Company of Heroes 3

Reel forståelse af vores fælles historie kan være svær at forklare, men ganske basalt så handler en nations historieforståelse mest om, hvor tæt man er på de begivenheder der er forgået. Dermed varierer den land for land, og afgør oftest hvordan folkeånden er omkring historiske begivenheder. Her i Danmark er vores forståelse af Anden Verdenskrig eksempelvis naturligt indrettet således, at vi er tættest på kampen om Tyskland og og ikke kampen om Nordafrika, det er måske et fortærsket eksempel, men nuvel. Én ting er hvert individuelle lands historieforståelse, noget andet den måde popkultur vælger at rette linsen mod netop Tyskland og Frankrig, når vi snakker om netop Anden Verdenskrig, og det er præcis lige så vigtigt at kigge på slagene i Italien og i førnævnte Nordafrika, hvis man vil bryde historieforståelsens indbyggede grænser. De kampzoner er lige så vigtige i forståelsen af krigens udfald, som slagene i Frankrig og Rusland, og heldigvis er det dem som foregik i udkanten af af Europa og Afrika Relic denne gang valgt at sætte i fokus.

Company of Heroes 3 er, for de uindviede, et RTS-spil, hvor man ser slagmarken isometrisk ovenfra, og beordrer sine styrker rundt på kortet, da man hele tiden skal tænke strategisk over hvor man placerer sine styrker. Sådan er Company of Heroes 3 også bygget op, ligesom sine forgængere, og Relic ved præcis hvordan sådan en høne skal plukkes. Det kan jeg lige så godt slå fast allerede her; Company of Heroes 3 er et fantastisk spil. Som fortalt tidligere, foregår Company of Heroes 3 på mere ukendte slagmarker for os i Norden, og det giver spillet et ret eksotisk feel, som jeg ret godt kan lide. Den første kampagne i spillet foregår i Italien i 1943, og portrætterer den invasion der førte til fascisternes fald, og Mussolinis død, så det i sig selv gør historien spændende. Det starter med invasionen af Sicilien, hvor man får introduceret hele scenariet igennem breve fra soldaterne, som deltog i det nært forestående angreb. Det er en lidt anderledes opbygning end i forgængeren, som fortalte en del af sin historie ved hjælp af animerede mellemsekvenser. Company of Heroes 3's måde at fortælle historien på er dog ganske fantastisk, specielt for en historielærer som mig, for det føles som om den er konstrueret omkring reelle historiske vidnesbyrd denne gang. Om det så er frit fundet på, eller om der er tale om rigtige breve ved jeg ikke, men det giver spillet en helt anderledes autentisk karakter. Det betyder samtidig at det er let at rose Company of Heroes 3 for ikke at gøre krig til en sensation, men at sætte fokus på det brutale, ægtheden.

Det føles helt som en historisk dokumentar man selv deltager i. Det er ret fedt. Det der især gør det så dokumentaristisk, er at man denne gang har delt Company of Heroes 3 op i to dele. Den ene er den velkendte RTS-del, som jeg nævnte, men der er også en overordnet strategisk del, der minder meget om den måde et turbaseret spil tilgås. Her skal man flytte rundt på kompagnier, og vælge hvilke strategiske mål man gerne vil angribe. Her får man råd af den højeste amerikanske overkommando, og den britiske ligeså, som konstant mundhugges, da amerikaneren, ret stereotypisk bliver jeg nødt til at sige, er meget mere aggressiv i den strategi han foreslår, modsat den britisk general som er mere forsigtig. Disse to herre kan man så lytte til, alt efter hvilken strategi man selv synes er den bedste, og hvis man følger en af de to generaler mere end den anden, så vil man få et bedre forhold til denne, og derigennem optjene bonusser, som er baseret på det som den nations militær gjorde bedst. Hvis det ender med at være amerikanerne får man eksempelvis faldskærmsenheder man kan kalde til hjælp, og hvis man vælger at følge den britiske general, så får man hjælp af indisk artilleri, og så videre. Denne næsten rollespilsagtige struktur fungerer glimrende, for den giver et mere gyldent overblik over de slag, man også skal styre mere granulært i RTS-portionen.

Der er to scenarier i Company of Heroes 3. Den ene man kan deltage i foregår i Afrika, hvor Erwin Rommel var tyskernes helt store strategiske helt. Han var tæt på at vinde denne del af krigen med hans panserdivisioner, og det er derfor også hans styrker, man kan føre til sejr. Denne del af kampagnen er meget lig den førnævnte, men det er fedt at være på den anden side, i en konflikt som blev udkæmpet med kampvogne i ørkenen. Så overordnet er der mange timers historisk og strategisk underholdning i de to scenarier. Grafisk er de også meget anderledes end andre spil i serien, som foregår i det nordlige og østlige Europa. Jeg vil dog sige at grafikken generelt ikke imponerer synderligt. Jeg kan huske, jeg var benovet, da jeg så grafikken i det første spil i serien, men den ser ikke meget anderledes ud end dengang, og måske er det heller ikke så vigtigt, men det kunne have være fedt med lidt mere bling. Heldigvis er stemmeskuespillet og musikken helt i top. Så udtrykket er generelt i orden.

Når man ser på dette strategiske kort, og kigger mere direkte på en af de vigtigste strategiske byer i Italien, så kan man vælge at deltage i slaget på ganske almindelig RTS-vis, hvor man skal kommandere rundt med sine tropper, men man kan også få computeren til at simulere slaget. Man får informationer om ens egen styrke, og tyskernes, og skal så vælge om man selv vil tage personlig affære i den direkte ledelse af slaget, eller bare håbe på at ens enheder er stærke nok til selv at kunne hive sejren hjem. Hvis man vinder eller taber i simulationen, så vender man bare til kortet, og en ny runde begynder. Deltager man skal man styre sine enheder, som man har gjort det i tidligere kapitler i serien. Man har et hovedkvarter og en bunke enheder, og man skal så indtage områder på kortet. Disse slag, og de respektive scenarier, er taget direkte ud af historien, og vil mange gange have de samme delmål som de egentlige enheder havde i de pågældende slag. Måske er det her bare kreds for kendere, men jeg bliver nødt til at antage at man har en perifer interesse i historie, hvis man glæder sig til Company of Heroes 3. Man skal så flytte rundt med sine tropper, og bruge landskabet og topografien til sin fordel. Mister man soldater, og det kommer man til, så kan man købe nye igennem de bygninger der er rundt om hovedkvarteret. Disse kan man købe med ressourcer man får ved at erobre førnævnte områder, som så giver flere og flere ressourcer alt efter hvor mange man er i besiddelse af. Det betyder man hele tiden skal tænke på at fremrykning, og spillets centrale struktur opfordrer til alt andet end den skrækkelige "turtle"-strategi, men også på at holde disse punkter, uden hvilke man ikke kan få forstærkninger. Dette giver intense scenarier, hvor man hele tiden skal tænke sig godt om inden man tager en beslutning, og som jeg personligt elskede hver et minut af.

Udover scenarierne er der også Skirmish, som er en kamp mod computeren som man selv sætter op. Har man lyst til det er der kampvognsslag, eller andre slags pseudo-regler man kan benytte sig af for at give det bestemte scenarie lidt flair. Man kan også vælge hvor svær modstanden skal være, og alt derimellem. Dette er så sandelig ikke noget nyt for faste fans, men det virker som det skal. Udover dette er der multiplayer, hvor man på nettet finder op til otte modstandere, som så kæmper en mod en, to mod to, og op til fire på hver side. Disse kampe er kaotiske, og kan tage lange tid, især hvis der er fire på hver side. Det er god underholdning når man er færdig med scenarierne, eller hvis man bare vil hygge sig imellem slagene i Italien eller i Afrika. Så samlet set får man mange timers underholdning i denne pakke, hvis man køber Company of Heroes 3. Dog savnede jeg reel innovation på multiplayer-siden, såsom lange online-kampagner, eller bare en eller anden måde at forblive investeret over en længere periode.

Så alt i alt er Company of Heroes 3 en glimrende efterfølger i en serie af rigtig gode RTS-spil, og er man fan vil man ikke blive skuffet, tænker jeg. Der er også mods man kan give sig i kast med, når spillet lige har fået noget tid på bagen, så Company of Heroes 3 vil med sikkerhed kunne spilles i mange år fremover, og er man til genren, så får man noget for skillingen.