Company of Heroes

Lad mig bare være ærlig: På papiret virker Company of Heroes alt andet end revolutionerende. Et enkelt og forholdsvis regelret real-time strategispil tilsat anden verdenskrigs forslidte gru, ligner noget, jeg har set før. Ikke mindst fordi Company of Heroes’ singleplayer-kampagne tager udgangspunkt i den nok så famøse D-Day - på linie med en række first person shootere, film som Saving Private Ryan samt tv-serien Band of Brothers.

Til gengæld har Company of Heroes stamtræet i orden. Udvikleren bag er Relic, der tog spilverdenen med storm, da de ydede Warhammer-universet fuld retfærdighed med real-time strategispillet Dawn of War. Udflugten til fyrrernes blodplettede slagmarker bærer da også tydeligt præg af holdets strømlinede stil og action-orienterede indgang til genren.

Company of Heroes handler ikke om at bygge en stærk base, og så ellers slå til på kontra - næh, her gælder det om at komme frem på banen. I stedet for at sætte spilleren til at bygge baser og høste ressourcer som en anden landmand, opmuntrer Relic til offensivt spil ved at strø ressourcerne ud over landkortet. Forsyninger af brændstof og ammunition sikres ved at erobre depoter fra fjenderne, og nyt land erobres ved at sikre sig strategiske steder. Det er også afgørende, at erobringerne hænger sammen: Uden intakte forsyningslinjer, går de vitale ressourcer tabt.

Den dynamiske ressourcemodel gør det muligt for Relic at kaste dig direkte ud i løjerne, og den mulighed udnytter holdet til fulde. I Normandy-kampagnens første scenarium gælder det landgangen på D-Dag, hvor Omaha Beach’s pigtråd og maskingeværreder skal forceres med et minimum af tab. I andet scenarium kastes faldskærmstropper bag fjendens linjer for at sikre, at de landgangne tropper ikke falder i baghold. Og sådan fortsætter det.

Undervejs ydes der en gæv indsats for at signalere historisk korrekthed. I flotte, filmiske mellemsekvenser sættes scenen for generobringen af Europa fra de fæle fascister, og Relic har tydeligvis det helt brede publikum i sigtekornet med Company of Heroes. Det ses også in-game, hvor grafikken er en sjælden nydelse. Selv med de skrabede kvalitets-indstillinger, spillets nuværende build tillader, imponerer detaljerigdommen: Kugler sparker støv op, døende soldater vrider sig i sølet og billedskønne eksplosioner river bygninger midt over.

Netop muligheden for at smadre, ikke bare fjendens enheder, men også forsvarsløse franske og tyske landsbyer, ser Relic selv som et af Company of Heroes’ helt store aktiver. Jeg har på min side lidt svært ved at se de strategiske konsekvenser af spillets dynamiske miljøer som decideret epokegørende, men pænt ser det ud. Og så er der da en eller anden form for tilfredsstillelse ved langt om længe, at kunne brase direkte igennem mure med sine store, muskuløse tanks - i stedet for at skulle køre pænt udenom.

Mere interessant er spillets "cover"-begreb, hvor du opmuntres til at søge dække med dine fodtusser. Røde, gule og grønne indikatorer signalerer intet, mellemgodt eller optimalt dække, og så er der ellers lagt op til strategisk udnyttelse af terrænet. Desværre er det svært at styre mere end én enhed ad gangen i optimalt ly, og dermed bliver systemet lovligt omstændeligt i tilspidsede situationer. Desuden kommer computeren lidt for sjældent spilleren i møde i Company of Heroes, hvorfor "cover"-systemet ofte virker til fjendens fordel snarere end ens egen. Her vil sagen sandsynligvis stå anderledes i spillets multiplayer-del, som jeg desværre ikke har kunnet teste.

I det hele taget virker fjendens AI ikke Nobelpris-værdig for øjeblikket. Vel forstår de oftest at flygte, når de er klart overmandede, men tysken tager ikke meget initiativ på slagmarken. De scenarier, jeg har haft lejlighed til at prøve kræfter med indebar alle, at kæmpe sig igennem en slagmark med lutter afventende nazister, hvilket fik oplevelsen til at minde en del om en bane i et first person shooter-spil - komplet med de pædagogiske forklaringer og det lineære forløb.

Sådan skal det nok være. Kombineret med et relativt begrænset udvalg af enheder, et noget simplificeret niveau- og teknologitræ-system og en relativ mangel på strategisk dybde, signalerer scenarierne mere end noget andet, letfordøjelig masseappel. Hærdede strateger vil rynke på næsen - og med god ret. Men med sit actionfyldte gameplay og sin polerede præsentation, har Company of Heroes ganske gode chancer for at vække genklang på det lidt bredere spilmarked.