Company of Heroes 2 foregår, i modsætning til sine forgængere, på østfronten. Dybt inde i det kolde Rusland, hvor vinteren er det eneste, der er mere nådesløs end den Røde Hær, hvor den tyske krigsmaskine kørte fast i sneen, hvor der er lige så stor risiko for at fryse ihjel som for at blive skudt.
På den led er Company of Heroes 2 lidt en metafor for sig selv. Men det vender vi tilbage til om lidt.
Det første Company of Heroes udkom tilbage i 2006, og fik universel ros. Det er det højest vurderede RTS og det højest vurderede strategispil på både Metacritic og Gamerankings. Alle elskede det, og det solgte over fire millioner, mere end nok til at retfærdiggøre to selvstændige udvidelser.
Siden da har Relic mest koncentreret sig om de glimrende Dawn of War 2-spil, men efter fire års pause er Company of Heroes tilbage. Forventningerne til toeren er selvfølgelig enorme.
Og derfor vil jeg fra starten sige, at nej, Company of Heroes 2 lever ikke op til forventningerne. Det virker som om Relic har bidt over for stor en mundfuld, og undervejs har taget nogle uheldige designbeslutninger, og derfor føles det som om spillet er ved at bukke under for sin egen vægt. Som sagt, valget af østfronten som spillets fokus kunne ikke have været mere passende.
Mine første indtryk af COH2 er næsten alle negative. Styringen er sløv, ens tropper er tungnemme, og de første missioner er ikke videre interessante. Her er mange kampe gennem ruiner og murbrokker, og de mange detaljer gør det svært at se hvor man kan sende soldater hen, hvor de vil kunne gå i dækning, og hvilke ting man kan skyde henover. Fejlklik sker ofte, UI'en til at bygge nye tropper virker tung, og ens bygninger ligner alle hinanden til forveksling. Kampe føles som om de trækker i langdrag, og fjendtlige soldater lader ofte til at være lavet af kuglesvamp. Grafikken er heller ikke særlig køn.
Rigtig irritabel bliver jeg, da man for første gang møder den russiske vinter for alvor. Soldaterne bliver endnu langsommere, når de skal vade gennem den dybe sne, og så længe de ikke befinder sig ved et bål, i en bygning eller i dække for vinden, falder deres kropstemperatur konstant. I en grad så de dør efter få minutter i det fri. Mine snipere har heldigvis pakket vintertøjet, så de er immune for kulden, og altså må jeg bruge dem som spejdere for at finde fjendens stillinger, inden jeg rykker resten af tropperne.
På papiret lyder det måske sjovt, men det står også meget hurtigt klart, at der er en rigtig og en forkert vej at sende mine snipere hen, og vælger jeg den forkerte, bliver de nærmest skudt uden varsel. Det hiver al tempoet ud af spillet, og hvor det første COH blev rost for sit høje og hektiske tempo, minder det her nærmere om en vinterdepression.
Jeg ved dårligt hvad jeg skal tænke. Ganske vist gik Relics gamle ejere THQ konkurs kort før spillet skulle udkomme, men det alene kan næppe forklare, hvordan de kunne falde af tronen på den måde.
Heldigvis finder jeg mit svar. COH2 viser sig nemlig, til trods for at grafikken slet ikke er noget at skrive hjem om, at være en absolut køter når det kommer til systemkrav. Min maskine har som regel rigeligt med grafisk overskud, tager spil Bioshock Infinite i stiv arm med alt lir slået til, og begynder knapt at svede i Metro 2033. Men Company of Heroes 2 får den åbenbart kæbesmerter af at tygge på. Jeg nedjusterer grafikindstillingerne til ubekvemme valgmuligheder som "low" og "medium", og pludselig er oplevelsen en hel anden.
Et i forvejen ikke videre kønt spil bliver lidt mindre pænt at se på, men tempoet ryger i vejret, og den før haltende og klodsede styring virker nu langt mere responsiv og skarp. Det har måske også noget at gøre med, at missionerne bliver en del mere underholdende, jo længere ind i spillet man kommer. Uanset hvad, kan jeg pludselig konstatere at jeg har det sjovt. Vinterdepressionen er på retur, og i stedet hunser jeg rundt med maskingeværstropper, AT-kanoner, kampvogne, artilleri og des lige.
Det er stadig langt fra perfekt. Ting, der ligner de burde give dækning, gør det ikke altid. Kanoner og MG'ere har en dum vane med at pege deres skyts i den diametralt modsatte retning af fjenden, når man flytter dem rundt. Fjendtlige soldater står nogle gange bare og kigger, mens man skyder dem. Og jeg ved stadig ikke helt hvad ham officeren, der jævnligt dukker op i ens base for at udføre Ordre 227 (skyd alle russiske soldater, der trækker sig tilbage), skal gøre godt for - han står der bare alene og er ensom.
Men som sagt, når først T-34-kampvognene ruller ind på slagmarken, og jeg sender mine soldater rundt på kryds og tværs og flankerer fjenden, mens artilleriet og mortergranaterne regner ned fra himlen, så kan jeg ikke undgå at smile.
Et af de mest suveræne øjeblikke er en mission cirka halvvejs gennem kampagnen, hvor man med en meget begrænset håndfuld tropper skal jagte en tysk Tiger-tank gennem en forladt landsby. Det bliver en slags katten efter musen-leg, hvor man febrilsk forsøger at finde forladte antitankkanoner, hvorefter rollerne bliver byttet om, og man med guerillataktikker til sidst omringer og ødelægger tanken.
Intensiteten bliver skruet endnu højere op, da man dernæst får til opgave at kapre den ødelagte tank, reparere den og køre den i sikkerhed, mens tyske tropper nærmer sig fra alle sider. Det er en benhård mission, der stiller høje krav til ens overblik og taktiske formåen.
Desværre illustrerer den også med al tydelighed, at COH2 har tekniske problemer, der ikke er til at overse. For på mit tredje forsøg opdagede jeg nemlig, at den tyske assault gun (en pansret kanon på larvefødder), der spærrede hovedvejen ud af byen, viste sig slet og ret at være usårlig. Jeg havde seks AT-kanoner, der beskød den fra alle vinkler, og de lavede ikke så meget som en ridse. Da jeg endelig vandt, var det fordi det lykkedes mig at snige min Tiger forbi ad sideveje, mens AT-folkene distraherede den tyske panservogn. Og den eneste grund til dét lykkedes var, at jeg i forvejen havde smadret de huse, som tyskerne ellers var scriptet til at fylde med Panzerschrek-tropper.
Forhåbentlig får Company of Heroes 2 en masse patch-støtte fra udviklerne efter det er udkommet, for det trænger virkelig. Teknikken halter, og grafikken kan på ingen måde leve op til de krav, den sætter til hardwaren. Skruer man ned for effekterne og kæmper sig gennem den sløve start, så er her dog et sjovt og underholdende strategispil - man skal bare være forberedt på at det ikke altid virker som det skal. Der er langt op til forgængerens høje standard, men trods sine skavanker er Company of Heroes 2 stadig værd at spille.