror, at der ikke er andre muligheder, men vær forberedt på, at en hel base vil storme dig kort efter. Taktikken i Commandos: Origins kan være virkelig svær at finde ud af, og det er værd at bemærke her, at hvis du kvajer dig, er det op til dig at gemme hurtigt, før du afprøver et risikabelt træk, da spillet ikke har automatisk saving.

Selv om manglen på saves til tider kan være frustrerende, føles sværhedsgraden generelt mere givende, end den er uretfærdig. Det er meget tilfredsstillende at høre de succesfulde hug fra dit holds knive, når de skærer halsen over på nazisterne, lige før det går op for nogen af dem, og stoltheden svulmer op, når du indser, at du selv har fundet en vej ud af problemet. Selv når det går dårligt, kan man stadig føle en vis stolthed over at have overlevet. Der var en bane, hvor jeg bare ikke kunne få min stealth-kasket ordentlig på, og til sidst forskansede jeg bare mine kommandosoldater i et rum, da alarmen gik i gang, og skød alle, der kom ind ad døren.

Spillets tilfredsstillende sværhedsgrad vil måske ikke tilfredsstille alle, da det næsten føles som strategiens Hotline Miami i forhold til, hvor hurtigt og ofte du ender med at bande og starte igen fra et sikkert sted. I det store og hele føles det dog, som om Claymore Game Studios har lagt mange kræfter i sammenhængen i Commandos: Origins. Der er mange punkter, hvor det føles, som om alting falder på plads. Det får du med Commandos, for i hver bane er det hold, du har, klart designet til at gennemføre det pågældende map ved at bruge deres styrker på forskellige måder. Der er en del af mig, der spekulerer på muligheden for at bringe en hvilken som helst kommando til et hvilket som helst map, måske efter at du har klaret den oprindelige bane, men der er bare en så stærk følelse af formål med valgene her, at jeg helst ikke vil pille ved dem.

Mappets skala er også et godt udstillingsvindue for Commandos: Origins' styrker. Banedesignet er rigtig godt med baner, der spænder over hele verden og fører dig fra det iskolde Arktis til den varme afrikanske ørken og alt derimellem. Banernes kompleksitet og størrelse gør, at man nemt kan bruge timer på hver enkelt bane. Med femten i alt og masser af genspilningsværdi til at slå hver enkelt på den sværeste sværhedsgrad, er der masser af indhold. De her maps er også visuelt imponerende. Ikke noget, der blæser dig omkuld, men modeller, eksplosioner og miljøer er en fryd for øjet og holder dig fanget i de timer, du bruger på at stirre på dem og prøve at finde ud af, hvordan du kan komme uden om den ene vagt, der truer hele din mission.

Apropos det visuelle, så er der stadig enkelte småfejl, mest når det gælder døde fjender, der flipper ud, så snart de rammer jorden, og deres lemmer flagrer så vildt, at jeg er overrasket over, at de nærliggende vagter ikke bemærkede det. Ellers ville mit eneste store ønske måske have været noget mere narrativt indhold. Commandos: Origins er et strategispil, og genren har ikke altid haft brug for en historie i centrum, men nogle af drillerierne mellem kommandosoldaterne i spillet får mig til at ønske mig lidt mere til missionerne end bare »vi skal ødelægge en bro eller indsamle vigtige dokumenter.«

Commandos: Origins er et godt spil i en genre, der i høj grad har brug for det. Med en sværhedsgrad, der vil udfordre selv de mest taktiske hjerner, kombineret med forfriskende grafik og karakterer, der er sjove at spille, får du en tilfredsstillende, givende oplevelse, der får dig til at genindlæse save efter save i troen på, at den næste strategi, du prøver, vil være den vindende. Sværhedsgraden kan skabe lidt frustration her og der, og man kunne ønske sig lidt mere ud over et tilfredsstillende gameplay-loop, men alt i alt er det en gevinst for fans af RTS-spil derude.